23 april 2012

Forelæsningsrække på ITU

Onsdag aften præsenterer jeg på ITU mit forskningsprojekt om læring i aktørnetværk. Det sker i regi af kurset "Videnstyring og organisatorisk læring", som jeg bidrager til nu på tredje år.

Vi skal denne gang se nærmere på to konkrete eksempler på fra praksis og i det lys diskutere læring, organisering og digitalisering. Især skal vi se nærmere på begrebet heterogenese - den samtidige tilblivelse af både humane og nonhumane aktører (koblingen af det sociale og det im/materielle). Begrebet er interessant, ikke mindst i forhold til traditionelle individ-orienterede såvel som nyere socialt orienterede forståelser af organisatorisk læring. Kort sagt rummer heterogenese den samtidige tilblivelse af, i 'mit' tilfælde, brugere, teknologier (værktøjer) og arbejdets genstand (bygningsinformationsmodellerne). Dermed sætter begrebet sig ud over nævnte individ- og socialt orienterede tilgange, idet det jo netop er en pointe, at også det im/materielle niveau udgør en ligeværdig del af analysen.

Jeg har tidligere på foråret forelæst om organisatorisk læring i klassisk forstand; primo maj gælder det et lidt andet emne, nemlig samarbejde i virtuelle netværk. I år skal jeg desuden medvirke til at deltagerne får udarbejdet nogle gode projekter, idet vi laver et synopsisværksted.