04 maj 2010

Managing Modelling

I morgen åbner konferencen ”Construction Matters” på CBS i København. Konferencen varer til og med fredag, og forskere og praktikere med interesse i og for ledelse, organisation og byggeri kommer fra nær og fjern. Det er professorerne Kristian Kreiner og Jan Mouritsens Center for ledelse i byggeriet (CLIbyg) der står bag konferencen, der senest fandt sted i 2008. Jeg har været med tidligere, og vil i igen i år, torsdag, den 6. maj mellem kl. 14.30 og 16.30, fremlægge et konferencebidrag med titlen ”Managing Modelling”. Artiklen er i overensstemmelse med konferencens spor 3, Management Practices and Digital Design, og Centerets overordnede interesse for ledelsesprocesser udarbejdet på basis af mit nyligt afsluttede Ph.d. projekt. Kort sagt udfolder jeg til lejligheden tre aspekter af ledelse og digitalisering:
  • Managing Objects
  • Managing the manning up and down (the scaling up and down, the zooming in and out)
  • Managing time and work flow
Her vil jeg kun sige meget lidt om det første, nemlig hvordan forestillinger om objekter (digitale byggeklodser) leder en og anden på afveje, hvordan forholdet mellem arbejdere, værktøjer og digitale objektorienterede 3D modeller relationelle adfærd afføder effekter, som nok i noget omfang flyder fra intentioner. Hvad jeg siger, er at objekters multiple ontologier (høje kompleksitet, mangfoldighed, væren under tilblivelse – gør og gøres) gør dem vanskelige at håndtere, svære at lede. Hvad jeg spørger om, er i hvilken grad objekter leder eller ledes. Hvordan de gør og i praksis gøres; bliver til.
Objekter med en vis såkaldt intelligens er kort sagt afgørende elementer i en 3D bygningsmodel. Uden objekter, ingen model. Objekter associeres i og ved hjælp af værktøjer. Det foregår på en computer, i forskellige programmer, med forskellige grænseflader. Objekter, modeller og værktøjer håndteres af mennesker af kød og blod. I fysiske rammer, måske en gammel fabrik, der er bygget om så den i større eller mindre grad helt eller delvist repræsenterer tegnestuens æstetik. Sådan er scenen.

På torsdag er scenen en anden – konferencen holdes naturligvis i egne lokaler, i Kilen ved metroen på Solbjerget. Der vil være stole og borde sat på rækker, traditionen tro vil jeg posere på hvad der kunne være et mindre podium, og bag mig vil der være et lysende objekt – en kraftig lampe vil projektere billeder og tekst, bits og bytes, op på en hvid overflade. Velinformerede individer vil lytte til hvad jeg siger, hvorefter vi vil udveksle nogle overvejende engelske gloser.
Men nok om det – tegnestuens objekter må lede og selv lade sig lede. Det kan blive ledt, hedt. Oftest, når det brænder på, i dagene og måske uger før aflevering, når målkæder hopper af, modeller falder fra hinanden og objekter gør modstand, da er det ikke altid lige sjovt at være arkitekt, eller ingeniør, eller bygningsmodel, eller objekt. Eller måske er det – vi ved det ikke, mangfoldigheden i den forrige sætning er for voldsom, for heterogen. For hvordan kan jeg, vi, på en og samme tid, samtidigt sige noget om arkitekters, ingeniørers, bygningsmodellers og objekters væren (ontologi). Hvordan er det muligt at tale om objekter og ledelse, hvordan kan vi tale om objekter, således at vi forstår dem og dermed kan lede dem. Thi hvordan leder man noget man ikke forstår, eller måske endda misforstår. Er det værd at vide, hvordan modellering foregår, hvis vi ønsker at gøre os forestillinger om hvordan vi leder modelleringsprocesser; hvad betyder fx en computers processor, ja, aktørnetværkets processorkraft. Kunne man spørge således: Hvordan hvad som ledelse og modellering er?

Cetina taler om epistemiske objekter, Law og Singleton om objekters multiple ontologier, Latour om interobjektivitet. I byggeriet har man digitale 3D objekter, men hvad eller hvem er de? Hvor er de; hvor kommer de fra og hvor/dan bevæger de sig og hvorhen (ligger de så stille, eller gør de unoder)? Hvordan gøres de – hvor/dan forekommer deres undfangelse, udvikling, anvendelse, afvikling; bliver de vedligeholdt, tjekket, revideret, genanvendt og nok så væsentligt, og hvordan gør de – gør de noget ved os, ved arkitekturen, ved byggeriet, ved aktørnetværket, ved aktantværknettet? Spørgsmål der nok kan stilles, men dårligt og altid aldrig fuldt ud, endeligt. Jeg ser objekter som parametriske, virtuelle, digitale, eksplosive, effektfulde, krævende, uvidende og dog informerede, ofte overvægtige, klodsede aktører – endog, under tilblivelse, for evigt i udvikling. En gang sat i bevægelse, bevæger de og betvinger sig opmærksomhed. Vi leder efter dem, de leger skjul, tag-fat, vi må betvinge os dem. De vil ikke ledes, de leder, måske efter en ud/vej. De gør modstand: Du har nu 53 fejl, der ikke kan ignoreres, et større antal potentielle kollisioner, og du skulle have været færdig allerede i forgårs.

Her er et uddrag af teksten:
An apparently simple operation such as creating, modifying or deleting an object might be a reasonable starting point if you want to consider some of the complexities related to handling or managing objects. Objects might be created on an ad-hoc basis, imported into the building model from an object server, or e.g. copied from the Internet (as with most objects this is a potentially risky business); in some cases an object might be distributed on a homepage such as e.g. www.digitaleprodukter.dk, thus it has been made available by the company actually producing the physical building materials. Evidently objects come in several forms or qualities and from various sources, something that could very well be one of several reasons why modelling processes sometimes break down. Whereas one should think that the manufacturers own virtual 3D objects should be the best objects to apply, this is not necessarily the case – for two reasons. One is size – manufacturers own objects might be too detailed, in some cases you could more or less produce the object in question given the required manufacturing equipment was at hand. Too many details make the objects too heavy for the microprocessors to handle them efficiently. Another reason is that the virtual 3D objects very well might be marked by the producers’ specific brand – making them obsolete in relation to competitive bidding; EU regulations make the mention of specific products illegal.

An object is an item that can be removed; with/out it the model is another figuration. A building model is a relational figuration of objects that are linked to one and each other, it is a compilation of objects equipped with some kind of intelligence. Objects do not know much, however, they are progressively informed about their mutual connectedness, their parameters are continuously set, and reset. Remove an object, and others are supposed to dynamically fill in the gap. However, that kind of automation requires of users that they “think much, much, much more structured” (quoting an informant), and that they do not or at least, not everyone does, at once. In practice I observed how the acknowledged complicated operation of changing the datum of a building produced an excess of errors, giving reason to believe that objects had not been perfectly defined, assigned, anchored, connected; in practice they never are, nothing ever is – perfect. Increased levels of complexity produces increased levels of risk – and risk and what follows must be managed; the workers are likely to sit down and sort out the mess themselves. The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes in one place may have unforeseen consequences elsewhere. It take a lot to stay on top of it, to keep a smooth operation running.

Det var et længere uddrag , men mere er der ikke. Jo, der er meget mere at sige, men så må du komme, og gerne lytte, lidt. Det er her og nu, her og der, i dag, i morgen, everywhere, with everyone, forever, aldrig voksen.
Led, ledere, ledest. Eller når værktøjerne er suiter, suiter af digitale applikationer, programmer, stykker software. Når aktører undersøges symmetrisk. Når aktørerne er arbejder, værktøjer og modeller. Når modeller og objekterne føjes, i værktøjer, der ikke er mine eller dine, men deres. Når programmet ikke er mit, men deres – hvems, hvor er det. Når vi, de ikke er alene. Oftest får de intelligente 3D objekter følgeskab af uintelligente eller endog døde, flade 2-dimensionelle streger (de udtrykker blot længde x bredde). Det er én om året. Mindst et nyt værktøj, et ny grænseflade, en intellektuel teknologi, det er en eller flere kognitive artefakter. Populært sagt: Revit 2007, 2009, 2010, og 2011. Fire versioner, på fire år. Den er hård, leder.