09 maj 2012

Fyraftensmøde - Læring- og it-netværket

På mandag (14. maj 2012) lægger jeg op til debat om læringsmæssige udfordringer ved ibrugtagen af nye it-systemer. Debatten finder sted i regi af Læring- og it-netværket og afvikles som et fyraftensmøde. Overskriften for mødet er "kneb eller læring".
Kneb (work arounds) synes i arkitektens og ingeniørens praksis at være en almindelig anerkendt tilgang, når it-systemers modstand skal håndteres. Det er også en måde at lære på, at blive til på - når brugerne udvikler forskellige kneb, greb, genveje eller work arounds sker der på et og samme tidspunkt det, at software programmer stilles eller tunes, at brugerne bliver kompetente på et lidt højere niveau, og endelig at den arkitektoniske bygningsmodel så at sige tager form. Udgangspunkt for at fokusere på dette spørgsmål er observationer og interview med medarbejdere på landets arkitekt- og ingeniørtegnestuer, hvor nye 3D modelleringsværktøjer i disse år tages i anvendelse. Blandt de spørgsmål, som jeg har lovet at berøre, er følgende:
  • Hvordan individ og organisation lærer i praksisser og bliver til som følge af komplekse relationer mellem både menneskelig og ikke-menneskelige aktører?
  • Hvilke læringsformer er på spil, når nye, komplekse teknologier bliver taget i brug?
  • Hvad er det, der lærer, når der læres?
  • Hvorfor og hvordan opfindes og anvendes ’kneb’?
Læring- og it-netværket er et netværk tilknyttet IT Universitetet, hvorfor omkring halvdelen af de 300 medlemmer af netværket er kandidater og studerende fra ITU, mens den anden halvdel er andre, der er interesseret i koblingen mellem læring og it. Der er i skrivende stund omkring 20 personer tilmeldt, men der er plads til flere. Har du tid og lyst mandag mellem kl 16-17.30, så kontakt mig for nærmere oplysninger.