Verdensklasse - eller, når ting tar' tid

DR’s koncerthus er som bekendt netop blevet indviet. Der har været sagt og skrevet ganske meget om det underbudgetterede DR byggeri, og vi har set meteor-metaforen flere gange på DR's tv-kanaler. I går i S-toget kunne jeg i en gratisavis ikke undgå at bemærke en helsides annonce indrykket af Niras, der roser sig af at have leveret den nødvendige, lokale know-how der sikrede, at byggeriet blev en realitet: ”When Jean says it can fly, it can fly.” , lød overskriften. Hvad fanden var det, tænkte jeg... kommunikerer de på denglish, dette var ikke BIM'sk, byggekunstens esperanto!

Jean Nouvel er arkitekten, og han ville have, at meteoren svævede på nogle spinkle, slanke pæle (som dem i den nye, norske opera?). Som anstændige ingeniører mente Niras, at der skulle nogle ordentlige pæle i jorden, og nogle solide støtter under salen. Jorden under koncerthuset er kendetegnet ved, at jordlagene modsat hvad man normalt går og tænker om jordlag, nogen gange står horisontalt. Heldigvis fik arkitekten sin vilje, og forhåbentligt har Niras regnet rigtigt. Det får vi at se, som årene går.

Det hele blev – ifølge Niras – "reddet af den nyeste 3D teknologi". Uden den var det aldrig lykkedes virksomheden ”at udvikle arbejdstegninger, som værksteder og håndværkere havde en reel mulighed for at forstå.. … 400.000 ligninger med lige så mange ubekendte er omsat til tredimensionale modeller og konkrete arbejdstegninger.”

400.000 ubekendte lyder af meget. Computersimuleringer tager lang tid. Ifølge en artikel i et tillæg til dagens udgave af avisen Børsen har Niras brugt hvad der svarer til 80 mandeår på at regne sig igennem dem – hvor lang tid computerne har arbejdet, ved vi ikke, blot at enkelte simuleringer har varet hele 18 timer. Uden computere havde det efter sigende taget flere end 1000 år at beregne – ja, man må formode, at der ligger mere end en simulering og mere en variabel bag denne påstand om anslået effektivitetsgevinst…

Et faktum er det imidlertid, at computersimuleringer tager tid. Selv de største, dyreste og formentlig mest effektive servercomputere på markedet – med måske 10 MB RAM, store grafikkort og lynhurtige processorer – kan sagtens bruge adskillige timer på fx en energiberegning. Visualiseringer tager tilsvarende lang tid, hele natten kan det tage, og det til trods for , at man har installeret en server park eller server farm (som et andet computer Grid) til at regne det hele ud (den hurtigste computer venter nemlig på, at den langsomste skal blive færdig). Man skal derfor være varsom med at trykke på enter knappen, for ens computer risikerer at være travlt optaget i hvert tilfælde frem til og med fyraften – og hvad skal man så lave, når alt ens arbejde er flyttet om bag skærmen. Tænk engang, manifolden skulle man aldrig vente på og i et 2D CAD univers tog det bare et splitsekund at slette en søjle. Arbejder du med 3-dimensionelle modeller, er tålmodig blevet en dyd.

Jeg har ladet mig forklare, hvordan fx en energiberegning foretages. Det er ikke helt ligetil, og det tager – som det fremgår – tid, lang tid. Hør her:

”Jeg tror faktisk, den er blevet færdig med at lave det første skridt. Så skal den have lidt oplysninger fra mig. Nu er den sådan set gået ind og lavet alle, overflader, på alle de massive dele af bygningen - det som ikke er luft. Man kan sige, den har faktisk, på en måde, så har man sin geometri, som man eksporterer, så puster man faktisk en ballon op i den, og så har den en sammenhængende overflade, som den kan lave luftberegninger på. … Nu står den lidt og tænker lidt over et eller andet igen. … Så skulle den gerne vise hele modellen, som den ser ud, så man kan se, hvordan, ude i kanterne, af modellen, om den kommer rigtigt rundt omkring hjørnerne. Så hvis den ikke gør det, så skal man hen og lave nogle lokale forfininger, så skal den køre en cyklus igen. Og så gør man det, indtil man synes, den geometri, man har importeret, at den er repræsenteret godt nok, i beregningsmodellen, til at man kan gå videre til næste skridt, og meshe luften, så man så kan se bevægelserne i luften, på den repræsentation. … Så laver man den der, en wrap surface, hvor man simpelthen puster den ballon op indeni, så kommer den til at se sådan her ud… Man går fra en dårlig opløsning, en dårlig triangulering, beregningsmæssigt, kan man sige, til en meget finere, som man kan lave nogle beregninger ud fra. Det er alt for groft, det er sådan set det. Og så løser den alle de der besværlige differentialligninger der, som man prøvede at komme igennem i gymnasiet.”

Hvis det lyder omstændeligt, er det fordi, at det er det. Og glem ikke, at modellens data skal flyttes rundt mellem oftest to, tre eller flere applikationer. Modellen skal flere gange eksporteres fra en type software, for derefter at blive importeret i anden software applikation. Særlige udvekslingsformater skal helst spille sømløst sammen, hvilket de selvfølgelig sjældent gør – uden en hel del fumlen og famlen, kneb og andre tricks, der som altid er nødvendige, selv når man arbejder på endog velafprøvede operativsystemer som fx Microsoft XP. Skal man ind omkring fx IFC, en internationalt anerkendt laveste fællesnævner, en klassifikation, risikerer man at det går helt galt. Det har både arkitekter og ingeniører erfaret, når de udveksler 3D modeller på tværs af proprietære platforme.

Der er meget at lære; nu er jeg spændt på at mærke indeklimaet i den nye koncertsal. Efter sigende er akustikken helt i top, selvom musikanterne lige skal vænne sig til den, og det nok bliver nødvendigt med enkelte ændringer.

Så vær velkommen, verdensklasse opnår man ikke uden at anstrænge sig.