Viser opslag med etiketten 3D. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 3D. Vis alle opslag

06 januar 2014

Oplæg på konference: Administration af bygningsinformationsmodeller

Den 6. februar er Institut for Ledelse og Forvaltning vært ved en konference, hvor vi forsøger at tage de første skridt mod en beskrivelse af den faglighed og praksis der knytter sig til det administrative arbejde i den offentlige sektor. Konferencen ligger i forlængelse af den nedenfor omtalte antologi, der således er omdrejningspunkt for indlæggene på konferencen. Mit indlæg bærer titlen "Administration af bygningsmodeller", idet jeg illustrerer hvordan de krav om digital 3D bygningsmodellering, som den offentlige bygherre stiller til rådgivere og andre, samtidigt udfordrer bygherrens egne kompetencer. Argumentet er, at den øgede kompleksitet, der følger af kravet om 3D bygningsmodellering, i et vist omfang øger kompleksiteten i det administrative arbejde i den offentlige sektor såvel som den økonomiske og juridiske forvaltningen af området?

Konference om faglighed og praksis i administrativt arbejde: Demokratiets byggesten

14 juni 2011

Licitationen: 3D er benspænd i byggeri

Torsdag i sidste uge blev jeg kontaktet af en journalist fra Licitationen.

Det kom der to artikler ud af, dels en forside på byggeriets 104 år gamle dagblad, dels en uddybende artikle på side 2 i ARKbyg:
"Digitale udfordringer i byggeriet står i kø"
.

Begge bragt fredag, den 10. juni 2011.

04 maj 2010

Managing Modelling

I morgen åbner konferencen ”Construction Matters” på CBS i København. Konferencen varer til og med fredag, og forskere og praktikere med interesse i og for ledelse, organisation og byggeri kommer fra nær og fjern. Det er professorerne Kristian Kreiner og Jan Mouritsens Center for ledelse i byggeriet (CLIbyg) der står bag konferencen, der senest fandt sted i 2008. Jeg har været med tidligere, og vil i igen i år, torsdag, den 6. maj mellem kl. 14.30 og 16.30, fremlægge et konferencebidrag med titlen ”Managing Modelling”. Artiklen er i overensstemmelse med konferencens spor 3, Management Practices and Digital Design, og Centerets overordnede interesse for ledelsesprocesser udarbejdet på basis af mit nyligt afsluttede Ph.d. projekt. Kort sagt udfolder jeg til lejligheden tre aspekter af ledelse og digitalisering:
  • Managing Objects
  • Managing the manning up and down (the scaling up and down, the zooming in and out)
  • Managing time and work flow
Her vil jeg kun sige meget lidt om det første, nemlig hvordan forestillinger om objekter (digitale byggeklodser) leder en og anden på afveje, hvordan forholdet mellem arbejdere, værktøjer og digitale objektorienterede 3D modeller relationelle adfærd afføder effekter, som nok i noget omfang flyder fra intentioner. Hvad jeg siger, er at objekters multiple ontologier (høje kompleksitet, mangfoldighed, væren under tilblivelse – gør og gøres) gør dem vanskelige at håndtere, svære at lede. Hvad jeg spørger om, er i hvilken grad objekter leder eller ledes. Hvordan de gør og i praksis gøres; bliver til.
Objekter med en vis såkaldt intelligens er kort sagt afgørende elementer i en 3D bygningsmodel. Uden objekter, ingen model. Objekter associeres i og ved hjælp af værktøjer. Det foregår på en computer, i forskellige programmer, med forskellige grænseflader. Objekter, modeller og værktøjer håndteres af mennesker af kød og blod. I fysiske rammer, måske en gammel fabrik, der er bygget om så den i større eller mindre grad helt eller delvist repræsenterer tegnestuens æstetik. Sådan er scenen.

På torsdag er scenen en anden – konferencen holdes naturligvis i egne lokaler, i Kilen ved metroen på Solbjerget. Der vil være stole og borde sat på rækker, traditionen tro vil jeg posere på hvad der kunne være et mindre podium, og bag mig vil der være et lysende objekt – en kraftig lampe vil projektere billeder og tekst, bits og bytes, op på en hvid overflade. Velinformerede individer vil lytte til hvad jeg siger, hvorefter vi vil udveksle nogle overvejende engelske gloser.
Men nok om det – tegnestuens objekter må lede og selv lade sig lede. Det kan blive ledt, hedt. Oftest, når det brænder på, i dagene og måske uger før aflevering, når målkæder hopper af, modeller falder fra hinanden og objekter gør modstand, da er det ikke altid lige sjovt at være arkitekt, eller ingeniør, eller bygningsmodel, eller objekt. Eller måske er det – vi ved det ikke, mangfoldigheden i den forrige sætning er for voldsom, for heterogen. For hvordan kan jeg, vi, på en og samme tid, samtidigt sige noget om arkitekters, ingeniørers, bygningsmodellers og objekters væren (ontologi). Hvordan er det muligt at tale om objekter og ledelse, hvordan kan vi tale om objekter, således at vi forstår dem og dermed kan lede dem. Thi hvordan leder man noget man ikke forstår, eller måske endda misforstår. Er det værd at vide, hvordan modellering foregår, hvis vi ønsker at gøre os forestillinger om hvordan vi leder modelleringsprocesser; hvad betyder fx en computers processor, ja, aktørnetværkets processorkraft. Kunne man spørge således: Hvordan hvad som ledelse og modellering er?

Cetina taler om epistemiske objekter, Law og Singleton om objekters multiple ontologier, Latour om interobjektivitet. I byggeriet har man digitale 3D objekter, men hvad eller hvem er de? Hvor er de; hvor kommer de fra og hvor/dan bevæger de sig og hvorhen (ligger de så stille, eller gør de unoder)? Hvordan gøres de – hvor/dan forekommer deres undfangelse, udvikling, anvendelse, afvikling; bliver de vedligeholdt, tjekket, revideret, genanvendt og nok så væsentligt, og hvordan gør de – gør de noget ved os, ved arkitekturen, ved byggeriet, ved aktørnetværket, ved aktantværknettet? Spørgsmål der nok kan stilles, men dårligt og altid aldrig fuldt ud, endeligt. Jeg ser objekter som parametriske, virtuelle, digitale, eksplosive, effektfulde, krævende, uvidende og dog informerede, ofte overvægtige, klodsede aktører – endog, under tilblivelse, for evigt i udvikling. En gang sat i bevægelse, bevæger de og betvinger sig opmærksomhed. Vi leder efter dem, de leger skjul, tag-fat, vi må betvinge os dem. De vil ikke ledes, de leder, måske efter en ud/vej. De gør modstand: Du har nu 53 fejl, der ikke kan ignoreres, et større antal potentielle kollisioner, og du skulle have været færdig allerede i forgårs.

Her er et uddrag af teksten:
An apparently simple operation such as creating, modifying or deleting an object might be a reasonable starting point if you want to consider some of the complexities related to handling or managing objects. Objects might be created on an ad-hoc basis, imported into the building model from an object server, or e.g. copied from the Internet (as with most objects this is a potentially risky business); in some cases an object might be distributed on a homepage such as e.g. www.digitaleprodukter.dk, thus it has been made available by the company actually producing the physical building materials. Evidently objects come in several forms or qualities and from various sources, something that could very well be one of several reasons why modelling processes sometimes break down. Whereas one should think that the manufacturers own virtual 3D objects should be the best objects to apply, this is not necessarily the case – for two reasons. One is size – manufacturers own objects might be too detailed, in some cases you could more or less produce the object in question given the required manufacturing equipment was at hand. Too many details make the objects too heavy for the microprocessors to handle them efficiently. Another reason is that the virtual 3D objects very well might be marked by the producers’ specific brand – making them obsolete in relation to competitive bidding; EU regulations make the mention of specific products illegal.

An object is an item that can be removed; with/out it the model is another figuration. A building model is a relational figuration of objects that are linked to one and each other, it is a compilation of objects equipped with some kind of intelligence. Objects do not know much, however, they are progressively informed about their mutual connectedness, their parameters are continuously set, and reset. Remove an object, and others are supposed to dynamically fill in the gap. However, that kind of automation requires of users that they “think much, much, much more structured” (quoting an informant), and that they do not or at least, not everyone does, at once. In practice I observed how the acknowledged complicated operation of changing the datum of a building produced an excess of errors, giving reason to believe that objects had not been perfectly defined, assigned, anchored, connected; in practice they never are, nothing ever is – perfect. Increased levels of complexity produces increased levels of risk – and risk and what follows must be managed; the workers are likely to sit down and sort out the mess themselves. The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes in one place may have unforeseen consequences elsewhere. It take a lot to stay on top of it, to keep a smooth operation running.

Det var et længere uddrag , men mere er der ikke. Jo, der er meget mere at sige, men så må du komme, og gerne lytte, lidt. Det er her og nu, her og der, i dag, i morgen, everywhere, with everyone, forever, aldrig voksen.
Led, ledere, ledest. Eller når værktøjerne er suiter, suiter af digitale applikationer, programmer, stykker software. Når aktører undersøges symmetrisk. Når aktørerne er arbejder, værktøjer og modeller. Når modeller og objekterne føjes, i værktøjer, der ikke er mine eller dine, men deres. Når programmet ikke er mit, men deres – hvems, hvor er det. Når vi, de ikke er alene. Oftest får de intelligente 3D objekter følgeskab af uintelligente eller endog døde, flade 2-dimensionelle streger (de udtrykker blot længde x bredde). Det er én om året. Mindst et nyt værktøj, et ny grænseflade, en intellektuel teknologi, det er en eller flere kognitive artefakter. Populært sagt: Revit 2007, 2009, 2010, og 2011. Fire versioner, på fire år. Den er hård, leder.

28 april 2010

Virtual demolition and stillborn data - Tools, workers and models

I morgen afh9lder netværket Virtual Worlds Research et heldagsseminar med titlen "Virtual Buildings and Cityscapes as communication technologies in the making". Jeg er inviteret til at tale om mit forskningsprojekt, særligt de aspekter der vedrører visuel kommunikation og virtuelle bygningsmodeller.

Som det fremgår af overskriften, tager jeg udgangspunkt i et af de adskillige paradokser jeg er stødt på i forbindelse med mine observationer i praksis, nemlig virtuel nedrivning af endnu ufærdige 3D bygningsmodeller. Blandt andet vil jeg forsøge at illustrere hvad det er der sker, når de nye 3D modelleringsværktøjer møder praksis, herunder begrænsninger i form af processorkapacitet eller kort og godt regnekraft - trods det forhold, at man eksempelvis har etableret renderingsfarme og installeret simuleringsservere.

Jeg ser frem til en spændende dag, ikke mindst glæder jeg mig til Odilo Schochs og Anders Hermunds demonstration af kolloborative virtuelle arbejdspladser til arkitektonisk design.

09 marts 2010

Digitaliseringsstafet

Implementeringsnetværket og BIM byen har i fællesskab sendt en digitaliseringsstafet i cirkulation mellem såkaldte eksperter, og i forrige uge endte den hos mig - beæret og samtidigt bekymret overtog jeg stafetten efter Peter Hyttel Sørensen, CAD chef ved CF Møllers tegnestue i Århus.

Med stafetten følger en række spørgsmål, som man skal svare på - og det har jeg selvølgelig gjort. Svarene kan læses både på hjemmesiderne for dels Det Digitale Byggeri, dels BIM byen.

Samtidigt har jeg formuleret nogle nye spørgsmål, og de lyder:

  • Hvis de virtuelle objekter var udstyret med intelligens, hvad ville de da tænke?
  • Hvis bygningsmodellen kunne tale, hvad ville den da sige?
  • Hvis de digitale værktøjer kunne handle, hvordan ville de da agere?
  • Hvis objekter, modeller og værktøjer er dumme, fåmælte, handlingslammede, hvad fordrer det så af byggeriets humane agenter?

Stafetten er givet videre til Katrine Lotz, ph.d. og adjunkt på KARCH.

05 marts 2010

Managing Modelling

I år, i maj, er det den grande finale. Her lukker Center for Ledelse i Byggeriet efter i omkring 4 år at have leveret "ilt til en branche, hvis problemfyldte praksis hidtil er blevet kritiseret ud fra idealiserede billeder". Den store finale er en international konference, hvor blandt meget andet følgende tanker vil blive udfoldet. Du kan her læse mit udvidede abstract til et working paper, som vil blive præsenteret på konferencen. Titlen er, som angivet, Managing Modelling:

The mandated introduction of 3D object based modelling in Denmark as of 1 January 2007 sparked, at least for some architects and consulting engineers, a transition from drawing to modelling, from CAD to BIM, from two to three dimensional design processes. Various spokes persons saw or articulated the transition as a “revolution”, a “shift of paradigm”, or a “new way of thinking”. Given the hype about BIM (Building Information Modelling) I welcomed, during the second half of 2007, the unique opportunity to observe and study the design, the partial becoming of a specific building information model and the partial emergence of building information modelling processes. In fact, the processes that I followed were the simultaneous becoming of tools, organisational routines, and users as well as the building information model and modelling methods, in sum, the managing of modelling.

Taking a process view (Clegg, Kornberger et al. 2005; Hernes 2008) on practice based studies (Gherardi 2009) calls, in this case, for a sensibility to enactments and performances, for the specific and provisional as well as multiplicity and fractal overlaps, for non-coherence, for contradictory and sometimes controversial associations and relations between non/human actors – i.a. humans, tools, objects, organisational routines (Law 2004; 2007), yet pragmatic approach to describing and analysing representations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1991): 215) as well as dynamic, recurrent, unfolding relations (Emirbayer 1997).

Asking, among others, how drawing and modelling practices are combined and, to that end, examining how building model, modelling practices, tools, actors and organisational routines become, I draw on but a few, yet paradigmatic episodes where the design process appears rather tangled; describing the far-stretching (rhizomatic, i.e.) ethno-epistemic assemblage (Irwin and Michael 2003) of but a few specific enactments of the building information modelling process may illustrate just how difficult it is, in practice, to manage relational effects associated with modelling. Indeed, taking up the idea that BIM – like e.g. the similarly flawed wide-spreading technological systems within health care (the Electronic Patient Journal, i.e.)(Jensen 2004; Svenningsen 2004) – is a technology in the making, might stress just the how tricky it is to manage, to manage something that is fluid, partially dis/connected, not one, but less than many (Law and Mol 2002; Mol 2002)). Furthermore, “management” (which in this case must be determined empirically, in non a priori terms, i.e.) becomes bi- or even multi-directional, because the suite of object-based, digital modelling tools that architects, engineers, technical assistants and others employ, seem to dis/organise or (re)structure the design processes. (At least some of) The effects of object-based modelling are hard to manage – but what are the effects, how do we come to terms with modelling.

(Potential) Cases - Managing Modelling

Managing objects. Knowing about objects is central to BIM. The relation between hardware, applications, models and virtual building objects is delicate in several ways: Objects are tricky, objects are demanding, objects must be developed (ad hoc), applied, stored and re-used. Ideally objects should be subject (sic) to some kind of quality assurance, validation, but more often than not, they are not… Yet, objects are knowledge mediators, supposed to act intelligently. Worst of all, virtual objects are often heavy and don’t always act as expected (unless we expect them to slow down the design processes and to mess up our business). Observations of modelling in practice and interviews emphasise just how (non)trivial the handling of objects is.


  • The apparently simple operation – moving, modifying or even deleting an object - may last several seconds; and users do it all time, again and again.
  • The acknowledged complicated operation, e.g. changing the datum of a building, may produce an excess of errors wherever objects were not perfectly defined, assigned, anchored
  • The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes may have unforeseen consequences elsewhere
  • Objects slowing down the processor’s capacity may force users to review the building model – and thus entirely remove objects that are not strictly necessary or replace them with symbols – in a transition from 2D to 3D and back again...


Managing work flow: 3D objects slow down even the biggest and fastest computers, simulation servers or visualization farms; where we expected re-use of data we may observe virtual buildings being torn down long before physical completion. The relation of heavy weight virtual objects and fast, but never fast enough computers, has effects on users’ capacity to plan e.g. when they begin a specific job – unless of course, it should be have been finished even before they got it… In the case of visualization of design or simulation of e.g. the interior climate of the future building users need to think ahead and plan what to do next, once their PC is busy rendering an illustration for a project. It may take hours, if not the whole night. And the job may go wrong – time will tell.

Managing intelligent objects and straight lines. Architects go by the looks. Not only the aesthetics aspects are important - plans, elevations and incisions must be in accordance with industry standards or legal proceedings is a likely outcome. From that follows that the 3D model need some elaboration, post 3D modelling, i.e. Combining intelligent objects with what has been referred to as “dead lines” (in English I think “straight lines” works better) may very well produce nice drawings, but whenever the combination is associated with IFC, the Industry Foundation Classes, the dead lines do not exchange – at least not correctly, across platforms or proprietary applications. Problems exchanging data across platforms is a well known issue within and beyond construction, however, given the numerous digital tools and suites applied across the design process require more checks, more and more time seem to go into controlling whether or not the technology performed a given operation correctly; users may have to check e.g. whether or not the number of doors, pillars or cubic meters of concrete translated according to expectations – and explain deviations.

Adding up data. We know from Yaneva’s studies of Koolhaus’ practice (Yaneva 2005; 2009) that all that architects know about a building is the adding up of data. At the time Yaneva observed the becoming of the NewWhitney, CAD was still the leading and preferred design tool, but in the sense of adding up data BIM is not that different; there is only more adding up data than ever because, as I have learned, the additional third dimension (the height as in the Euclidian space) requires at least one more parameter to be defined, namely the objects relative position in the model – to what does it anchor. In the case of BIM, objects are virtual, parametric building blocks, yet they must be handled with care. Not that they are fragile, rather they are potentially explosive or, at least, their effects on the design process may prove rather harmful.

Manning up and down. At time of writing I dare say that two parallel practices co exist: CAD and BIM. This is one way of understanding how drawing and modelling practices combine. The co-existence of those two practices adds additional stress on the handling of e.g. human resources, not least whenever project teams need reinforcement to meet milestones, client demands etc. The association of CAD, BIM, limited human resources (in number and competence-wise) and tight deadlines may have unfortunate effects on the day-to-day management and organisation of teams and projects – creativity in design and architectural quality risk being traded for narrow technical capabilities; this, on the other hand, allows for otherwise peripheral actors’ inclusion in the community.

Draft conclusion

BIM was introduced to boost productivity in the construction industry, among other things by allowing for extended re-use of data (objects). In practice, this case study shows, objects or data are hard to re-use and sometimes they are stillborn and hence they must be removed from the model. In the ongoing, practical processes users, tools, architecture as well as work methods and routines are continuously shaped, becoming; how to manage a technology in the making, when the socio-material effects of its becoming are (necessarily) unpredictable. Digital 3D construction holds many promises but in practice the relational effects following from the introducing of BIM tend to propagate in various, sometimes unforeseen directions – making modelling hard to manage.

Litterature

Clegg, S., M. Kornberger, et al. (2005). "Learning/Becoming/Organizing." Organization 12(2).
Emirbayer, M. (1997). "Manifesto for a Relational Sociology." The American Journal of Sociology 103(2): 281.
Gherardi, S. (2009). "Introduction: The Critical Power of the 'Practice Lens'." Management learning 40(2): 115-128.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Irwin, A. and M. Michael (2003). Science, Social Theory and Public Knowledge. Madienhead, Berks, Open University Press/McGraw-Hill.
Jensen, C. B. (2004). Researching Partially Existing Objects:. Working Papers from Centre for STS Studies. P. Lauritsen, S. K. Madsen and F. Olesen., The Faculty of Arts, University of Aarhus.
Latour, B. (2006 (1991)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Law, J. (2004). After method – mess in social science research. London
New York, Routledge.
Law, J. (2007). Pinboards and books. Education and Technology. D. W. Kritt and L. T. Winegar. Lanham, Lexington Books: 125-150.
Law, J. and A. M. Mol (2002). Complexities – social studies of knowledge practices. Durham
London, Duke University Press.
Mol, A. (2002). The body multiple: ontology in medical practice. Durham, Duke University Press.
Svenningsen, S. (2004). Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde på sygehuse. København, Handelshøjskolens Forlag.
Yaneva, A. (2005). "Scaling Up and Down: Extraction Trials in Architectural Design." Social Studies of Science 35(6): 867-894.
Yaneva, A. (2009). The Making of a Building: A Pragmatist Approach to Architecture. Oxford, Peter Lang AG.

01 juli 2009

Work in progress seminar

Den 16. september 2009 (kl. 14-16) fremlægger og diskuterer jeg mit igangværende forskningsprojekt med titlen "Læring i aktør-netværk - Digitalt byggeri, Danmark 2007-09":

I forskningsprojektet "Læring i aktør-netværk" udfoldes anledninger, situationer og abstrakte rum, hvor praksis synes udfordret. På grundlag af blandt andet (real-tids video) obser-views og en metodeansamling inspireret af primært materielle læringsteorier, aktivitetsøkologien, procesfilosofien samt aktør-netværksteori forsøger jeg med afhandlingen at udgrænse læringsbegrebet; antagelsen er, at et aktør-netværk rækker anderledes ud, ind, op, ned, over, under, igennem end fx en grænseløs organisation, en virksomhed, et projekt, et praksisfællesskab, et inter-organisatorisk samarbejde, eller lignende gør det.

Spørgsmålene der søges besvaret lyder, i skrivende stund (sommer 2009), således:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for praksis og hvordan håndteres disse mhp. konstituering af læring gennem udvikling af det aktør-netværk, som de nye teknologier associeres med?

Empirisk betragtet samler interessen sig om socio-materielle associationer og effekter af relationer mellem heterogene entiteter - effekter af non/humane aktørers gøren og laden i praksis.

De non/humane aktører omfatter, inter alia, en regering, der vil vækst med vilje, offentlige myndigheder og en bekendtgørelse, licitationsregler og EU lovgivning, tre statslige bygherrer, brugere og lejere, en håndfuld globale software konglomerater og et par lokale value-added resellers, softwareleverandør er og ‑udviklere, mindst en CAD-manager, 4-5-8-10 eller flere ildsjæle, medløbere, ledere og ledelser, tekniske tegnere, bygningskonstruktører, arkitekter, fliprøve, nørder og freaks, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner, materialeproducenter, globale tendenser, historiske forviklinger, klassifikationer og standarder, grid-computing og processorkraft, post-it notitser og telefonkæder, kultur, sædvaner, rutiner og arbejdsmetoder, penge og magt(kampe), tid, visioner og forestillinger om effektivitet, software versioneringer og bagud-kompatibilitet, intelligente objekter, objektbyggere og nye titler/roller, kurser og (efter)uddannelse, alder og erfaring, novicer og eksperter, lederskab og strategi, muligheder og begrænsninger... Eller Dansk Arkitektur Center, Frank Gehry, en nyanskaffet 3D printer, kassevis af tegninger, mapper med tekst, tegneredskaber, ambassadører, en virtuel indkøbsvogn, et flueben, (intelligente) objekter og (døde) streger, en parametrisk væg og målkæder, der hopper af, en bibliotekar; arkiveringsprocedurer og navngivningsklassifikationer; mapper og vareprøver, en USB-nøgle. Og fotos, linealer, lommeregnere, kalendere, notesbøger, kaffekopper/krus, et viskelæder, en lille fejekost, en rulle med kalke. Et atelier med plexiglas, hobbyknive, træ og metal, tuscher, lim, nåle, hæftemaskiner, og måske - en 3D printer. Og mere papir - i sjældent store formater og mængder, spande med plastmateriale og gips, og referencer til tidligere projekter... Borde med arkitektlamper - hvad ellers, samt selvfølgelig, mindst én fladskærm, et tastatur og en mus, en manifold (en tilsyneladende rodet bunke kalke og en mængde A0/A1/A3 plot og print), et stykke perforeret metal, mobiltelefoner. Og computere, serverstationer, simuleringsservere, renderingsfarme og en ikke ubetragtelig, men næsten ubetalelig mængde software licenser...

Formålet med projektet er, "gennem empiriske studier af cases fra byggebranchen at bidrage med ny viden om strukturelle og teknologiske forandringers betydning i praksis, ved især at indfange og analysere kompleksiteten af de (lære)processer, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor nye teknologier og standarder introduceres med effekter for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser".

Seminaret er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=6609&newsid1=8857 (DPU kalender)

08 juni 2009

Shape Shifting

Om blot et par dage præsenterer et par kolleger en artikel som de og undertegnede har skrevet. Artiklen bærer titlen Shape Shifting, og den er skrevet med henblik på at blive fremlagt og diskuteret ved konferencen 5th Nordic, Conference on Construction Economics and Organisation i Reykjavik, Island.

Kort sagt handler vores fælles skriv om hvordan en 3D bygningsmodel anvendes - eller snarere ikke anvendes, men translateres - i et konkret byggeprojekt. Artiklen er det mere eller mindre håndgribelige resultat af et længerevarende ph.d. specialekursus, som jeg deltog i sidste år. Abstrakt lyder som følger:

"In this paper we are concerned with the specific effects of a 3D building model produced and reproduced in the planning and construction phases on a particular construction project. We contrast these effects with the policy intentions expressed within a state funded, public initiative that aims to promote so-called ‘digital construction’ in Denmark. One of the main objectives of this initiative is to ensure better coordination between the different phases of the building project through the application of 3D Building Information Modeling (BIM). The intentions are to improve the construction phase by providing pervasive on-site planning and logistics, where the 3D building model combined with process-data developed and maintained by the individual contractor should facilitate the production of detailed step-by-step production planning in the form of ‘production cards’. The empirical findings from the case-study reveal a much less pervasive and more coincidental utilization of the 3D model than envisioned programmatically. We show how the 3D model is introduced into the construction phase in the form of paper
based isometric drawings – as a supplement only to the existing practices. While this modest utilization may resemble a failure from the view-point of the policy intentions, we suggest that it allows the craftsmen on the buildingsite to actively translate and contextualise the technology in a form relevant to their activities. We suggest that the top-down regulatory intentions of the policy program may be hampered if they fail to create room for such local ‘contextualization’ processes."

Jeg ønsker mine kolleger held og lykke i Reykjavik og ser frem til at høre hvordan det gik!

Alle publikationer

20 januar 2009

Verdensklasse - eller, når ting tar' tid

DR’s koncerthus er som bekendt netop blevet indviet. Der har været sagt og skrevet ganske meget om det underbudgetterede DR byggeri, og vi har set meteor-metaforen flere gange på DR's tv-kanaler. I går i S-toget kunne jeg i en gratisavis ikke undgå at bemærke en helsides annonce indrykket af Niras, der roser sig af at have leveret den nødvendige, lokale know-how der sikrede, at byggeriet blev en realitet: ”When Jean says it can fly, it can fly.” , lød overskriften. Hvad fanden var det, tænkte jeg... kommunikerer de på denglish, dette var ikke BIM'sk, byggekunstens esperanto!

Jean Nouvel er arkitekten, og han ville have, at meteoren svævede på nogle spinkle, slanke pæle (som dem i den nye, norske opera?). Som anstændige ingeniører mente Niras, at der skulle nogle ordentlige pæle i jorden, og nogle solide støtter under salen. Jorden under koncerthuset er kendetegnet ved, at jordlagene modsat hvad man normalt går og tænker om jordlag, nogen gange står horisontalt. Heldigvis fik arkitekten sin vilje, og forhåbentligt har Niras regnet rigtigt. Det får vi at se, som årene går.

Det hele blev – ifølge Niras – "reddet af den nyeste 3D teknologi". Uden den var det aldrig lykkedes virksomheden ”at udvikle arbejdstegninger, som værksteder og håndværkere havde en reel mulighed for at forstå.. … 400.000 ligninger med lige så mange ubekendte er omsat til tredimensionale modeller og konkrete arbejdstegninger.”

400.000 ubekendte lyder af meget. Computersimuleringer tager lang tid. Ifølge en artikel i et tillæg til dagens udgave af avisen Børsen har Niras brugt hvad der svarer til 80 mandeår på at regne sig igennem dem – hvor lang tid computerne har arbejdet, ved vi ikke, blot at enkelte simuleringer har varet hele 18 timer. Uden computere havde det efter sigende taget flere end 1000 år at beregne – ja, man må formode, at der ligger mere end en simulering og mere en variabel bag denne påstand om anslået effektivitetsgevinst…

Et faktum er det imidlertid, at computersimuleringer tager tid. Selv de største, dyreste og formentlig mest effektive servercomputere på markedet – med måske 10 MB RAM, store grafikkort og lynhurtige processorer – kan sagtens bruge adskillige timer på fx en energiberegning. Visualiseringer tager tilsvarende lang tid, hele natten kan det tage, og det til trods for , at man har installeret en server park eller server farm (som et andet computer Grid) til at regne det hele ud (den hurtigste computer venter nemlig på, at den langsomste skal blive færdig). Man skal derfor være varsom med at trykke på enter knappen, for ens computer risikerer at være travlt optaget i hvert tilfælde frem til og med fyraften – og hvad skal man så lave, når alt ens arbejde er flyttet om bag skærmen. Tænk engang, manifolden skulle man aldrig vente på og i et 2D CAD univers tog det bare et splitsekund at slette en søjle. Arbejder du med 3-dimensionelle modeller, er tålmodig blevet en dyd.

Jeg har ladet mig forklare, hvordan fx en energiberegning foretages. Det er ikke helt ligetil, og det tager – som det fremgår – tid, lang tid. Hør her:

”Jeg tror faktisk, den er blevet færdig med at lave det første skridt. Så skal den have lidt oplysninger fra mig. Nu er den sådan set gået ind og lavet alle, overflader, på alle de massive dele af bygningen - det som ikke er luft. Man kan sige, den har faktisk, på en måde, så har man sin geometri, som man eksporterer, så puster man faktisk en ballon op i den, og så har den en sammenhængende overflade, som den kan lave luftberegninger på. … Nu står den lidt og tænker lidt over et eller andet igen. … Så skulle den gerne vise hele modellen, som den ser ud, så man kan se, hvordan, ude i kanterne, af modellen, om den kommer rigtigt rundt omkring hjørnerne. Så hvis den ikke gør det, så skal man hen og lave nogle lokale forfininger, så skal den køre en cyklus igen. Og så gør man det, indtil man synes, den geometri, man har importeret, at den er repræsenteret godt nok, i beregningsmodellen, til at man kan gå videre til næste skridt, og meshe luften, så man så kan se bevægelserne i luften, på den repræsentation. … Så laver man den der, en wrap surface, hvor man simpelthen puster den ballon op indeni, så kommer den til at se sådan her ud… Man går fra en dårlig opløsning, en dårlig triangulering, beregningsmæssigt, kan man sige, til en meget finere, som man kan lave nogle beregninger ud fra. Det er alt for groft, det er sådan set det. Og så løser den alle de der besværlige differentialligninger der, som man prøvede at komme igennem i gymnasiet.”

Hvis det lyder omstændeligt, er det fordi, at det er det. Og glem ikke, at modellens data skal flyttes rundt mellem oftest to, tre eller flere applikationer. Modellen skal flere gange eksporteres fra en type software, for derefter at blive importeret i anden software applikation. Særlige udvekslingsformater skal helst spille sømløst sammen, hvilket de selvfølgelig sjældent gør – uden en hel del fumlen og famlen, kneb og andre tricks, der som altid er nødvendige, selv når man arbejder på endog velafprøvede operativsystemer som fx Microsoft XP. Skal man ind omkring fx IFC, en internationalt anerkendt laveste fællesnævner, en klassifikation, risikerer man at det går helt galt. Det har både arkitekter og ingeniører erfaret, når de udveksler 3D modeller på tværs af proprietære platforme.

Der er meget at lære; nu er jeg spændt på at mærke indeklimaet i den nye koncertsal. Efter sigende er akustikken helt i top, selvom musikanterne lige skal vænne sig til den, og det nok bliver nødvendigt med enkelte ændringer.

Så vær velkommen, verdensklasse opnår man ikke uden at anstrænge sig.

19 december 2008

PLAYSPACE

Idet jeg ønsker læserne glædelig jul og godt nytår, er årsskiftet en passende anledning til dels at informere om undertegnedes aktuelle forskning, dels et online læringsspil kaldet PLAYSPACE. Det sidste først!

PLAYSPACE er et internetbaseret undervisningsspil om byrum og byliv. Det handler om aktuelle problemstillinger i danske byer. Problemstillingerne har en generel karakter og kan derfor med rette overføres til ens egen byzone - med skyldig hjælp fra underviseren. Spillet er udgivet og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med MUTOPIA; spillet er finansieret af Realdania og er gratis at benytte.

I Playspace kan man indrette 4 forskellige byrum - pladsen, havnen, vejkrydset og torvet. Det er som sagt et spil, og derfor gælder der visse regler: "Det gælder om at skabe et balanceret byrum, som både fungerer rent praktisk, er sikkert og rart at være i." Man skal for at få flest muligt point sørge for, at de forskellige parametre fremstår balanceret: "Det er antallet af mennesker, som du får samlet i dit byrum, der viser, hvor godt det er gået." Der er 50 forskellige elementer, eller objekter, og man kan vælge 15 af dem. Mange elementer er efter min mening helt håbløse. Når et byrum er gemt, kan andre rate det.

Jeg vælger at indrette en skole og får som kulisse et tomrum nedenfor metroen ved Fields på Amager. Nu gælder det om at gøre pladsen indbydende, og jeg kan vælge ... Ja, nu valgte jeg et element fra et galleri, med det resultat at der på min PC kom advarsel om, at et script ville tvinge min Adobe Flash Player 10 i knæ. Ville jeg fortsætte - nej tak. Så reboot'e: Nu ser jeg, hvad galleriet indeholder, nemlig en samling vildt fabulerende pladser, torve og havnerum. Jeg vælger igen at vende fokus mod mit eget space...

... som jeg indretter med en masse træer, nogle store sten og en bænk. Ret kedeligt, og jeg må bruge mange træer for at skærme for Fields. De mange træer skaber miljø (et af parametrene), men ikke så meget andet. Jeg gemmer min model, og hvad sker der. Endnu engang advares jeg om at min PC måske går i helt i stå, men hvad værre er (næsten), mit space bliver tilføjet elementer, som jeg nok havde valgt, men så sandelige også fravalgt igen (slettet), bl.a. nogle trebenede taburetter i stål (nu sværer de i luften), et klatrestativ, og en fyr der hopper rundt på sin ene arm! Meget besynderligt og helt klart utilfredsstillende. Jeg får også en stor, sur smiley (sic!) - men lad gå med det. Hvad jeg ikke kan acceptere, er den dårlige programmering - det har MUTOPIA ikke gjort godt nok. Og det er synd, for spillet er ellers ikke dårligt. Jeg kan hermed opfordre den rum- og it-interesserede læser til selv at prøve: DAC - PLAYSPACE

Når jeg med glæde anmelder PLAYSPACE skyldes det, at jeg faktisk siden januar 2007 har studeret hvordan arkitekter og ingeniører kæmper med forskellige, nye 3D modelleringsværktøjer. Altså i en rigtig praksis. Kort sagt undersøger jeg hvordan dette værktøj - en applikation - virker ind på særligt arkitektens hverdag: arkitektens arbejdsrutiner, -metoder og -processer. Hvordan en ny, computerbaseret 3D modelleringssoftware skaber masser af uventede effekter, som arkitekten løbende må forholde sig til. Jeg observerer og spørger ind til, hvad der sker og hvordan man nu lærer at håndtere den nye virkelighed, der af nogen betegnes som et nyt alfabet, et paradigmeskifte. Jeg erfarer (blandt meget andet) at en del af udfordringerne består i at håndtere uhensigtsmæssigheder, at få programmerne til at gøre det man ønsker, at man kort sagt bruger en frygtelig masse tid på at få det til at se effektivt ud. At man lærer, populært sagt, ved at udforske programmerne - på må og få (learning by fooling around, som en informant udtrykker det). At man betjener sig af forskellige kneb - for at klare sig. At visionerne måske nok holder, delvist, men at intet i denne verden kommer af sig selv.

Glædelig jul og godt nytår...

Jesper

20 november 2008

Managing the Construction of Buildings

I sidste uge løb ovennævnte internationale konference så af stablen. Jeg præsenterede min artikel med den tvetydige titel, Disorganising Bureaucracies - endda i plenum. Det var en positiv oplevelse at erfare, at jeg ikke er den eneste, der interessererer mig eksplicit for 3D modellering / BIM. Dels fik jeg flere udmærkede spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne (der er mindst et par emner at følge op på), dels blev der præsenteret andre forskningsprojekter, hvor omdrejningspunktet var det samme.

Særligt et projekt fik i den forbindelse min opmærksomhed, nemlig en empirisk analyse af vanskelighederne designet og udførelsen af London Heathrow Terminal 5. Problemet der blev undersøgt her var (ligeledes) de praktiske / institutionelle udfordringer der følger af, at BIM, som én fælles it-infrastruktur, skal samle tre forskellige professioner / kulturer (AEC: Architecture, Engineering og Construction).

I et tidligere indlæg (4/9) har jeg annonceret et udvidet abstract. Lad mig her citere fra konklusionen på artiklen:

The 3D BIM modelling practice by far exceeds the 2D CAD drawing practice in complexity. The 3D model is a highly relational entity that reaches out or associates itself with other entities of a practice; in that process it translates what it relates to. One of my informants actually said so: “But it [CAD] was a linear process, this [BIM] is no longer a linear process. Now we begin sketching in a tool that at once ramifies in all directions and it follows that if there are people who mesh with this process, who do not know what they do, then suddenly, the ignition defaults. Then the engine cuts out on one cylinder, and then the whole model is torn apart. It is insanely demanding to keep track of everything, and it becomes exponentially worse the more data you have in the model – you loose perspective.”

Flexibility is a corner stone in most medium-sized practices. You can’t afford to lose it, because it is a matter of survival. Being capable of moving around human resources is an imperative. It is not only a matter of motivation, of training, of changing routines and procedures, it is also a matter of data discipline, of setting-up QA procedures that take into account the potential harmful result of just minor mistakes. It is a matter of reconsidering traditional phases – well established (Danish) traditions and tender procedures are not necessarily compatible with the way in which foreign software developers have optimized their software; traditions are different in the UK, US, etc.

BIM was set about, in a Danish context by what we normally perceive of as a bureaucracy, but the software applications are almost perfect bureaucracies it themselves. When modelling is associated with existing practices working routines, quality assurance procedures, project phase models and much more are disrupted. The bureaucracy of BIM works in a way that existing practices get disorganised. Whether or not that is for the good or for the worse depends on your perspective, on the way you proceed. But the two paradigms are here, they will co-exist for a number of years to come. It is a challenge that comes with a price tag, but it is a challenge with both pro’s and con’s. I am uncertain as to degree the professed visions of BIM will come through but I have come to the conclusion that when the spokespersons of the actor-network hinted that BIM would initiate a revolution, a shift of paradigm, a new alphabet, they were right. The question remains, however, if the character or quality of the revolution is what they thought of.

Såfremt du er interesseret i at høre nærmere om hvordan jeg er kommet frem til denne konklusion, hører jeg gerne fra dig.

04 september 2008

Disorganising Bureaucracies

Den 13-14 november deltager jeg i Center for Ledelse i Byggeriet's årlige konference om ledelse i byggeriet. Her skal jeg præsentere et arbejdspapir med titlen Disorganising Bureaucracies. Artiklen er stort set skrevet, men er endnu ikke klar til offentliggørelse. Ambitionen er at den på tidspunkt kan blive optaget i et passende tidsskrift. Abstract lyder som følger:

Background. In Denmark, on 1 January 2007, BEK no. 1365 entered into force. BEK 1365 is a public declaration intended to regulate the use of ICT in construction. Annexed to the declaration are ’ten commandments’ – demands that public clients have to enforce upon private firms competing for contracts. Command 5b dictates the public client to request that the design team produces a 3D building model. The building model must be object oriented and exchangeable via the IFC-format. The goal of the initiative – Digital Construction – is to spark efficiency in construction by introducing information and communication technology.

Problem. Several Danish practices rush to 3D digital modelling in response to, among others, public clients’ request for 3D building models. In the transition from 2D CAD (Computer Aided Design) to 3D BIM (Building Information Modelling) several complicated issues call for the attention of partners and e.g. CAD managers. Object oriented modelling challenge existing work procedures, methods and routines and puts strain on the users’ competences, e.g. their capacity to ‘work around’, to communicate and coordinate, to structure creative processes. Along with the debatable advantages of building modelling comes a plethora of challenges, namely the unforeseeable effects of socio-material associations. Sometimes 3D modelling transforms practice in surprising ways.

Research question. How does real bureaucracies’ (government agencies, i.e.) action vis-à-vis digitalization of construction effect the order of work in the design phase; what does it mean in relation to the management of competences.

Test-bed. 20+ explorative 2 hours (average) interviews – transcribed and analysed; approx. 40 hours of observation (video-observiews, face-to-face interaction / dialogue; a database of Q&A’s from a representational (41% return) sample of 269 architects, engineers, clients, etc. Collected between 2007-2008.

Methods assemblage. Inspired by a breed of alternative methodologies my research strategy draws on actor-network theory (ANT), taking an ontologically relativist, yet empirically realist approach. To that end concepts such as symmetry, actantiality, network, translation, mediation, association, the fluid and the fractal, embodiment and enactment are introduced.

16 april 2007

Digital Project


Recently I visited the exhibition "Digital Project - Frank Gehry's Vision" at Danish Architecture Centre (DAC). It was a great experience not least because it was so much what I am actually researching: The introduction of ICT, an online 3D-database with basically all construction details incl. project management tools, i.e., to the construction sector.

I highly recommend the exhibit - which I will have to revisit to take detailed notes of the great volume of video footage associated with the moch-ups and 3D prints (image).

As a matter of fact I have set-up an interview with the CEO of DAC, Kent Martinussen, to hear what he thinks - not of Digital Project, but "Digital Construction".

A review of the exhibit can be found at arcspace.com.