Viser opslag med etiketten Ph.D.. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ph.D.. Vis alle opslag

15 juni 2011

Nyt forskningsprojekt afslører paradokser og nye læringsformer ved digitalt byggeri

Mit forskningsprojekt er i dag omtalt på forsiden af DPU's hjemmeside - under aktuelt:

Når arkitekter og ingeniører går fra at tegne til at modellere flytter deres fokus sig. Ikke mindst skal de forholde sig til de nye digitale værktøjers logikker og i højere grad tænke med teknologien. I relation til læring betyder det, at forholdet mellem teknologier og brugere forskydes. Den læring, der sker i processen bliver en form for 'co-konfigurering', hvor værktøjer såvel som bygningsmodellerne bliver til i processen. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DPU, Aarhus Universitet.

Det er selvfølgelig godt at se, hvordan projektet omtales flere steder!

14 juni 2011

Indstillet til ph.d. graden

Fredag, den 10. juni 2011 forsvarede jeg min phd afhandling med titlen "Læring i aktørnetværk". Det blev en dag ud over de sædvanlige - usædvanlig god!

Ikke uventet, trods alt, indstillede et enstemmigt bedømmelsesudvalg Adademisk Råd til ved deres førstkommende møde at tildele mig ph.d graden (latin: philosophiæ doctor).

31 maj 2011

Phd forsvar

Læring i aktørnetværk, Introduktion

Det følgende er en gengivelse af kapitel 1 i min Phd-afhandling, hvis fulde titel er "Læring i aktørnetværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09". Som det fremgår, er det en introduktion. Phd-forsvaret finder sted på DPU, AU i København fredag, den 10. juni kl. 9-12 (se mere nedenfor).

“In this approach [ANT], learning is not simply an individual or cognitive process. Nor is it simply a social achievement. Learning itself becomes enacted as a network effect.” (Fenwick and Edwards 2010: 4)

Denne afhandling handler frem for alt om arkitektens, bygningskonstruktørens, ingeniørens og de tekniske assistenters daglige omgang eller interaktion med de til deres fag hørende applikationer, herunder særligt en familie af applikationer, intellektuelle teknologier eller bare ’værktøjer’, nemlig de suiter af nyere informations- og kommunikationsteknologiske, objektorienterede 3D modelleringsværktøjer, som i disse år i stigende grad indtræder i relation med tegnestuens øvrige aktører, humane såvel som nonhumane – helt og delvist, frivilligt eller tvunget. I relation hertil undersøger jeg, hvad disse suiter af værktøjer kan og måske endnu ikke kan, og hvordan de gradvist tages i anvendelse, ’implementeres’. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, hvordan værktøjerne modtages af omgivelserne og hvordan de samtidigt delvist tilegner sig disse, hvordan værktøjerne eksempelvis udfordrer, modificerer, medierer, formidler og ultimativt bringer blandt andet brugere, arkitektur, infrastrukturer, beslutningsgange, rutiner og metoder i affekt – samtidigt med at de selv fx tunes, stilles, justeres, omprogrammeres, diskuteres, afprøves, testes, afvises, omfavnes, virker og ultimativt, bliver til.

I forhold til dette, har jeg, jævnfør titlen, valgt at fokusere på, hvordan læring kan forstås ud fra en aktørnetværksteoretisk position. Det leder mig til at undersøge, beskrive og analysere lidet håndgribelige processer, og dermed granske konkrete, faktiske, situerede handlinger i praksis. Læring, som tilblivelse, er det begreb, som jeg teoretisk og analysestrategisk forholder mig til, når jeg i øvrigt beskæftiger mig med det, som aktørerne foretager sig. Interessen gælder, hvordan de humane såvel som nonhumane aktører bliver til, når de gør, hvad de gør – når de enacter og performer tredimensionelle, objektorienterede bygningsinformationsmodeller, når de gør arkitektur, når bygningsmodellen emergerer, bliver til. Interessen gælder læring, som tilblivelse, men hermed ikke være sagt, at enhver form for tilblivelse er at sidestille med læring – sondringer er af gode grunde væsentlige, når man som her anlægger en procesfilosofisk tilgang, hvor alt er proces, hvor processen går forud for produktet, der således gen/skabes i processen, bliver til. Læring er proces, men ikke enhver proces er læring.

Mit udgangspunkt er registreringer inden for den del af byggeriet, hvor fremtidige bygninger designes, tegnes og modelleres digitalt – inden de opføres, fysisk. Mit empiriske materiale er med andre ord indsamlet i og omkring arkitektens henholdsvis den rådgivende ingeniørs praksis (generisk udtrykt). Når jeg beskæftiger mig hermed, er det fordi, at netop disse praksisser er under pres. Presset kommer flere steder fra, ikke mindst inddrager byggeriets talsmænd nævnte modelleringsværktøjer som et argument for, at måden arkitekturen gøres på, må ændres, eller udvikles, om man vil det så. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi har afstedkommet en mulighed for at modellere bygninger ved hjælp af parametrisk definerede objekter – virtuelle elementer, der samles med henblik på at producere retvisende og anvendelige repræsentationer (i.a. ”plan, snit og facade”) af et fremtidigt byggeri, bygnings-modeller, der anvendes primært for at visualisere og simulere en bygnings fremtidige funktioner.

Som sagt er jeg optaget af begrebet læring, hvilket jeg grundlæggende undersøger ud fra en forestilling om tilblivelse, sociomateriel eller, for så vidt at bygningsmodellen og dens objekter ikke er andet end digitalt eller symbolsk tilstedeværende, socioimmateriel tilblivelse. Jeg er optaget af processer, oftest dem man overser eller ignorer, fordi de synes (eller måske er) ubetydelige. Jeg fremhæver enkelte og ofte meget specifikke situationer, frem for andre. Blandt en nærmest ubeskrivelig eller uendelig mangfoldighed af hændelser, fokuserer jeg på relativt få – som jeg til gengæld forsøger at analysere forholdsvist minutiøst. Jeg kunne også udtrykke det således, at jeg interesserer mig for ’virksomheden’ – det at skabe, designe eller bare producere bygningsværker, arkitektur. Mine optegnelser, beskrivelser og analyser er orienteret imod samspillet eller relationerne mellem, først og fremmest, men ikke kun, applikationer, objekter, bygningsmodeller og brugere – og effekterne af dette samspil, som det udfolder sig i årene 2007-09.
I betydelig grad er jeg optaget af paradokser og de sammenbrud, der synes at være et resultat eller effekt af bestræbelserne på at tage de nye teknologier i anvendelse – af relationen mellem teknologien og dens forsøgsvise implementering i en temporær organisatorisk sammenhæng; teknologien synes at udfordre det bestående, for så vidt at det filosofisk betragtet overhovedet er muligt at tale om et før, et nu og en mulig fremtid, for så vidt at det tekno organisatoriske ensemble aldrig er andet end midlertidigt stabiliseret. Som det fremgår af eksempelvis min analyse af den situation, hvor to bygningskonstruktører forsøger at stille en applikation, således at det bliver muligt at markere visse vægge og døre som branddøre og vægge, varer processen bare et kvarter. I løbet af blot femten minutter ændredes relationen bygningsmodel-Revit-bygningskonstruktør-bygnings¬reglement – fra at være i ubalance til at lade sig bringe i en eller anden form for ligevægtsbane.

Der er intet usædvanligt i at tage udgangspunkt i såkaldt kritiske situationer, mange studier af læring i praksis tager afsæt heri, i paradokset eller sammenbruddet, for det er som oftest sådan, at når noget bryder sammen, når teknologien eller de nonhumane aktører i al almindelighed yder modstand, at nogen eller noget er nødt til at forholde sig hertil, at brugeren ser sig tvunget til at standse op og måske i det mindste kortvarigt reflektere over gældende praksis: Hvorfor virker det, jeg gør, ikke som forventet, som ønsket, eller som det plejer. Det er når rutinen og den muligvis i øvrigt ubekymrede omgang med de til fagets hørende redskaber brydes, at der antages at være størst behov for ændringer eller, positivt udtrykt, potentiale for at udvikling, eksempelvis for udvikling af nye kompetencer eller etablering af nye, organisatoriske rutiner. I praksis er man bekendt med det forhold, at teknologien yder modstand, og at denne modstand må akkommoderes, så at sige. Det sker som oftest ved, at brugeren, eller flere af disse i fællesskab, finder en vej uden om problemet – flere informanter har uopfordret talt om ”work-arounds”. En work-around eller på dansk, et kneb, er for så vidt et prosaisk eksempel på, hvordan viden i praksis udspiller sig som en samspilsproces mellem individuelle aktører og de materielle, sociale, historisk og kulturelt betingende omgivelser, der direkte eller indirekte er forudsætninger for det, som vi også kan forstå som tilblivelse – fra at noget er et, bliver det noget andet. Det er disse empirisk givne, i flere tilfælde videodokumenterede og i hvert tilfælde observerede processer, som jeg gør til genstand for granskning, det er med afsæt heri, at jeg taler om tilblivelse – som et forhold mellem teknologisk modstand og menneskelig tilpasning (Pickering 1995; Pickering and Guzik 2008), som en oftest daglig ’struggle’ hvor praktisk viden flyder fra et specifikt ensemble af ting og mennesker, der tilsammen producerer blandt andet effekter, der almindeligvis forstås som kompetence.

Læring som tilblivelse
Det gennemgående tema i denne afhandling er læring, læring forstået som specifikke tilblivelsesprocesser eller, hvor der er tale om ’hvordan-gøres-viden’, processer per se. Læring som tilblivelse er betinget af partielle relationer mellem humane og nonhumane aktører, mellem specifikke ’virkelighedspraktiseringer’ (Gad 2009), hvor relationen producerer forbindelser såvel som forskelle mellem entiteter; entiteterne skabes og genskabes i processen. At læring er proces, er en forholdsvis ligetil antagelse, imidlertid er det ikke alle processer, der fører til læring, ligesom ikke enhver form for tilblivelse, er at ligne med læring. Det væres sagt, så tilslutter jeg mig gerne den observans, at læring ikke er et enestående fænomen, men snarere er en integreret del af ganske mange aktiviteter: At læring forekommer, er hverken problematisk eller enestående, for læring er et aspekt ved arbejdet (Lave 1996: 8; Suchman 2003: 201). Heri ligger også, jævnfør citatet ovenfor, at læring er en netværkseffekt, givet af den mangfoldighed af sociomaterielle hændelser og relationer, som udspiller sig ikke mindst i relation til arbejdet – hvor rutiner, vante metoder og processer brydes eller i hvert tilfælde udfordres som følge af, at en ifølge talsmændene ’revolutionerende’ procesteknologi introduceres. Jeg erkender, at jeg med denne formulering antyder en a priori kausal-sammenhæng mellem en bestemt, ny teknologi og bestemte hændelser. Det er muligvis tilfældet, men det såvel som hvilke netværkseffekter der kan betegtnes som læring, må afgøres empirisk, som følge af analyser af de praktiske omstændigheder.

Ingen a priori udlægning af læring
Citatet i indledningen opmuntrer endvidere til at udbrede begrebet læring, uden at man nødvendigvis tager afstand fra almene eller udbredte forståelser af læring som et individuelt, personligt, kognitivt anliggende, hvor det gælder om at tilegne sig forskellige former for repræsentationel, i forvejen eksplicit viden. Mange studier af læring og organisering anlægger ellers denne tilgang (cf. Illeris 2001 (2006); Säljö 2009). Tilsvarende finder jeg det utilstrækkeligt, alene at anlægge en forståelse af læring, som et udelukkende socialt anlæggende, hvor læring frem for alt anses som et spørgsmål om deltagelse i et socialt fællesskab. Også denne tilgang er ellers udbredt, ikke mindst herhjemme (cf. Steinar Kvales forord til Lave and Wenger 2003 (1991)). Når jeg indledningsvist understreger dette, er det for at sige, at jeg i min udlægning af læring sigter imod at beskrive fænomenet ud fra en forestilling om, at aktørerne ontologisk betragtet samproduceres i processer – de skabes og genskabes som fx sociotekniske hybrider, de er effekter: Antaget at aktørerne ud fra et aktørnetværksteoretisk perspektiv med andre ord er effekter af specifikke, sociomaterielt betingede, delvise relationer i heterogene netværk, da må også læring eller tilblivelse, ud fra en aktørnetværksteoretisk ’følsomhed’ beskrives som effekt eller ordning:

”[T]he ’learning process’, as well as the learner, will also be understood as a network-effect, where the network in question will be understood as ’heterogeneous’, comprised of bits and pieces of materials (technologies, texts, architectures, furniture) as well as, and in, interaction with humans … and human institutions.” (Fox 2009: 31)

Selvom ANT ikke er en læringsteori, endsige en pædagogisk teori (ibid), anvender jeg i denen afhandling ANT som en metodisk følsomhed overfor ikke mindst det materielle, det uventede, det som opstår i relationen eller mellemrummene. Når ANT appliceres i studier af læring eller tilblivelse, da må læring såvel som fx viden, handlen og teknologier betragtes som effekter af interaktioner (Law 1992: 389). Ud fra en analytisk (til forskel fra en etisk) position, vil man med ANT som udgangspunkt forstå aktørerne, herunder den lærende (”the learner”) som en effekt, som en deltager i netværk af praksisser.

Forskningsspørgsmålet
Forskningsspørgsmålet fremstår i to versioner – som det oprindeligt er blevet stillet, og som jeg siden har reformuleret det i mere abstrakter termer. Sidstnævnte først:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modellerings-værktøjer for architektura og hvordan ordnes disse med henblik på læring i (og udvikling af) det aktørnetværk, som de nye kognitive artefakter associeres med?

Som det er formuleret her, kan forskningsspørgsmålet i en læringsmæssig optik læses som et oplæg til en analyse af, på den ene side, hvad der skal læres (haecceitas, dettehed), og på den anden side, hvordan dette flygtige materiale tilegnes eller bringes i spil. Jeg beskriver faktiske, konkrete hændelser og analyserer disse ud fra ikke mindst læringsteoretiske overvejelser, således som de er søgt revitaliseret ved hjælp af ANT. Heri ligger endvidere, at læringsspørgsmålet stilles radikalt, for hvordan forløber læringsprocesser i en situation, hvor forhold, der tidligere kunne tages for givet, må anskues på ny. Idet forskningsobjektet ikke på forhånd er givet, da det er in the making, udforskes begrebet læring i relation til en ny, indtil videre ustabil situation. Læring bliver i den forstand et spørgsmål om at forstå heterogene effekter af associationer og translationer, at partielle forbindelser, skiftende intensiteter og momentane, måske modsætningsfyldte strømninger eller forstyrrelser.

I overensstemmelse med de oprindelige forventninger til dette forskningsprojekt – som de faktisk var beskrevet i stillingsopslaget, har formålet med projektet været, ”med udgangspunkt i Det Digitale Byggeri, at indfange og forstå kompleksiteten af de læreprocesser, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor objektbaseret modellering introduceres med virkninger for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser”. Formålet hermed kan yderligere kvalificeres med følgende arbejdsspørgsmål, der kun besvares indirekte:

- hvem eller hvad er det, der lærer, når der læres
- hvad er det værd at vide
- hvor skal dynamikkerne for læring findes
- hvordan lærer aktørnetværket, aktørerne (det)
- hvornår lærer man.

Hensigten med projektet var at undersøge ”udviklings og forandrings¬rationaler” og ”læreprocesser i den eller de praksisser, der eksisterer, reproduceres og transformeres i byggebranchen”.

Flatland architektura

Byggeriet er en praksis, der siden år 25 før vor tidsregning har været kendt under betegnelsen architektura. Architektura favner ingeniør- såvel som arkitektarbejder:

”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of materials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)

Når architektura (jeg anvender den græske version, med ”k”) udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, bliver det hurtigt klart, at der er tale om en kompleks og sammensat praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtidens digitaliseringsbestræbelser. Jeg tilføjer før architektura ordet flatland for hermed at betegne det analytiske forhold, at jeg med ANT, og med ANT symmetridoktrinen, nivellerer analysen – ingen aktører er i udgangspunktet bedre end andre ; desuden kan det ses som en ironisk kommentar til netop 3D modellering – at bygningsinformations¬modellen trods den tredje dimension alligevel på skærmen og på papiret fremtræder flad. Samlet set fungerer betegnelsen flatland architektura som metafor for det forhold, at forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer og faglige dygtigheder kombineres i et udstrakt aktørnetværk hvor ulige punkter forbindes, hinsides tid og sted, hvor fx såkaldte lokale myndigheder, internationale klassifikationer og interorganisatoriske teams associeres med henblik på at forstå, hvordan værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller i praksis coemergerer. Selvom traditionen går flere hundrede, måske endda et par tusinde år tilbage, vil nogen, at den seneste bølge af digitaliseringen udgør intet mindre end en revolution:

”Digitalisering er så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, nedbrydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: ’Now is the time’. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om, at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)

Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste, der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det central-perspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i forbindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et ”fravalg af fremtiden” (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolution eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører, på forskellig vis, er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ – folk var advaret, kunne jeg tilføje.

Der er meget også at sige om ”Det Digitale Byggeri”, men jeg har fravalgt at tildele det statslige initiativ et selvstændigt kapitel – som så meget andet har det måttet lade pladsen. Dog vil jeg alligevel indledningsvist gøre opmærksom på, at det statslige initiativ skal ses på baggrund af, at byggebranchen ifølge en længere række analyser og lignende i en årrække har været præget af en i forhold til øvrige industrier lavere produktivitets¬udvikling. Fejl og mangler medfører forsinkelser og budget¬overskridelser, og Erhvervs- og Byggestyrelsen iværksatte derfor i 2004 et program, der havde til formål at øge effektiviteten af byggeriet i Danmark; samtidigt deklarerede Fogh Rasmussenregeringen ved sin tiltræden i 2001 ”vækst med vilje”, altovervejende ved hjælp af informationsteknologi (Regeringen 2002). Konkret har man i perioden 2004-2006, i samarbejde med en række af branchens ledende aktører, drevet et delvist offentligt finansieret initiativ benævnt ”Det Digital Byggeri”. Initiativet udmundede i ”Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri” (der nok kunne defineres som et obligatorisk passagepunkt), der trådte i kraft 1. januar 2007, også kendt som ”Byggeriets D-dag”.

Bekendtgørelsen er kun gældende for de statslige bygherrer, men forventes at have effekter for hele branchen, idet statslige byggerier ofte er attraktive opgaver – branchens aktører vil derfor forsøge at imødekomme statslige bygherrekrav, herunder bekendtgørelsens paragraffer. Bekendtgørelsen fungerer kort sagt på den måde, at de statslige bygherrer fremover skal stille særlige IKT-krav til branchens parter. Således blev det ved byggerier af en værdi større end 40 millioner danske kroner fra og med årsskiftet 2006/07 et obligatorisk krav, at arkitekter og rådgivende ingeniører afleverer en IFC-kompatibel, objektbaseret 3D model – således lyder det i bilaget til bekendtgørelsen, almindeligvis omtalt som bygherrekravene, i ”kravområde 3D bygningsmodel”, krav nr. 4b og 5b, under ”kravoverskrift”:

”Bygherren skal stille krav om, at bygningsmodellen er objektbaseret og afleveres i IFC-format.”

Bygningsmodellen (bemærk, ental, bestemt form) skal desuden opfylde en række krav til indhold og informationsniveauer, således som de er tænkt defineret af bygherren, idet geometriske data og egenskabsdata ønskes genanvendt i byggeriets faser, i princippet fra vugge til grav, ja endda fra vugge til vugge. BIM (Building Information Modelling) stiller nye fordringer til måden særligt (landskabs)arkitekter og rådgivende ingeniører arbejder og endda samarbejder på. Populært sagt går man fra at tegne til at modellere - ved hjælp af virtuelle objekter, som man enten selv laver, ad hoc, eller henter fra egne, producenters, fælles databaser eller bare Internettet. BIM og de dermed forbundne nye, objektbaserede arbejdsrutiner og metoder antages at øge produktiviteten i hele branchen, men fordelene kommer ikke uden omkostninger, og gevinsten ligger måske først i forbindelse med den fremtidige bygnings drift og vedligeholdelse – om 10-50 år, og så bliver det nemt at bortforklare henholdsvis svært at dokumentere.
Det være sagt, så baserer afhandlingen sig overvejende på en konkret kasus, et empirisk materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil – i praksis, og i særdeleshed arkitektens og ingeniørens relationelt koblede praksisser, men som jeg uddyber i næste kapitel, inddrager jeg andet materiale. Hvor jeg i kapitel 2 og 3 forholder læseren til det metodisk-empiriske arbejde henholdsvis teoretisk-begrebslige overvejelser, er kapitlerne 4, 5 og 6 overvejende beskrivende, analyserende og diskuterende.

Indledningsvist kan det måske endvidere tjene læserens navigation, hvis jeg siger, at jeg i forhold til at forstå sociomaterielle tilblivelsesprocesser i det aktuelle netværk, har valgt grundlæggende at fokusere analyserne af de emergerende modellerings¬praksisser på det relationelle forhold mellem værktøjer, bygnings-modeller/ing og arbejdere, hvilket følgende stærkt reduktionistiske model illustrerer – meget er i illustrationen udeladt, eksempelvis har hverken bygningsmodellens intelligente objekter, betydningen af standarder (IFC) eller grænsefladerne mellem værktøjer (det er i relationen, at objekterne produceres, og får størst effekt) fundet plads. Dertil kommer, at ’værktøjer’ dækker over en mangfoldighed af sådanne, herunder fx Solibri (der bruges til at undersøge modellen for kollisioner), forskellige versioner af Revit (i traditionel forstand, Revit 2007, 2008, 2009 etc., og versioner tilpasset arkitekter, ingeniører med forskellige specialer og Revit udviklet mhp. Facilities Management), mens ’brugere’ dækker over ikke mindst arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, tekniske assistenter (såvel som bygherrer og lejere). Endelig gælder det, at angivelsen ’modeller/ing’ dækker over det forhold, at der både er tale om forskellige (fag)modeller, forstået som produkt, og de aktuelle praksisser, bygningsmodellering, opfattet som proces:

(figur udeladt)

Jeg anvender ANT og læringsteorier, men inddrager også eksempelvis posthumane praksisstudier, repræsenteret ved blandt andre den pragmatiske realist Andrew Pickering. I værket the ”The Mangle of Practice” (1995) dokumenterer han, med historiske eksempler, fx Glasers ”bubble chamber”, hvordan ikke mindst maskiner, instrumenter, fakta, teorier, konceptuelle og matematiske strukturer, discipliner såvel som mennesker vrides eller forvrænges (cf. the mangle) på uforudseelige måder, betinget af blandt andet kultur, tid og sted. I en antologi fra 2008, med næsten samme titel, ”The Mangle in Practice” (Pickering and Guzik (red.)), udvides repertoiret betydeligt, eksempelvis finder metaforen anvendelse i forhold til genfortolkninger af sovietrussisk semiotik og forhandlingerne om Mårup kirke, hvis fundament er i fare for at blive eroderet af Vesterhavets kræfter. Kort sagt gælder det, at “mangling is a temporally emergent process: its upshots are not given at all in advance” (Pickering 2001: 164), og det er en pointe, at materialiteterne påvirker os og aktivt indvirker på praksis; tingene i verden handler og mange af arbejdslivets aktiviteter handler om at håndtere ”material agency” (1995: 6).

Tilsvarende søger jeg at opspore de humane såvel som de nonhumane aktørers vild/veje: Ved at følge, rekonstruere og beskrive translationer, medieringer, associationer, hybridiseringer, bevægelser eller forviklinger i forhold til brugen af 3D objektbaserede modellerings , visualiserings og simuleringsværktøjer – baseret, grundlæggende, på forholdet mellem værktøjer, modeller (objekter og data) og arbejdere – forsøger jeg at redegøre for, hvordan visse af relationerne mellem heterogene hændelser i praksis kan forstås som læring. Det er en ambition at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at forstå sociomaterielle læreprocesser i denne og andre, lignende praksisser karakteriseret ved, at digitalisering vinder indpas.

Afgrænsninger

“To be sure, stories have to stop somewhere” (Hernes 2008: 15)
“’[B]ut where does the network stop?’ The answer is: ‘nowhere’” (Law 2000: 351)

Undersøgelsen afgrænses som følge af status i den centrale kasus, altså det konkrete byggeprojekt, til det man i fagsproget kalder rådgivnings- eller designfasen – som officielt krones af, at hovedprojektet afleveres; i ’mit’ tilfælde skete det ved et bygherremøde den 2. juli 2009. Det betyder, at det konkrete, fysiske byggeri – in situ modellering, om jeg så må sige, ikke er en del af afhandlingen. De sædvanlige eller nødvendige forarbejder, herunder byggepladsklargøring, jordbortkørsel, dræn, spunsning, med mere, blev igangsat omkring årsskiftet 2009/10, og betonentreprisen i løbet af 2010 . Det havde været både spændende og relevant at følge de digitale 3D bygningsmodeller fra tegnestuerne og ud på den konkrete byggeplads, således som bygningsmodellen måtte have effekter for realiseringen af projektet (opførelsen af råhuset og, for så vidt muligt, fx el, ventilation eller VVS). Et således longitudinalt ANT-inspireret praksisstudie er fx udført i forbindelse med Heathrow lufthavns Terminal 5 (Harty 2007).

Indsamling af yderligere data fra og omkring byggepladsen, der blandt ville kunne have inddraget nye (humane) aktørers praktiske erfaringer og observationer, dels nye materielle omstændigheder (fysiske byggematerialer, fysiske værktøjer), havde været en mulighed for at diskutere forbindelsen mellem projekteringspraksis og udførelse, herunder entreprenørernes reception af bygningsmodellerne (anvendelser i forhold til tilbudsgivningen, fx beregning af mængder, priser) og håndværkernes brug af samme (brugsværdi ifm. arbejdets udførelse). Hvor projekteringen baserer sig på virtuelle objekter, immaterielle værktøjer og digitale bygningsmodeller, udføres byggeriet som bekendt ved hjælp af konkrete byggematerialer, fysiske værktøjer og maskiner, tegninger (plan, snit og facade – genereret på basis af bygningsmodellen) samt i det konkrete tilfælde og altså som noget nyt: digitale 3D bygningsmodeller.

Koblingen mellem den digitale 3D bygningsinformationsmodel, virtuelle visuali-seringer og simuleringer og konkrete, fysiske tilblivelser (råhus etc.) havde været interessant, ikke mindst fordi stadigt flere industriprodukter udvikles på basis af stedse mere avancerede, computergenererede modeller; konkret tillod opfølgende studier af det aktuelle byggeprojekt at undersøge, i hvilken grad og særligt hvordan visionerne omkring digitalt byggeri faktisk blev omsat i praksis. Hvor afhandlingen bidrager med indsigt i emergerende digitale modelleringspraksisser, herunder hvordan brugere, teknologier og arkitektur bliver til i samtidige, partielt forbundne processer, havde forsatte studier i og omkring samme byggeprojekt kunnet bidrage med forståelse af de samme, immaterielle værktøjers effekter i forhold til arbejdet med konkrete, fysiske værktøjer og elementer.

Desuden gælder det, at jeg afgrænser mig fra at undersøge, hvilke muligheder den 3D objektbaserede modelleringsteknik giver for at designe, beregne, konstruere og opføre fx nye, organisk formede byggerier (se fx Jørgensen, Tamke et al. 2007). Kræftens Bekæmpelses nye besøgscenter i Århus, tegnet af Frank Gehry, er blandt de danske eksempler på, at 3D modellering flytter grænser for, hvad der rent teknisk er muligt; her anvendes nogle sjældent kraftige bjælker, som i nogle tilfælde nærmest hænger frit i luften. Jeg beskæftiger mig med andre ord ikke med de i øvrigt interessante arkitektoniske muligheder, parametrisk design tilbyder for eksempelvis at udvikle amorfe former eller skæv arkitektur, ligesom jeg fx heller ikke forholder mig til potentialer eller problemstillinger omkring industrielt byggeri; jeg forholder mig alene til de praksis-relaterede bevægelser, flertydigheder, forskydninger og forbindelser, der følger af 3D objektbaseret modellering – og det i forhold til organisering og læring.

13 maj 2011

Invitation til Phd forsvar - Læring i aktørnetværk

Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12 fremlægger og diskuterer jeg med professorerne Cathrine Hasse (DPU), Niels Albertsen (Arkitektskolen i Århus) og Tor Hernes (CBS) frugten af godt 3 års studier af “Læring i aktørnetværk”:

Med aktørnetværksteoriens symmetridoktrin som udgangspunkt og præmis, undersøger jeg i min afhandling, hvordan menneskelige såvel som ikke-menneskelige aktører indgår i processer og relationer, som vi med rette kan betegne som læring – begge bliver til, organisationen skabes på ny. Afsættet er sociologiske studier af projekteringsarbejdet på arkitekt og ingeniørtegnestuer, hvor nye digitale værktøjer i disse år synes at ændre gældende praksisser.


Bedømmelsesudvalget konkluderer: "Samlet set er der tale om en særdeles velkonstrueret, interessant og relevant afhandling, der vedrører teoretisk udvikling af læringsteori, forskning i byggesektoren og videreudvikling af ANT-tilgangen. Generelt er afhandlingen en både systematisk og konsistent diskussion, der med meget stor grundighed, mange præcise formuleringer, indsigtsfulde analyser og tankevækkende pointer argumenterer for læring i aktørnetværk."


Praktiske oplysninger:


Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12


Danmarks Pædagogiske Universitet

Tuborgvej 164

2400 København NV


Efter forsvaret er Institut for læring vært en reception.


Tilmelding og evt. yderligere information via e-mail til jesperhundebol@gmail.com eller sms/telefon 2424 4690.

Nærmere oplysning følger snarest i DPU kalenderen.

01 juli 2009

Work in progress seminar

Den 16. september 2009 (kl. 14-16) fremlægger og diskuterer jeg mit igangværende forskningsprojekt med titlen "Læring i aktør-netværk - Digitalt byggeri, Danmark 2007-09":

I forskningsprojektet "Læring i aktør-netværk" udfoldes anledninger, situationer og abstrakte rum, hvor praksis synes udfordret. På grundlag af blandt andet (real-tids video) obser-views og en metodeansamling inspireret af primært materielle læringsteorier, aktivitetsøkologien, procesfilosofien samt aktør-netværksteori forsøger jeg med afhandlingen at udgrænse læringsbegrebet; antagelsen er, at et aktør-netværk rækker anderledes ud, ind, op, ned, over, under, igennem end fx en grænseløs organisation, en virksomhed, et projekt, et praksisfællesskab, et inter-organisatorisk samarbejde, eller lignende gør det.

Spørgsmålene der søges besvaret lyder, i skrivende stund (sommer 2009), således:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for praksis og hvordan håndteres disse mhp. konstituering af læring gennem udvikling af det aktør-netværk, som de nye teknologier associeres med?

Empirisk betragtet samler interessen sig om socio-materielle associationer og effekter af relationer mellem heterogene entiteter - effekter af non/humane aktørers gøren og laden i praksis.

De non/humane aktører omfatter, inter alia, en regering, der vil vækst med vilje, offentlige myndigheder og en bekendtgørelse, licitationsregler og EU lovgivning, tre statslige bygherrer, brugere og lejere, en håndfuld globale software konglomerater og et par lokale value-added resellers, softwareleverandør er og ‑udviklere, mindst en CAD-manager, 4-5-8-10 eller flere ildsjæle, medløbere, ledere og ledelser, tekniske tegnere, bygningskonstruktører, arkitekter, fliprøve, nørder og freaks, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner, materialeproducenter, globale tendenser, historiske forviklinger, klassifikationer og standarder, grid-computing og processorkraft, post-it notitser og telefonkæder, kultur, sædvaner, rutiner og arbejdsmetoder, penge og magt(kampe), tid, visioner og forestillinger om effektivitet, software versioneringer og bagud-kompatibilitet, intelligente objekter, objektbyggere og nye titler/roller, kurser og (efter)uddannelse, alder og erfaring, novicer og eksperter, lederskab og strategi, muligheder og begrænsninger... Eller Dansk Arkitektur Center, Frank Gehry, en nyanskaffet 3D printer, kassevis af tegninger, mapper med tekst, tegneredskaber, ambassadører, en virtuel indkøbsvogn, et flueben, (intelligente) objekter og (døde) streger, en parametrisk væg og målkæder, der hopper af, en bibliotekar; arkiveringsprocedurer og navngivningsklassifikationer; mapper og vareprøver, en USB-nøgle. Og fotos, linealer, lommeregnere, kalendere, notesbøger, kaffekopper/krus, et viskelæder, en lille fejekost, en rulle med kalke. Et atelier med plexiglas, hobbyknive, træ og metal, tuscher, lim, nåle, hæftemaskiner, og måske - en 3D printer. Og mere papir - i sjældent store formater og mængder, spande med plastmateriale og gips, og referencer til tidligere projekter... Borde med arkitektlamper - hvad ellers, samt selvfølgelig, mindst én fladskærm, et tastatur og en mus, en manifold (en tilsyneladende rodet bunke kalke og en mængde A0/A1/A3 plot og print), et stykke perforeret metal, mobiltelefoner. Og computere, serverstationer, simuleringsservere, renderingsfarme og en ikke ubetragtelig, men næsten ubetalelig mængde software licenser...

Formålet med projektet er, "gennem empiriske studier af cases fra byggebranchen at bidrage med ny viden om strukturelle og teknologiske forandringers betydning i praksis, ved især at indfange og analysere kompleksiteten af de (lære)processer, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor nye teknologier og standarder introduceres med effekter for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser".

Seminaret er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=6609&newsid1=8857 (DPU kalender)

19 december 2008

PLAYSPACE

Idet jeg ønsker læserne glædelig jul og godt nytår, er årsskiftet en passende anledning til dels at informere om undertegnedes aktuelle forskning, dels et online læringsspil kaldet PLAYSPACE. Det sidste først!

PLAYSPACE er et internetbaseret undervisningsspil om byrum og byliv. Det handler om aktuelle problemstillinger i danske byer. Problemstillingerne har en generel karakter og kan derfor med rette overføres til ens egen byzone - med skyldig hjælp fra underviseren. Spillet er udgivet og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med MUTOPIA; spillet er finansieret af Realdania og er gratis at benytte.

I Playspace kan man indrette 4 forskellige byrum - pladsen, havnen, vejkrydset og torvet. Det er som sagt et spil, og derfor gælder der visse regler: "Det gælder om at skabe et balanceret byrum, som både fungerer rent praktisk, er sikkert og rart at være i." Man skal for at få flest muligt point sørge for, at de forskellige parametre fremstår balanceret: "Det er antallet af mennesker, som du får samlet i dit byrum, der viser, hvor godt det er gået." Der er 50 forskellige elementer, eller objekter, og man kan vælge 15 af dem. Mange elementer er efter min mening helt håbløse. Når et byrum er gemt, kan andre rate det.

Jeg vælger at indrette en skole og får som kulisse et tomrum nedenfor metroen ved Fields på Amager. Nu gælder det om at gøre pladsen indbydende, og jeg kan vælge ... Ja, nu valgte jeg et element fra et galleri, med det resultat at der på min PC kom advarsel om, at et script ville tvinge min Adobe Flash Player 10 i knæ. Ville jeg fortsætte - nej tak. Så reboot'e: Nu ser jeg, hvad galleriet indeholder, nemlig en samling vildt fabulerende pladser, torve og havnerum. Jeg vælger igen at vende fokus mod mit eget space...

... som jeg indretter med en masse træer, nogle store sten og en bænk. Ret kedeligt, og jeg må bruge mange træer for at skærme for Fields. De mange træer skaber miljø (et af parametrene), men ikke så meget andet. Jeg gemmer min model, og hvad sker der. Endnu engang advares jeg om at min PC måske går i helt i stå, men hvad værre er (næsten), mit space bliver tilføjet elementer, som jeg nok havde valgt, men så sandelige også fravalgt igen (slettet), bl.a. nogle trebenede taburetter i stål (nu sværer de i luften), et klatrestativ, og en fyr der hopper rundt på sin ene arm! Meget besynderligt og helt klart utilfredsstillende. Jeg får også en stor, sur smiley (sic!) - men lad gå med det. Hvad jeg ikke kan acceptere, er den dårlige programmering - det har MUTOPIA ikke gjort godt nok. Og det er synd, for spillet er ellers ikke dårligt. Jeg kan hermed opfordre den rum- og it-interesserede læser til selv at prøve: DAC - PLAYSPACE

Når jeg med glæde anmelder PLAYSPACE skyldes det, at jeg faktisk siden januar 2007 har studeret hvordan arkitekter og ingeniører kæmper med forskellige, nye 3D modelleringsværktøjer. Altså i en rigtig praksis. Kort sagt undersøger jeg hvordan dette værktøj - en applikation - virker ind på særligt arkitektens hverdag: arkitektens arbejdsrutiner, -metoder og -processer. Hvordan en ny, computerbaseret 3D modelleringssoftware skaber masser af uventede effekter, som arkitekten løbende må forholde sig til. Jeg observerer og spørger ind til, hvad der sker og hvordan man nu lærer at håndtere den nye virkelighed, der af nogen betegnes som et nyt alfabet, et paradigmeskifte. Jeg erfarer (blandt meget andet) at en del af udfordringerne består i at håndtere uhensigtsmæssigheder, at få programmerne til at gøre det man ønsker, at man kort sagt bruger en frygtelig masse tid på at få det til at se effektivt ud. At man lærer, populært sagt, ved at udforske programmerne - på må og få (learning by fooling around, som en informant udtrykker det). At man betjener sig af forskellige kneb - for at klare sig. At visionerne måske nok holder, delvist, men at intet i denne verden kommer af sig selv.

Glædelig jul og godt nytår...

Jesper

20 marts 2007

Inter Organizational Learning in the Construction Sector

Not much has happened on this blog - since the last posting... Its not a daily business (like linqxdk). Not posting anything does not mean that nothing has happened. Amongst others I have got a grant for a PhD. As of 1 January 2007 I am thus a PhD fellow at DPU (visit my homepage).

Now, last week I followed a Phd course focusing on Symbolic Interactionism, Neo Institutinal Theory and Actor-Network Theory (ANT). I submitted the following presentation - focusing on how I could make use of ANT as a research strategy:


Abstract
Following the introduction of an online project portal, negotiations of revised industry standards, a learning network, and a system for documenting best practices in the construction sector, this brief presentation outlines how my PhD project – that is concerned with contributing new insights to the already diverse field of organizational learning theories – may benefit from adapting ANT as a research strategy.

About the PhD project
In short, my PhD-project is about inter‑organizational learning in the construction sector. More specifically, it is concerned with capturing and exploring the complexity, the rationales for change as well as the effects that the combined introduction of information and communication technologies (an online project portal), revised industry standards, and a system for documenting best practices may have on learning processes, work procedures and organizational routines as they exist, get re‑produced or transformed within and among distributed, ad-hoc coalitions of strategic partners in the Danish construction sector. Yet again, in other, more particular words, it is a longitudinal study of trans­disciplinary, inter-organisational, on-site, ICT-mediated praxis learning in, say, ‘actor-networks’…

Then what is an actor-network and what does the Science and Technolgoy Studies, STS, or more specifically, Actor-Network Theory, ANT, actually hold in terms of promises for the researcher whose aim it is to meet the above mentioned concerns; how can ANT be applied to the given context in order to actually add anything novel and essential to the field of inter‑organizational learning?

Contributing to 30 years of organizational learning theories
The overall goal of the PhD‑project is, through empirical findings, to highlight strengths, weaknesses and not least shortcomings, in the existing fund of organizational learning theories – since Argyris and Schön’s seminal theory of action perspective on organizational learning (Argyris and Schön 1978). How to position one self in that field; what could ANT do for me? According to an overview published in Management Learning (Easterby-Smith, Antonacopoulou et al. 2004), at least seven major contributions have been influential since 1978 – when the concept of single- and double‑loop learning as the basis for OL was introduced for the first time – at least in a coherent manner.

Indeed, in addition to cognitive theories, and before that, behavioral theories, recent studies have drawn upon psycho-analytic theory, cultural theory, or social anthropology. Sets of counter-intuitive ideas (e.g. unlearning) have been introduced or, recently, learning across boundaries and views of knowledge transfer as a strategic imperative for gaining a competitive advantage. In addition, case studies and surveys based on e.g. ethnography and mixed methods have been thrown into the field... Overall, two views of OL, namely individuals’ skills and knowledge acquisition, and systems of learning in communities of practice, have dominated the field. Studies by e.g. Elkjaer (2003);(2004) integrate those dominant views to develop only a third approach that brings, among others, intuition and emotion to the fore. Clearly, one branch that is of particular interest for this study, relates itself to inter‑organizational learning, i.a. learning through strategic alliances, alliances as learning experiments, or learning as competition for competences (Holmqvist 2000). In sum, the field of OL not only has relatively deep roots (behavioral studies date back to the 1950s) it is also a fairly diverse field that embraces new theories as well as methodologies.

The important question to be asked here, now, is whether or not it is a reasonable quest to try to actually adopt ANT as a methodology for doing field studies of the adoption of information and communication technologies between alliances of strategic (learning) partners. Before answering that question a brief outline of the reason for this study and the empirical field in question – the Danish construction sector anno 2007 – is in place.

The Digital Takeover
Several studies[1] have by now indicated that the Danish construction sector’s productivity lacks behind that of the industrial sector at large; that losses and failures are prevailing, or that actual costs are in excess of 25-35 percent of budgets[2]. Despite an estimated 14 billion EUR turnover in the sector, revenues are alarmingly low – the 6-8 leading Danish consulting engineering companies and entrepreneurs are apparently running non-profit enterprises[3]. Such conclusions have been an incentive for the Danish state to take a lead in streamlining and professionalizing the sector to make it more competitive.

Thus, 1 January 2007 was trumpet blasted as D-day. D for digital[4].... As of that day any entrepreneur, constructor or engineering consultant responding to a public tender to construct a new, publicly financed building or any other edifice of an estimated total costs in excess of approximately 5 million EUR must apply through an online project portal[5]. Thus, the portal will hold all details regarding future public construction works – from the initial tender through to the delivery of the final edifice to the building owner, in these cases the Danish state.

The project is seen as a united public-private initiative to stimulate digital integration in the entire building and construction sector. The Danish government and its agency[6], has combined a set of different strategies to move forward the sector. As a major building owner it has chosen to take the lead and demand that suppliers fulfill certain criteria, i.a. explicating and sharing all documentation online, including e.g. 3D drawings (demand driven innovation). In addition, it has invested time and money in educational work and information campaigns and aimed at acting itself as a role model. Finally, the Government has implemented additional rules and regulations in the public building statutory[7].

A vast number of actors[8] from all parts of the construction sectors covering every type of participating parties in the building processes have already been mobilized – prior to D-day. Although the sector at large has already embraced information and communication technologies, the first concrete project tender remains to be published and processed via the actual, online portal.

Applying ANT
We learned from e.g. Laboratory Life that scientific facts are constructions… Bruno Latour did his research in the laboratory applying the approach of ethno‑methodology – he did his observations, took his notes, made interviews, etc. Later he developed very original analyses of science and technology. He did so by looking at series of events. He is embedded in the laboratory and here he tracks down a network of elements, of inscriptions, of semiotics, of entities. He eliminated the distinction between human and non‑human (cf. the doctrine of symmetry (Lowe 2001) and quasi-objects/hybrids), and introduced the actant – something that acts or receives activity from others, humans and non-humans alike. Indeed, an actant can be anything as long as it is acknowledged as a source for action (Latour 2006 (1997): 214) and thus is set in relation with other entities in … the network!

As such, ANT is special in the way it treats human and non-humans or society and nature as symmetrical entities and in the way that chains of actions are used to explain e.g. changes in strategic alliances and the staging of events. Bruno Latour argues against what is normally a given, or a taken‑for‑granted; he and his followers aim at expose modern myths by de‑constructing them as products of laborious and wide-stretching constructions (Jensen). Then, what Latour has to offer to the analysis of ICT‑mediated inter‑organizational learning in the construction sector is, I guess, that no sociological variable must be defined a priori; none of any identified phenomena need being ruled out of the analysis, (just) because it is either technical, physical, material, or e.g. structural (idem).

ANT forces the researcher to observe what works in a situation, to observe representations, relations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1997): 215). The point of departure is theoretical minimalism... You need only three concepts, namely actant, network and relation (Döpping 1998). Thus, the researcher is forced to look closely at the empirical field – and begin there.

Potential of ANT for developing new insights to the field of OL
The overall goal with digitalizing the construction sector is to streamline and professionalize that sector to make it more competitive. Ultimately one should get better and/or cheaper buildings, on time, with fewer long- and short‑term structural defects causing additional costs for the building owner – in this case, the state. Ideally more people could learn from each other, faster, because several types of information become available instantly to any participating actor actually looking for it.

As such it is anticipated[9] that the introduction of the online portal (and its complex network of human and non-human entities) will advance, among others, a set of agreed industry standards to classify e.g. window frames, windows, window hinges, and yet other items related to particular parts of the structure, the building, i.e. Equally, it is expected that more people can be duly informed about changes etc. introduced in course of the construction process. This is guaranteed in terms of moreover traditional knowledge management levers - by making transparent and instantly accessible all kinds of documentation, including e.g. 3-dimensional drawings and virtual simulations of light, emergency exits, etc. ANT is a way to challenge such a priori assumptions and draw‑up how and where they fail. Standards, for one thing, tend to truncate the richness of information because the only standard that can be commonly agreed, not least among competing and quite different partners tend to be the lowest denominator (Damsgaard and Truex 2000)). The various actors involved in the construction process may show much resistance against sharing their knowledge; they are likely to reserve their particular knowledge domains – as they have done for centuries (Jensen 2007).

The application of Science and Technology Studies, STS, or more specifically ANT, provides a position from which one could observe how the technology may or may not fulfill the original intentions. It is quite likely a reasonable way to look at how working procedures and organizational routines get challenged and, perhaps even how they are changed. It is reasonable to assume also, that one could observe e.g. how existing organizational follies from the physical work world get reproduced in digital or virtual environment (cf. well known STS issues known as path-dependency and closure (Wenneberg 2000)).

Given that observations are meticulously noted with the identification of learning processes and changes in work procedures etc kept in sight, I believe that ANT does actually hold the key to disclose certain, valuable insights for the researcher of OL. At least to me it has become clear – from working on this presentation – that ANT has something to offer in terms of investigating the specific field and answering the difficulties outlined in the beginning of this presentation. STS, or rather ANT, is a formidable position from which it is possible to observe how technology is more than just an innocent (given, natural) solution to problems that in some case are deeply rooted. By applying ANT it is possible to challenge taken‑for‑granted assumptions. It may, as a methodology, allow me to list in a coherent manner what the initial visions were and what actually happened (Science and Technology Studies are particularly apt at this) – or went wrong, and use it as a means for drawing‑up an important case of ICT-mediated inter‑organizational learning – carrying‑on a long tradition and yet contributing with a new position.


References
Argyris, C. and D. A. Schön (1978). Organizational Learning: A Theory of Action Perspective. London, Addison Wesley.
Damsgaard, J. and D. Truex (2000). "Binary trading relations and the limits of EDI standards: the Procrustean bed of standards." European Journal of Information Systems 9: 173-188.
Döpping, J. (1998). Læring, Viden og Løsninger: Socialpsykologiske undersøgelser af konstruktionsprocesser. Copenhagen, Copenhagen University. PhD dissertation.
Easterby-Smith, M., E. Antonacopoulou, et al. (2004). "Constructing Contributions to Organizational Learning. Argyris and the Next Generation." Management learning 35(4): 371-380.
Elkjaer, B. (2003). "Organizational learning with a pragmatic slant." International Journal of Lifelong Educationq 22(5): 481-494.
Elkjaer, B. B. (2004). "Organizational Learning: The 'Third Way'." Management learning 35(4): 419-434.
Holmqvist, M. (2000). The Dynamics of Experiential Learning. Edsbruk, School of Business, Stockholm University.
Jensen, H. S. (2007). Kompetencebegrebet - og tavs viden. AGORA 2007. Copenhagen, Learning Lab Denmark.
Jensen, T. E. Bruno Latour og konstruktionisme - en introduktion, Københavns Universitet.
Latour, B. (2006 (1997)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Lowe, A. (2001). "After ANT - An illustrative discussion of the implications for qualitative accounting case re-search." Accounting, Auditing & Accountability Journal 14(3): 327-351.
Wenneberg, S. B. (2000). Socialkonstruktivisme. København, Samfundslitteratur.
Notes
[1] "Byggeriets fremtid fra tradition til innovation" (IT Taskforce report, December 2000); “Byggeriets Hvidbog” (Whitebook, December 2000); “Det Digitale Byggeri – rapport fra en arbejdsgruppe” (Ministry of Economic and Business Affairs, Taskforce, October 2001); ”Vækst med vilje” (The Ministry of Economic and Business Affairs, May 2002); “Debatoplæg til høring om byggeriets kvalitet, effektivitet og udvikling” (The Housing Committee of the Folketing, November 2002); ”Staten som bygherre” (The Government, August 2003); ”Svigt i byggeriet” (The National Agency for Enterprise and Construction, October 2004); “Det Digitale Byggeri” (The National Agency for Enterprise and Construction, December 2005); “Besparelsespotentialer for det offentlige ved længerevarende samarbejder i byggeriet” (Danish Building Research Institute, 2006); “Vision 2020 – Byggeri med mening (The National Agency for Enterprise and Construction, January 2006); Byggeriets digitalisering (Conference, Danish Building Research Institute, November 2006)
[2] According to CEO of the Danish Association of Consulting Engineers, Lars Goldsmidt. Interviewed on Danish public radio, 9 February 2007.
[3] Idem (foot note 4).
[4] Hence the acronym “DITAK” - the Digital Takeover
[5] “Digital Construction”, http://www.detdigitalebyggeri.dk/
[6] The National Agency for Enterprise and Construction, http://www.naec.dk/
[7] Internationally similar initiatives have been taken by “Statsbyg” in Norway, the “Senate” in Finland, by the city state of Singapore. Similarly, the US Army has implemented a programme called “Building smart”. There are international conferences and working groups aimed at establishing common agreed principles for electronic data interchange and standards within the sector.
[8] 45-50 different consortia and contracts have been established. 300 users are engaged in what is called the “learning network”. 600 persons subscribe to the newsletter distributed via the online portal. (“DetDigitaleByggeri”).
[9] Based on an exploratory interviews at NAEC.