Medbetjening i Statsforvaltningen

Jeg har hen over sommeren og i efteråret 2016 haft en mindre 'samarbejde' med Statsforvaltningen og firmaet cBrain, idet jeg og en håndfuld kolleger fra Institut for Ledelse og Forvaltning samt KA, og sammen med repræsentanter for disse to organisationer, har udviklet en efter sigende eksemplarisk eksamensopgave :-)
Der er tale om en delvist videodokumenteret eksamenscase. Casen indeholdte fire overordnede spørgsmål, som skulle besvares ved at kombinere teorier fra undervisningen med empirisk materiale i form af bilag og nævnte præsentationer, der altså foreligger som godt tre timers let redigeret videooptagelse af den slags, der kan bruges i undervisningsøjemed: Perfekt billed- og lydoptagelse af den eller de, der taler, kombineret med direkte skærmoptagelser af alt, som vises på oplægsholdernes PC, hvad enten det er en live demonstration eller slides, der vises på storskærm.
Det var og er et godt materiale, som gav anledning til at mange studerende erkendte, at digitalisering i offentlig administration, service og forvaltning (digital forvaltning) ikke altid er svært, ikke altid ender med en fiasko, men så sandelig også er en yderst krævende øvelse. Medbetjening i Statsforvaltningen var og er en super case, som viser, at digitalisering giver mening. Det er en case, der viser, at arbejdet med at digitalisere med henblik på at effektivisere faktisk er en mulighed.
Casen viser samtidigt, og det er for mig at se i sammenhængen hvis ikke afgørende, så vigtigt, at digitalisering af administrativ praksis er komplekst... Det er en længerevarende proces, som ikke nødvendigvis har et tydeligt start- eller slutpunkt, det er proces, som skriver sig ind i en større sammenhæng, som er historisk, Statsforvaltningens case om digitaliseret og delvist automatiseret medbetjening på ægteskabsområdet er en case, som jeg sjældent glad for, tilfreds med og stolt af, at have udviklet. Den foreligger i en lettere fragmenteret form, og skal ikke vises her. Casen er i første omgang ene og alene en eksamensopgave, men den udgør desuden et undervisningsmateriale, der samlet set har en høj kvalitet.
Medbetjening i Statsforvaltningen er Statsforvaltningens case, det er projekt, som jeg ikke har noget ejerskab over eller nogen rolle i - i øvrigt, jeg kan eller skal på ingen måde drages til indtægt for Statsforvaltningens digitaliseringsindsats. Casen var allerede, til dels, udarbejdet af digitaliseringschefen i Statsforvaltningen - og dennes medarbejdere. Jeg var bare med, da den første gang blev vist i marts måned i år i Århus på konferencen Offentlig Digitalisering. Herefter har jeg udelukkende forsøgt at få genopført og, ikke mindst, videodokumenteret præsentation (Statsforvaltningen) og demonstration (cBrain), ved at invitere til og trække på ressourcer PH Metropol, og som nævnt i samarbejde med nære kolleger, udarbejde en eksamensopgave.
Ja, men nok om det.

Servicekonferansen 2016: Digital virkelighet krever digital kompetanse!

Ultimo oktober 2016 rejser jeg til Oslo for at deltage på "Servicekonferansen 2016". Jeg skal i samarbejde med borgerservicechefen i Københavns Kommune holde to oplæg om digitale kompetencer. Dels i plenum for alle deltagerne, dels i en parallel session målrettet ledere: "Ledelse i en digital tid". Overskriften for vores oplæg er "Nye krav til fremtidens medarbeider i borgerservice".

Fokus er på medbetjening af borgeren. I takt med den øgede digitalisering og kravet om obligatorisk digital selvbetjening er medbetjening opstået som en ny opgave for medarbejdere i kommunernes borgerservicecentre såvel som i en række andre sammenhænge i den offentlige forvaltning, hvor selvbetjening er udgangspunktet.

En udforskning af begrebet medbetjening og de kompetencer, der knytter sig hertil, er således også relevant for medarbejdere i call centre, hvad enten de er fælleskommunale eller statslige, hvad enten man servicerer borgere eller virksomheder.

I min kortlægning af digitale kompetencer i tilknytning til medbetjening i borgerservice fandt jeg frem til følgende kompetencer:

-       Brugerkompetence

o   Forstå, anvende

-       Informationssøgnings- og informationsbearbejdningskompetence

o   Kategorisere, lokalisere, systematisere, tilgå, genkende information

-       Systemmestringskompetence

o   Forudse, udnytte funktionalitet, håndtere systemkomplekser, skabe vha teknologi

-       Pædagogisk kompetence

o   Vejlede, motivere, rekruttere

-       Formidlingskompetence

o   Oversætte,  rådgive, forklare.


Det er et gennemgående tema på konferencen, at digitaliseringen af den offentlige sektor kalder på digitale kompetencer: "Tjenestene digitaliseres i stadig større grad, og vi må forholde oss til de endringene det fører til i organisering, samhandling, kommunikasjon og kompetansebehov."

Borgerserivce 2015: Digital kompetece

I forrige uge var jeg sammen med en kollega i Vejle, for på Borgerservice 2015 konferencen at tale om  digitale kompetencer.

Mange taler gerne om kompetencer, men som jeg understregede, er det ofte ikke særligt klart, hvad vi egentlig mener - et forhold som jeg indledte med at pointere. Derefter fremlagde jeg mit bud på, hvad det er, borgerservicemedarbejderne gerne måtte skulle kunne - når de i den såkaldte medbetjening hjælper borgerne til at blive selvhjulpne. Medbetjening er særlig derved, at medarbejderne ikke selv betjener teknologien, idet de netop skal lede borgerne til at betjene sig selv.

Pointen er, at fx medarbejdernes 'systemmestringskompetence' skal verbaliseres og udtrykkes med borgeren som proxy. Den digitalt kompetente medarbejders omgang med teknologien bliver middelbar, andenhånd. Mine konklusioner lød:

• Borgerservicemedarbejdernes kompetente handlinger afhænger af borgerne – og vice-versa 
• Borgerservicemedarbejderen
• må lede borgeren til at gøre, som hun selv ville have gjort
• skal sætte borgeren ved roret – og ikke overtage (empowerment-strategi) 
• må nødvendigvis verbalisere sine digitale handlekompetencer 
• Den pædagogiske evne til at lære fra sig bliver afgørende, men borgerservicemedarbejderen skal også være kompetent på de øvrige områder 
• Håndtere it og systemkomplekser på et (avanceret) brugerniveau 
• Søge og bearbejde information og formidle faglig korrekt viden
• Markedsføre og sælge digitale selvbetjeningsapplikationer

Det var en fornøjelse at være med, blandt andet var det mægtigt underholdende at få lejlighed til at se og høre komiker Per Helge Sørensen fortælle om djøf med løg(n). 

Digitaliseringsstrategi 2016-2020

Den nuværende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi gælder til og med 2015. En ny strategiplan for digitalisering i og af det offentlige for perioden 2016-2020 er således under udarbejdelse. Rambøll Management er af Digitaliseringsstyrelsen en af aktørerne i processen, der blandt andet indebærer, at forskellige indsatser på fire centrale velfærdsområder (uddannelse, sundhed, social og beskæftigelse) skal prioriteres. Blandt andet skal de største økonomiske og kvalitetsmæssige potentialer  (sand)synliggøres. Digitalisering skal som bekendt helst bidrage til både bedre og billigere velfærdsmodeller.

I den forbindelse deltager jeg i marts i år i to workshops, herunder en såkaldt innovationsworkshop, hvor "kreativiteten og evnen til at se på tværs og løfte sig op, er i centrum". Samtidig skal deltagerne give en kritisk vurdering af resultater til dato. Første runde er i morgen.

Digitalt udenfor

Onsdag, den 19. marts 2014 afvikles konferencen "Digitalt UDENFOR" i Odense. En kollega og jeg står i den forbindelse for en workshop under overskriften "Digitaliseret Borgerservice – barriere eller brækstang for fremtidens medarbejdere?"

Blandt andet spørger vi til, hvordan de svageste borgeres vanskeligheder med at håndtere digitale selvbetjeningsløsninger udfordrer medarbejderne i borgerservice. Vi er optaget af, på hvilke måder den teknologiske udvikling forandrer den klassiske medarbejderrolle, og hvilke kompetencekrav øget digitalisering stiller det til medarbejderne? 

Udgangspunktet for denne workshop er de således erfaringer, vi har gjort os i det igangværende udviklingsprojekt, som Professionshøjskolen Metropol i et samarbejde med Københavns Kommune.

Læs mere om digital ledelse og forvaltning.

Oplæg på konference: Administration af bygningsinformationsmodeller

Den 6. februar er Institut for Ledelse og Forvaltning vært ved en konference, hvor vi forsøger at tage de første skridt mod en beskrivelse af den faglighed og praksis der knytter sig til det administrative arbejde i den offentlige sektor. Konferencen ligger i forlængelse af den nedenfor omtalte antologi, der således er omdrejningspunkt for indlæggene på konferencen. Mit indlæg bærer titlen "Administration af bygningsmodeller", idet jeg illustrerer hvordan de krav om digital 3D bygningsmodellering, som den offentlige bygherre stiller til rådgivere og andre, samtidigt udfordrer bygherrens egne kompetencer. Argumentet er, at den øgede kompleksitet, der følger af kravet om 3D bygningsmodellering, i et vist omfang øger kompleksiteten i det administrative arbejde i den offentlige sektor såvel som den økonomiske og juridiske forvaltningen af området?

Konference om faglighed og praksis i administrativt arbejde: Demokratiets byggesten

Bidrag til antologi: Administration af informationsmodeller

I det netop forgangne år udgav Akademisk Forlag bogen "Administration. Faglighed og praksis i administrativt arbejde".  Der er tale om en antologi, den udkommer som en del af forlagets Professionsserie. Antologien udforsker begrebet 'administrationsfaglighed' og indgår i en større dialog om, hvad offentlig administration er. Antologien er skrevet af flere af mine gode kolleger og undertegnede - jeg har skrevet kapitlet med overskriften "Administration af informationsmodeller". Her beskriver jeg, hvordan digital byggeadministration og forvaltning medfører øget kompleksitet, idet bygherren effektivt skal kunne håndtere trivielle såvel som abstrakte teknisk-administrative spørgsmål og kontrollere fx metadata, datastrukturer, klassifikationer, standarder såvel som juridisk-administrative henvisninger til ydelsesspecifikationer, manualer, paradigmer - i form af bl.a. henvisninger til henvisninger, som i flere tilfælde foreligger i bilag til bilag. Artiklen tager afsæt i min ph.d. afhandling om digitalt byggeri, men baserer sig i øvrigt på (dokument)studier af offentlig byggeadministration og -forvaltning.

Læs introduktionen online: Antologi om faglighed og praksis i administrativt arbejde

Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2013). Administration af informationsmodeller. Administration: Faglighed og praksis i administrativt arbejde. H. M. Jacobsen. København, Akademisk Forlag: 187-216.

Artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv

I sidste uge udkom det seneste nummer af Tidsskrift for Arbejdsliv - med en artikel jeg har skrevet. Efter en proces, der alt i alt har strukket sig over næsten et år, er det selvsagt en stor tilfredsstillelse. I sammenfatning udforsker jeg i artiklen

"den samtidige tilblivelse af humane og nonhumane aktører i form af relationer mellem brugere, teknologier og arbejdets genstand. Der anlægges en analytisk tilgang, der baserer sig på symmetridoktrinen i ANT. Det empiriske afsæt er arkitektens og ingeniørens praksis, hvor man i disse år introducerer avancerede digitale værktøjer udviklet med henblik på at skabe 3D informationsmodeller, som anvendes til blandt andet visualisering, simulering og opførelse af fremtidige bygninger. Situationer kendetegnet ved modstand, sammenbrud og høj kompleksitet er udvalgt som anledning til at reflektere over, hvordan og med hvilke konsekvenser nævnte aktører co-emergerer. Afledte effekter af digitalisering fremhæves, og det diskuteres, om de humane aktører bringes i en mangeltilstand, idet informationsmodeller og de tilhørende objekter og teknologier kalder på en perfektion, der formentlig aldrig vil kunne indfries. Desuden rejses spørgsmålet, om brugerne tager teknologiernes logikker og begrænsninger på sig, og i stadigt højere grad ledes til at fungere på teknologiens betingelser." (cf. artiklens abstract)

Læs artiklen online: Virke i værknet – digitalt byggeri i Danmark 2007-09

Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2012). Virke i værknet. Tidsskrift for Arbejdsliv 14, 3: 76-93.

Nyt forskningsprojekt afslører paradokser og nye læringsformer ved digitalt byggeri

Mit forskningsprojekt er i dag omtalt på forsiden af DPU's hjemmeside - under aktuelt:

Når arkitekter og ingeniører går fra at tegne til at modellere flytter deres fokus sig. Ikke mindst skal de forholde sig til de nye digitale værktøjers logikker og i højere grad tænke med teknologien. I relation til læring betyder det, at forholdet mellem teknologier og brugere forskydes. Den læring, der sker i processen bliver en form for 'co-konfigurering', hvor værktøjer såvel som bygningsmodellerne bliver til i processen. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DPU, Aarhus Universitet.

Det er selvfølgelig godt at se, hvordan projektet omtales flere steder!

Managing Modelling

I morgen åbner konferencen ”Construction Matters” på CBS i København. Konferencen varer til og med fredag, og forskere og praktikere med interesse i og for ledelse, organisation og byggeri kommer fra nær og fjern. Det er professorerne Kristian Kreiner og Jan Mouritsens Center for ledelse i byggeriet (CLIbyg) der står bag konferencen, der senest fandt sted i 2008. Jeg har været med tidligere, og vil i igen i år, torsdag, den 6. maj mellem kl. 14.30 og 16.30, fremlægge et konferencebidrag med titlen ”Managing Modelling”. Artiklen er i overensstemmelse med konferencens spor 3, Management Practices and Digital Design, og Centerets overordnede interesse for ledelsesprocesser udarbejdet på basis af mit nyligt afsluttede Ph.d. projekt. Kort sagt udfolder jeg til lejligheden tre aspekter af ledelse og digitalisering:

• Managing Objects
  
• Managing the manning up and down (the scaling up and down, the zooming in and out)
  
• Managing time and work flow

Her vil jeg kun sige meget lidt om det første, nemlig hvordan forestillinger om objekter (digitale byggeklodser) leder en og anden på afveje, hvordan forholdet mellem arbejdere, værktøjer og digitale objektorienterede 3D modeller relationelle adfærd afføder effekter, som nok i noget omfang flyder fra intentioner. Hvad jeg siger, er at objekters multiple ontologier (høje kompleksitet, mangfoldighed, væren under tilblivelse – gør og gøres) gør dem vanskelige at håndtere, svære at lede. Hvad jeg spørger om, er i hvilken grad objekter leder eller ledes. Hvordan de gør og i praksis gøres; bliver til.
Objekter med en vis såkaldt intelligens er kort sagt afgørende elementer i en 3D bygningsmodel. Uden objekter, ingen model. Objekter associeres i og ved hjælp af værktøjer. Det foregår på en computer, i forskellige programmer, med forskellige grænseflader. Objekter, modeller og værktøjer håndteres af mennesker af kød og blod. I fysiske rammer, måske en gammel fabrik, der er bygget om så den i større eller mindre grad helt eller delvist repræsenterer tegnestuens æstetik. Sådan er scenen.

På torsdag er scenen en anden – konferencen holdes naturligvis i egne lokaler, i Kilen ved metroen på Solbjerget. Der vil være stole og borde sat på rækker, traditionen tro vil jeg posere på hvad der kunne være et mindre podium, og bag mig vil der være et lysende objekt – en kraftig lampe vil projektere billeder og tekst, bits og bytes, op på en hvid overflade. Velinformerede individer vil lytte til hvad jeg siger, hvorefter vi vil udveksle nogle overvejende engelske gloser.
Men nok om det – tegnestuens objekter må lede og selv lade sig lede. Det kan blive ledt, hedt. Oftest, når det brænder på, i dagene og måske uger før aflevering, når målkæder hopper af, modeller falder fra hinanden og objekter gør modstand, da er det ikke altid lige sjovt at være arkitekt, eller ingeniør, eller bygningsmodel, eller objekt. Eller måske er det – vi ved det ikke, mangfoldigheden i den forrige sætning er for voldsom, for heterogen. For hvordan kan jeg, vi, på en og samme tid, samtidigt sige noget om arkitekters, ingeniørers, bygningsmodellers og objekters væren (ontologi). Hvordan er det muligt at tale om objekter og ledelse, hvordan kan vi tale om objekter, således at vi forstår dem og dermed kan lede dem. Thi hvordan leder man noget man ikke forstår, eller måske endda misforstår. Er det værd at vide, hvordan modellering foregår, hvis vi ønsker at gøre os forestillinger om hvordan vi leder modelleringsprocesser; hvad betyder fx en computers processor, ja, aktørnetværkets processorkraft. Kunne man spørge således: Hvordan hvad som ledelse og modellering er?

Cetina taler om epistemiske objekter, Law og Singleton om objekters multiple ontologier, Latour om interobjektivitet. I byggeriet har man digitale 3D objekter, men hvad eller hvem er de? Hvor er de; hvor kommer de fra og hvor/dan bevæger de sig og hvorhen (ligger de så stille, eller gør de unoder)? Hvordan gøres de – hvor/dan forekommer deres undfangelse, udvikling, anvendelse, afvikling; bliver de vedligeholdt, tjekket, revideret, genanvendt og nok så væsentligt, og hvordan gør de – gør de noget ved os, ved arkitekturen, ved byggeriet, ved aktørnetværket, ved aktantværknettet? Spørgsmål der nok kan stilles, men dårligt og altid aldrig fuldt ud, endeligt. Jeg ser objekter som parametriske, virtuelle, digitale, eksplosive, effektfulde, krævende, uvidende og dog informerede, ofte overvægtige, klodsede aktører – endog, under tilblivelse, for evigt i udvikling. En gang sat i bevægelse, bevæger de og betvinger sig opmærksomhed. Vi leder efter dem, de leger skjul, tag-fat, vi må betvinge os dem. De vil ikke ledes, de leder, måske efter en ud/vej. De gør modstand: Du har nu 53 fejl, der ikke kan ignoreres, et større antal potentielle kollisioner, og du skulle have været færdig allerede i forgårs.

Her er et uddrag af teksten:

An apparently simple operation such as creating, modifying or deleting an object might be a reasonable starting point if you want to consider some of the complexities related to handling or managing objects. Objects might be created on an ad-hoc basis, imported into the building model from an object server, or e.g. copied from the Internet (as with most objects this is a potentially risky business); in some cases an object might be distributed on a homepage such as e.g. www.digitaleprodukter.dk, thus it has been made available by the company actually producing the physical building materials. Evidently objects come in several forms or qualities and from various sources, something that could very well be one of several reasons why modelling processes sometimes break down. Whereas one should think that the manufacturers own virtual 3D objects should be the best objects to apply, this is not necessarily the case – for two reasons. One is size – manufacturers own objects might be too detailed, in some cases you could more or less produce the object in question given the required manufacturing equipment was at hand. Too many details make the objects too heavy for the microprocessors to handle them efficiently. Another reason is that the virtual 3D objects very well might be marked by the producers’ specific brand – making them obsolete in relation to competitive bidding; EU regulations make the mention of specific products illegal.

An object is an item that can be removed; with/out it the model is another figuration. A building model is a relational figuration of objects that are linked to one and each other, it is a compilation of objects equipped with some kind of intelligence. Objects do not know much, however, they are progressively informed about their mutual connectedness, their parameters are continuously set, and reset. Remove an object, and others are supposed to dynamically fill in the gap. However, that kind of automation requires of users that they “think much, much, much more structured” (quoting an informant), and that they do not or at least, not everyone does, at once. In practice I observed how the acknowledged complicated operation of changing the datum of a building produced an excess of errors, giving reason to believe that objects had not been perfectly defined, assigned, anchored, connected; in practice they never are, nothing ever is – perfect. Increased levels of complexity produces increased levels of risk – and risk and what follows must be managed; the workers are likely to sit down and sort out the mess themselves. The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes in one place may have unforeseen consequences elsewhere. It take a lot to stay on top of it, to keep a smooth operation running.

Det var et længere uddrag , men mere er der ikke. Jo, der er meget mere at sige, men så må du komme, og gerne lytte, lidt. Det er her og nu, her og der, i dag, i morgen, everywhere, with everyone, forever, aldrig voksen.
Led, ledere, ledest. Eller når værktøjerne er suiter, suiter af digitale applikationer, programmer, stykker software. Når aktører undersøges symmetrisk. Når aktørerne er arbejder, værktøjer og modeller. Når modeller og objekterne føjes, i værktøjer, der ikke er mine eller dine, men deres. Når programmet ikke er mit, men deres – hvems, hvor er det. Når vi, de ikke er alene. Oftest får de intelligente 3D objekter følgeskab af uintelligente eller endog døde, flade 2-dimensionelle streger (de udtrykker blot længde x bredde). Det er én om året. Mindst et nyt værktøj, et ny grænseflade, en intellektuel teknologi, det er en eller flere kognitive artefakter. Populært sagt: Revit 2007, 2009, 2010, og 2011. Fire versioner, på fire år. Den er hård, leder.

Virtual demolition and stillborn data - Tools, workers and models

I morgen afh9lder netværket Virtual Worlds Research et heldagsseminar med titlen "Virtual Buildings and Cityscapes as communication technologies in the making". Jeg er inviteret til at tale om mit forskningsprojekt, særligt de aspekter der vedrører visuel kommunikation og virtuelle bygningsmodeller.

Som det fremgår af overskriften, tager jeg udgangspunkt i et af de adskillige paradokser jeg er stødt på i forbindelse med mine observationer i praksis, nemlig virtuel nedrivning af endnu ufærdige 3D bygningsmodeller. Blandt andet vil jeg forsøge at illustrere hvad det er der sker, når de nye 3D modelleringsværktøjer møder praksis, herunder begrænsninger i form af processorkapacitet eller kort og godt regnekraft - trods det forhold, at man eksempelvis har etableret renderingsfarme og installeret simuleringsservere.

Jeg ser frem til en spændende dag, ikke mindst glæder jeg mig til Odilo Schochs og Anders Hermunds demonstration af kolloborative virtuelle arbejdspladser til arkitektonisk design.

Digitaliseringsstafet

Implementeringsnetværket og BIM byen har i fællesskab sendt en digitaliseringsstafet i cirkulation mellem såkaldte eksperter, og i forrige uge endte den hos mig - beæret og samtidigt bekymret overtog jeg stafetten efter Peter Hyttel Sørensen, CAD chef ved CF Møllers tegnestue i Århus.

Med stafetten følger en række spørgsmål, som man skal svare på - og det har jeg selvølgelig gjort. Svarene kan læses både på hjemmesiderne for dels Det Digitale Byggeri, dels BIM byen.

Samtidigt har jeg formuleret nogle nye spørgsmål, og de lyder:

• Hvis de virtuelle objekter var udstyret med intelligens, hvad ville de da tænke?
  
• Hvis bygningsmodellen kunne tale, hvad ville den da sige?
  
• Hvis de digitale værktøjer kunne handle, hvordan ville de da agere?
  
• Hvis objekter, modeller og værktøjer er dumme, fåmælte, handlingslammede, hvad fordrer det så af byggeriets humane agenter?
  

Stafetten er givet videre til Katrine Lotz, ph.d. og adjunkt på KARCH.

Managing Modelling

I år, i maj, er det den grande finale. Her lukker Center for Ledelse i Byggeriet efter i omkring 4 år at have leveret "ilt til en branche, hvis problemfyldte praksis hidtil er blevet kritiseret ud fra idealiserede billeder". Den store finale er en international konference, hvor blandt meget andet følgende tanker vil blive udfoldet. Du kan her læse mit udvidede abstract til et working paper, som vil blive præsenteret på konferencen. Titlen er, som angivet, Managing Modelling:

The mandated introduction of 3D object based modelling in Denmark as of 1 January 2007 sparked, at least for some architects and consulting engineers, a transition from drawing to modelling, from CAD to BIM, from two to three dimensional design processes. Various spokes persons saw or articulated the transition as a “revolution”, a “shift of paradigm”, or a “new way of thinking”. Given the hype about BIM (Building Information Modelling) I welcomed, during the second half of 2007, the unique opportunity to observe and study the design, the partial becoming of a specific building information model and the partial emergence of building information modelling processes. In fact, the processes that I followed were the simultaneous becoming of tools, organisational routines, and users as well as the building information model and modelling methods, in sum, the managing of modelling.

Taking a process view (Clegg, Kornberger et al. 2005; Hernes 2008) on practice based studies (Gherardi 2009) calls, in this case, for a sensibility to enactments and performances, for the specific and provisional as well as multiplicity and fractal overlaps, for non-coherence, for contradictory and sometimes controversial associations and relations between non/human actors – i.a. humans, tools, objects, organisational routines (Law 2004; 2007), yet pragmatic approach to describing and analysing representations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1991): 215) as well as dynamic, recurrent, unfolding relations (Emirbayer 1997).

Asking, among others, how drawing and modelling practices are combined and, to that end, examining how building model, modelling practices, tools, actors and organisational routines become, I draw on but a few, yet paradigmatic episodes where the design process appears rather tangled; describing the far-stretching (rhizomatic, i.e.) ethno-epistemic assemblage (Irwin and Michael 2003) of but a few specific enactments of the building information modelling process may illustrate just how difficult it is, in practice, to manage relational effects associated with modelling. Indeed, taking up the idea that BIM – like e.g. the similarly flawed wide-spreading technological systems within health care (the Electronic Patient Journal, i.e.)(Jensen 2004; Svenningsen 2004) – is a technology in the making, might stress just the how tricky it is to manage, to manage something that is fluid, partially dis/connected, not one, but less than many (Law and Mol 2002; Mol 2002)). Furthermore, “management” (which in this case must be determined empirically, in non a priori terms, i.e.) becomes bi- or even multi-directional, because the suite of object-based, digital modelling tools that architects, engineers, technical assistants and others employ, seem to dis/organise or (re)structure the design processes. (At least some of) The effects of object-based modelling are hard to manage – but what are the effects, how do we come to terms with modelling.

(Potential) Cases - Managing Modelling

Managing objects. Knowing about objects is central to BIM. The relation between hardware, applications, models and virtual building objects is delicate in several ways: Objects are tricky, objects are demanding, objects must be developed (ad hoc), applied, stored and re-used. Ideally objects should be subject (sic) to some kind of quality assurance, validation, but more often than not, they are not… Yet, objects are knowledge mediators, supposed to act intelligently. Worst of all, virtual objects are often heavy and don’t always act as expected (unless we expect them to slow down the design processes and to mess up our business). Observations of modelling in practice and interviews emphasise just how (non)trivial the handling of objects is.

• The apparently simple operation – moving, modifying or even deleting an object - may last several seconds; and users do it all time, again and again.
  
• The acknowledged complicated operation, e.g. changing the datum of a building, may produce an excess of errors wherever objects were not perfectly defined, assigned, anchored
  
• The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes may have unforeseen consequences elsewhere
  
• Objects slowing down the processor’s capacity may force users to review the building model – and thus entirely remove objects that are not strictly necessary or replace them with symbols – in a transition from 2D to 3D and back again...
  

Managing work flow: 3D objects slow down even the biggest and fastest computers, simulation servers or visualization farms; where we expected re-use of data we may observe virtual buildings being torn down long before physical completion. The relation of heavy weight virtual objects and fast, but never fast enough computers, has effects on users’ capacity to plan e.g. when they begin a specific job – unless of course, it should be have been finished even before they got it… In the case of visualization of design or simulation of e.g. the interior climate of the future building users need to think ahead and plan what to do next, once their PC is busy rendering an illustration for a project. It may take hours, if not the whole night. And the job may go wrong – time will tell.

Managing intelligent objects and straight lines. Architects go by the looks. Not only the aesthetics aspects are important - plans, elevations and incisions must be in accordance with industry standards or legal proceedings is a likely outcome. From that follows that the 3D model need some elaboration, post 3D modelling, i.e. Combining intelligent objects with what has been referred to as “dead lines” (in English I think “straight lines” works better) may very well produce nice drawings, but whenever the combination is associated with IFC, the Industry Foundation Classes, the dead lines do not exchange – at least not correctly, across platforms or proprietary applications. Problems exchanging data across platforms is a well known issue within and beyond construction, however, given the numerous digital tools and suites applied across the design process require more checks, more and more time seem to go into controlling whether or not the technology performed a given operation correctly; users may have to check e.g. whether or not the number of doors, pillars or cubic meters of concrete translated according to expectations – and explain deviations.

Adding up data. We know from Yaneva’s studies of Koolhaus’ practice (Yaneva 2005; 2009) that all that architects know about a building is the adding up of data. At the time Yaneva observed the becoming of the NewWhitney, CAD was still the leading and preferred design tool, but in the sense of adding up data BIM is not that different; there is only more adding up data than ever because, as I have learned, the additional third dimension (the height as in the Euclidian space) requires at least one more parameter to be defined, namely the objects relative position in the model – to what does it anchor. In the case of BIM, objects are virtual, parametric building blocks, yet they must be handled with care. Not that they are fragile, rather they are potentially explosive or, at least, their effects on the design process may prove rather harmful.

Manning up and down. At time of writing I dare say that two parallel practices co exist: CAD and BIM. This is one way of understanding how drawing and modelling practices combine. The co-existence of those two practices adds additional stress on the handling of e.g. human resources, not least whenever project teams need reinforcement to meet milestones, client demands etc. The association of CAD, BIM, limited human resources (in number and competence-wise) and tight deadlines may have unfortunate effects on the day-to-day management and organisation of teams and projects – creativity in design and architectural quality risk being traded for narrow technical capabilities; this, on the other hand, allows for otherwise peripheral actors’ inclusion in the community.

Draft conclusion

BIM was introduced to boost productivity in the construction industry, among other things by allowing for extended re-use of data (objects). In practice, this case study shows, objects or data are hard to re-use and sometimes they are stillborn and hence they must be removed from the model. In the ongoing, practical processes users, tools, architecture as well as work methods and routines are continuously shaped, becoming; how to manage a technology in the making, when the socio-material effects of its becoming are (necessarily) unpredictable. Digital 3D construction holds many promises but in practice the relational effects following from the introducing of BIM tend to propagate in various, sometimes unforeseen directions – making modelling hard to manage.

Litterature

Clegg, S., M. Kornberger, et al. (2005). "Learning/Becoming/Organizing." Organization 12(2).
Emirbayer, M. (1997). "Manifesto for a Relational Sociology." The American Journal of Sociology 103(2): 281.
Gherardi, S. (2009). "Introduction: The Critical Power of the 'Practice Lens'." Management learning 40(2): 115-128.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Irwin, A. and M. Michael (2003). Science, Social Theory and Public Knowledge. Madienhead, Berks, Open University Press/McGraw-Hill.
Jensen, C. B. (2004). Researching Partially Existing Objects:. Working Papers from Centre for STS Studies. P. Lauritsen, S. K. Madsen and F. Olesen., The Faculty of Arts, University of Aarhus.
Latour, B. (2006 (1991)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Law, J. (2004). After method – mess in social science research. London
New York, Routledge.
Law, J. (2007). Pinboards and books. Education and Technology. D. W. Kritt and L. T. Winegar. Lanham, Lexington Books: 125-150.
Law, J. and A. M. Mol (2002). Complexities – social studies of knowledge practices. Durham
London, Duke University Press.
Mol, A. (2002). The body multiple: ontology in medical practice. Durham, Duke University Press.
Svenningsen, S. (2004). Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde på sygehuse. København, Handelshøjskolens Forlag.
Yaneva, A. (2005). "Scaling Up and Down: Extraction Trials in Architectural Design." Social Studies of Science 35(6): 867-894.
Yaneva, A. (2009). The Making of a Building: A Pragmatist Approach to Architecture. Oxford, Peter Lang AG.

Synopse, (ex) ante

Den digitale revolution i architectura

Jeg vil her give en kort redegørelse, for det der er min afhandling under udarbejdelse. Afhandlingens fulde titel er ”Læring i aktør-netværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09”. Med titlen betones teori såvel som praksis – det forskningsmæssige, læringsteoretiske og metodiske ståsted såvel som det empiriske afsæt. Afhandlingens omdrejningspunkt er i punktform læring, aktør-netværk(steori), digitalisering, byggeri.

I afhandlingen udvikler jeg en forestilling om ”læring i aktør-netværk” . Udgangspunktet er klassisk – teorier om organisatorisk læring, lærende organisationer, praksisfællesskaber, situeret læring, etc., men retningen er informeret af nyere læringsteorier og retninger, der blandt andet stiller spørgsmål ved vante opfattelser af blandt andet individet som kilde til handling og subjekt for læring, cartesianske dualismer og metafysiske betragtninger. Det er derfor passende allerede på nuværende tidspunkt at kaste lys over begrebet – kort sagt sætte det i perspektiv, positionere dét, og dermed afhandlingen. Selvsagt skal jeg ikke allerede på nuværende tids-punkt, i indledningen, udfolde de forskellige læringsteoretiske / associationssociologiske eller analysestrategiske retninger som jeg i afhandlingen forsøger at inkludere / trækker på, blot skal jeg nedenfor illustrere, hvad der er i vente, og hvilke spørgsmål jeg brydes med.

Kort sagt vil jeg med afsæt i en konkret case, og mere generelt i form af brancheobservationer i øvrigt, i løbet af de kommende mange sider beskæftige mig med byggeriet, med digitalisering af byggeriet – byggeriet og dets non/humane aktører er aktør-netværket. Særligt skal vi se nærmere på hvad digitaliseringen synes at have af effekter for aktørernes hverdag, de situerede, partielt forbundne metoder, processer og rutiner, der er knyttet til virksomheden, det at skabe arkitektur / projektere et fremtidigt byggeri. Ved hjælp af eksempler og kasusberetninger beskri-ver jeg dels hvad det kræver af viden og kunnen at arbejde objektorienteret (forklaring følger), dels hvordan de non/humane aktører i byggeriets indledende faser håndterer udfordringen med henblik på at navigere kompetent i den nye, digitalt udfordrede praksis. Jeg belyser med andre ord læringens hvad og hvordan i kraft af en særlig praksis. Måden, metoden eller den sensibilitet med hvilken denne praksis undersøges, er grundlæggende baseret på aktør-netværksteori (meget mere følger også om dette). Og praksissen, byggeriet, er grundlæggende en praksis der siden år 25 før vor tidsregning er kendt under betegnelsen architectura, ingeniør- og arkitektarbejder:

”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of ma-terials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)

Når architectura udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, så burde det allerede nu være klart, at der er tale om en sammensat (heterogen, socio-materiel) praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtiden, samtidens digitaliseringsbestræbelser. Architectura er på den ene side et fag, eller altså en ”body of knowledge”, med årtusindgamle traditioner, og på den anden side en praksis, der efter sigende er udsat for intet mindre end en revolution:

"Digitalisering er en så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, ned-brydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: Now is the time. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)

Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det centralperspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i for-bindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et fravalg af fremtiden (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolutionen eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører på forskellige vis er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ.

Overblik over afhandlingens kapitler

Med denne meget korte introduktion til afhandlingens helt overordnede ambition samt afgjort summariske fremstilling af digitaliseringen af byggeriet som en revolution (med mere), vender jeg mig i det følgende mod et mere fyldigt resume af, hvad afhandlingen som sådan har at byde på. Ambitionen er at skabe overblik og indføre læserne – i et forhåbentlig tilgængeligt sprog – i afhandlingens overordnede pointer og problemstillinger, herunder tilvejebringe en

• umiddelbar fremstilling af det lærings- og organisationsteoretiske landskab (aktivitets-økologien), som i varierende omfang er søgt erobret (positionering)(a.)
  
• forforståelse for / accept af analysestrategien / metodeansamlingen, som den er udarbej-det og som den foreligger (for nuværende)(LAN)(b.)
  
• række præliminære, grundlæggende betragtninger over det empiriske felt, kasus, praksis-sen (architectura)(c.)
  
• plausibel argumentation for valget af afhandlingens empiriske nedslag / beskrivelser; formålet er at begrunde hvordan de i denne afhandling udforskede betragtninger om læ-ring i et aktør-netværk kan tænkes at bidrage til at styrke ikke mindst arbejdslivsforsk-ningen i læring og organisering ud fra en associationssociologisk / empirisk metafysisk, post-human, im/materiel position (relevanskriterie)(b.).
  

Kapitlet er i sin helhed, cf. overskriften ”synopse”, at betragte som et skriftligt oplæg, en kon-trakt for afhandlingen i sin helhed – et manuskript. At ’manuskriptet’ er udarbejdet efter at have produceret omkring 200 siders kladde (eksklusiv bilag) samt 700 siders transskriberet inter-view, styrker kun denne synopse, det første af afhandlingens centrale kapitler, de øvrige følger af ovennævnte liste (ad a-d). Fremstillingen er med andre ord en læsevejledning, og en orientering om hvordan forskellige kapitler, trods deres respektive udformninger, er tænkt som et samlet hele, som et udkast til den endelige afhandling.

Positionering (aktivitetsøkologien)

Denne ph.d.-afhandling handler om læring, om læring i aktør-netværk. Den handler om tilblivelsesprocesser, om det at skabe et byggeri, ved hjælp af 3D objekt-baseret modellering, ved hjælp af bygningsinformationsmodellering (BIM), ved hjælp af ny teknologi, og om samtidigt, parallelet hermed at gen/skabe sig selv i mødet med teknologien. Den handler om hvad aktørerne gør med teknologien og hvad teknologien gør ved os – om relationen mellem non/humane aktører, om associationer og relationelle effekter. I nøgleordsform handler de næste mange sider om læring, om praksis, om forskellige non/humane aktørers gøren og laden, om relationelle kompetencer, om informations- og kommunikationsteknologi og begrebet digitalt byggeri, om tilblivelser, stabiliseringer, translationer, om grænseløse organisationer og aktør-netværk, om hvordan BIM gøres og hvad det betyder for læring – om læringens evige hvad og hvordan: Hvad er det værd at vide og hvordan kommer man (de non/humane aktører) i berøring med denne indsigt.

ANT er som bekendt ikke er en læringsteori, ej heller en pædagogisk teori, men måske frem for alt en teori om viden, handlen (agency) og maskiner (materialitet) og, nota bene, en teori om magt (Fox, forthcoming). Jeg spørger i den sammenhæng: Gør det noget, at ANT ikke er en læringsteori – for hvordan så tænke, forstå, beskrive, analysere, tolke læring eller læreprocesser og hvordan definere, udgrænse, udforske læring, læring i aktør-netværk, spørger, er læringen individuel, organisatorisk, social, behavioristisk, pragmatisk, situeret, materiel, distribueret, kognitiv, systemisk...

Jeg svarer, ja og nej, både og, enten eller, og både og og / eller enten eller, ikke, kort sagt, ja og nej og tænker så: Er læring tilblivelse, becoming? Er læring væren, proces, doing. Er læring translation (hybridisering, mediering, cirkulation, association eller måske ordning)? Er læring relationel? Og er læring effekt?

Metodeansamling (analysestrategi)

Læringsbegrebet søges udfordret i kraft at aktør-netværksteoriens symmetridoktrin, herunder forestillingen om at bedrive symmetrisk antropologi, associationssociologi, empirisk filosofi. Kort sagt forsøger jeg, i det mindste i udgangspunktet, i beskrivelser, analyser og diskussioner af læring og udvikling i praksis, at betragte og desuden behandle enhver entitet eller artefakt, enhver aktør eller aktant, enhver af de non/humane relationer og deraf afledte socio-materielle effekter, ens: Læring er ikke forbeholdt individet, læringen er – som eksempelvis Hutchins’ kognition, distribueret mellem allehånde entiteter, mellem associationer mellem non/humane aktører. Læringsbegrebet er altså som sådan, i udgangspunktet posthumanistisk, det er til forskel fra – men ikke nødvendigvis i direkte modsætning til – psykologiske, individualistiske, behavioriske eller eksempelvis sociale læringsteorier, socio-materielt. LAN er teori om læring i aktør-netværk; hvor aktørerne er netværket, og netværket er aktørerne... Hvor alt der eksisterer, som er, er aktører, relationelle effekter af aktivitet og associationer, translationer.

Til forskel fra – men ikke i decideret modsætning til eksempelvis læring i grænseløse organisationer, læring i praksisfællesskaber, situeret læring – er læring i aktør-netværk topologisk udstrakt, hinsides tid og sted. I LAN spiller materialiteten en (aktiv) rolle, medens fx analyseenheden ikke på forhånd er givet, den gøres i praksis, den er flydende og formes i processen, såvel som de øvrige aktører.

Praksis (architectura)

Afhandlingen baserer sig overvejende på et konkret case materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil. Ved at opspore de non/humane aktørers veje og vildveje, ved at følge, rekonstruere og beskrive transla-tioner, bevægelser og forviklinger er det ambitionen at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at betragte læring, læring i aktør-netværk. I aktør-netværksperspektivet anerkendes alle aktører – herunder også de im/materielle, her er agenterne socio-materielle effekter, relatio-nelle effekter. Her handler im/materialiteterne, her er kognitionen distribueret, her er intentioner, meninger, med mere (fx det vi tager for givet), givet frit lejde – i hvert tilfælde indtil det modsatte måtte være bevist. Det er til tider – og over næsten to hundrede sider – en udfordring ikke ind imellem (selv) at tage tingene for givet, fx at man først er lille, og så bliver stor, at kompetencer er noget vi – har, at læring er et individuelt, psyko-dynamisk forehavende, at objektet er singulært, etc. Det er en anstrengende, vanskelig og risikofyldt øvelse at undersøge multiplcitet, flertydighed, modsætninger, spændinger, forskelle, ambivalenser, at inddrage im/materialiteten og fx forsøge at sætte sig i det andets sted… Hvad vigtigere er – what’s in it, for dig, mig, for forskningen, og ja, for aktør-netværket?

LAN (appliceret)

I og med at casen er konkret, baseret på faktiske, reelle hændelser i praksis, afspejler afhandlingen af gode grunde denne praksis – blandt andre arkitekters, rådgivende ingeniørers, bygherres, softwareleverandørers praksis og feltet vil, alt andet lige, have en interesse i at se deres hverdag beskrevet, analyseret og diskuteret – i denne, altovervejende skriftlige fremstilling (billeder i bilag, audio-visuelle data på DVD). Nærværende tekst er ingen konsulentrapport, den hverken foreskriver eller foregøgler at kunne forløse BIM-praktikerens ikke/trivielle udfordringer, den giver som sådan ingen svar på, hvad eller hvordan man så nu bør sætte sig for at lære at BIM’me. Og alligevel – måske gør den. Ambitionen om at udvikle en praksisteori om læring i aktør-netværk bringer mig (og dermed forhåbentligt også læseren) så relativt tæt på praksis og samtidigt så vidt omkring i samme, at den der ønsker at forstå hvordan en u/bestemt, ufærdig teknologi forbinder sig med og dermed endvidere forbinder forskellige non/humane aktører i ulige krydspunkter i flatland, i aktør-netværket (byggeriet), med fordel kan orientere sig i de kasusberetningerne, som de er fremelsket i kapitel 4. Hvor denne afhandling imidlertid skal kvalificere undertegnede til titlen philosophiae doctor (ph.d), er ambitionen at bidrage til hvad jeg hørte to frankofone kolleger betegne som aktivitetsøkologien, til forskerkollektivets viden om læring på arbejdspladser, til organisering og læring.

Således er det tid til at spørge, denne gang anderledes, men tilsvarende uinformeret: Kan jeg grounde en teori om læring i aktør-netværk, der på den ene side – baseret på empiriske data, i.a.

• behandler non/humane aktører ens
  
• undersøger de relationelle effekter af socio-materielle associationer i praksis
  
• anerkender materialiteten
  
• i et eller andet omfang tildeler non-humane aktører intention, magt, handling
  
• bortser fra a priori eller meta-fysiske opfattelser af hvad der er rigtigt og forkert, inde / ude, mikro eller makro, etc.

og som, på den anden side, samtidigt trækker overvejende lærings- og organisationsteoretiske forskningsregimer?

Og svare, foreløbigt, ”ja”. Det vil sige, det tror jeg. For jeg tænker (endnu), fx, hvad skal BIM – som aktør – kunne / vide / lære for at stabilisere / ordne / mobilisere netværket. Og retter ind - det er ikke bygningsinformationsmo-dellen der lærer, det er aktør-netværket, der lærer – eller hvad:

• Hvad lærer det, aktør-netværket, og hvordan
  
• Kan jeg sige noget om det
  
• Kan jeg gøre den fortælling interessant, vedkommende, videnskabelig (metodologisk / analysestrategisk) sand, relevant - har mit narrativ nogen relevans for aktivitetsøkologien, for de felter jeg tidligere har nævnt.

Bemærk, at disse spørgsmål og hvad der ellers er undersøges i de kommende kapitler (som også er ved at blive formuleret, og som altså ikke er tilgængelige her).