Jeg har hen over sommeren og i efteråret 2016 haft en mindre 'samarbejde' med Statsforvaltningen og firmaet cBrain, idet jeg og en håndfuld kolleger fra Institut for Ledelse og Forvaltning samt KA, og sammen med repræsentanter for disse to organisationer, har udviklet en efter sigende eksemplarisk eksamensopgave :-)
Der er tale om en delvist videodokumenteret eksamenscase. Casen indeholdte fire overordnede spørgsmål, som skulle besvares ved at kombinere teorier fra undervisningen med empirisk materiale i form af bilag og nævnte præsentationer, der altså foreligger som godt tre timers let redigeret videooptagelse af den slags, der kan bruges i undervisningsøjemed: Perfekt billed- og lydoptagelse af den eller de, der taler, kombineret med direkte skærmoptagelser af alt, som vises på oplægsholdernes PC, hvad enten det er en live demonstration eller slides, der vises på storskærm.
Det var og er et godt materiale, som gav anledning til at mange studerende erkendte, at digitalisering i offentlig administration, service og forvaltning (digital forvaltning) ikke altid er svært, ikke altid ender med en fiasko, men så sandelig også er en yderst krævende øvelse. Medbetjening i Statsforvaltningen var og er en super case, som viser, at digitalisering giver mening. Det er en case, der viser, at arbejdet med at digitalisere med henblik på at effektivisere faktisk er en mulighed.
Casen viser samtidigt, og det er for mig at se i sammenhængen hvis ikke afgørende, så vigtigt, at digitalisering af administrativ praksis er komplekst... Det er en længerevarende proces, som ikke nødvendigvis har et tydeligt start- eller slutpunkt, det er proces, som skriver sig ind i en større sammenhæng, som er historisk, Statsforvaltningens case om digitaliseret og delvist automatiseret medbetjening på ægteskabsområdet er en case, som jeg sjældent glad for, tilfreds med og stolt af, at have udviklet. Den foreligger i en lettere fragmenteret form, og skal ikke vises her. Casen er i første omgang ene og alene en eksamensopgave, men den udgør desuden et undervisningsmateriale, der samlet set har en høj kvalitet.
Medbetjening i Statsforvaltningen er Statsforvaltningens case, det er projekt, som jeg ikke har noget ejerskab over eller nogen rolle i - i øvrigt, jeg kan eller skal på ingen måde drages til indtægt for Statsforvaltningens digitaliseringsindsats. Casen var allerede, til dels, udarbejdet af digitaliseringschefen i Statsforvaltningen - og dennes medarbejdere. Jeg var bare med, da den første gang blev vist i marts måned i år i Århus på konferencen Offentlig Digitalisering. Herefter har jeg udelukkende forsøgt at få genopført og, ikke mindst, videodokumenteret præsentation (Statsforvaltningen) og demonstration (cBrain), ved at invitere til og trække på ressourcer PH Metropol, og som nævnt i samarbejde med nære kolleger, udarbejde en eksamensopgave.
Ja, men nok om det.
Viser opslag med etiketten læring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten læring. Vis alle opslag
26 november 2016
31 oktober 2012
Artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv
I sidste uge udkom det seneste nummer af Tidsskrift for Arbejdsliv - med en artikel jeg har skrevet. Efter en proces, der alt i alt har strukket sig over næsten et år, er det selvsagt en stor tilfredsstillelse. I sammenfatning udforsker jeg i artiklen
Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2012). Virke i værknet. Tidsskrift for Arbejdsliv 14, 3: 76-93.
"den samtidige tilblivelse af humane og nonhumane aktører i form af relationer mellem brugere, teknologier og arbejdets genstand. Der anlægges en analytisk tilgang, der baserer sig på symmetridoktrinen i ANT. Det empiriske afsæt er arkitektens og ingeniørens praksis, hvor man i disse år introducerer avancerede digitale værktøjer udviklet med henblik på at skabe 3D informationsmodeller, som anvendes til blandt andet visualisering, simulering og opførelse af fremtidige bygninger. Situationer kendetegnet ved modstand, sammenbrud og høj kompleksitet er udvalgt som anledning til at reflektere over, hvordan og med hvilke konsekvenser nævnte aktører co-emergerer. Afledte effekter af digitalisering fremhæves, og det diskuteres, om de humane aktører bringes i en mangeltilstand, idet informationsmodeller og de tilhørende objekter og teknologier kalder på en perfektion, der formentlig aldrig vil kunne indfries. Desuden rejses spørgsmålet, om brugerne tager teknologiernes logikker og begrænsninger på sig, og i stadigt højere grad ledes til at fungere på teknologiens betingelser." (cf. artiklens abstract)Læs artiklen online: Virke i værknet – digitalt byggeri i Danmark 2007-09
Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2012). Virke i værknet. Tidsskrift for Arbejdsliv 14, 3: 76-93.
09 maj 2012
Fyraftensmøde - Læring- og it-netværket
På mandag (14. maj 2012) lægger jeg op til debat om læringsmæssige udfordringer ved ibrugtagen af nye it-systemer. Debatten finder sted i regi af Læring- og it-netværket og afvikles som et fyraftensmøde. Overskriften for mødet er "kneb eller læring".
Kneb (work arounds) synes i arkitektens og ingeniørens praksis at være en almindelig anerkendt tilgang, når it-systemers modstand skal håndteres. Det er også en måde at lære på, at blive til på - når brugerne udvikler forskellige kneb, greb, genveje eller work arounds sker der på et og samme tidspunkt det, at software programmer stilles eller tunes, at brugerne bliver kompetente på et lidt højere niveau, og endelig at den arkitektoniske bygningsmodel så at sige tager form. Udgangspunkt for at fokusere på dette spørgsmål er observationer og interview med medarbejdere på landets arkitekt- og ingeniørtegnestuer, hvor nye 3D modelleringsværktøjer i disse år tages i anvendelse. Blandt de spørgsmål, som jeg har lovet at berøre, er følgende:
Kneb (work arounds) synes i arkitektens og ingeniørens praksis at være en almindelig anerkendt tilgang, når it-systemers modstand skal håndteres. Det er også en måde at lære på, at blive til på - når brugerne udvikler forskellige kneb, greb, genveje eller work arounds sker der på et og samme tidspunkt det, at software programmer stilles eller tunes, at brugerne bliver kompetente på et lidt højere niveau, og endelig at den arkitektoniske bygningsmodel så at sige tager form. Udgangspunkt for at fokusere på dette spørgsmål er observationer og interview med medarbejdere på landets arkitekt- og ingeniørtegnestuer, hvor nye 3D modelleringsværktøjer i disse år tages i anvendelse. Blandt de spørgsmål, som jeg har lovet at berøre, er følgende:
- Hvordan individ og organisation lærer i praksisser og bliver til som følge af komplekse relationer mellem både menneskelig og ikke-menneskelige aktører?
- Hvilke læringsformer er på spil, når nye, komplekse teknologier bliver taget i brug?
- Hvad er det, der lærer, når der læres?
- Hvorfor og hvordan opfindes og anvendes ’kneb’?
15 juni 2011
Nyt forskningsprojekt afslører paradokser og nye læringsformer ved digitalt byggeri
Mit forskningsprojekt er i dag omtalt på forsiden af DPU's hjemmeside - under aktuelt:
Det er selvfølgelig godt at se, hvordan projektet omtales flere steder!
Når arkitekter og ingeniører går fra at tegne til at modellere flytter deres fokus sig. Ikke mindst skal de forholde sig til de nye digitale værktøjers logikker og i højere grad tænke med teknologien. I relation til læring betyder det, at forholdet mellem teknologier og brugere forskydes. Den læring, der sker i processen bliver en form for 'co-konfigurering', hvor værktøjer såvel som bygningsmodellerne bliver til i processen. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DPU, Aarhus Universitet.
Det er selvfølgelig godt at se, hvordan projektet omtales flere steder!
31 maj 2011
Læring i aktørnetværk, Introduktion
Det følgende er en gengivelse af kapitel 1 i min Phd-afhandling, hvis fulde titel er "Læring i aktørnetværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09". Som det fremgår, er det en introduktion. Phd-forsvaret finder sted på DPU, AU i København fredag, den 10. juni kl. 9-12 (se mere nedenfor).
Denne afhandling handler frem for alt om arkitektens, bygningskonstruktørens, ingeniørens og de tekniske assistenters daglige omgang eller interaktion med de til deres fag hørende applikationer, herunder særligt en familie af applikationer, intellektuelle teknologier eller bare ’værktøjer’, nemlig de suiter af nyere informations- og kommunikationsteknologiske, objektorienterede 3D modelleringsværktøjer, som i disse år i stigende grad indtræder i relation med tegnestuens øvrige aktører, humane såvel som nonhumane – helt og delvist, frivilligt eller tvunget. I relation hertil undersøger jeg, hvad disse suiter af værktøjer kan og måske endnu ikke kan, og hvordan de gradvist tages i anvendelse, ’implementeres’. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, hvordan værktøjerne modtages af omgivelserne og hvordan de samtidigt delvist tilegner sig disse, hvordan værktøjerne eksempelvis udfordrer, modificerer, medierer, formidler og ultimativt bringer blandt andet brugere, arkitektur, infrastrukturer, beslutningsgange, rutiner og metoder i affekt – samtidigt med at de selv fx tunes, stilles, justeres, omprogrammeres, diskuteres, afprøves, testes, afvises, omfavnes, virker og ultimativt, bliver til.
I forhold til dette, har jeg, jævnfør titlen, valgt at fokusere på, hvordan læring kan forstås ud fra en aktørnetværksteoretisk position. Det leder mig til at undersøge, beskrive og analysere lidet håndgribelige processer, og dermed granske konkrete, faktiske, situerede handlinger i praksis. Læring, som tilblivelse, er det begreb, som jeg teoretisk og analysestrategisk forholder mig til, når jeg i øvrigt beskæftiger mig med det, som aktørerne foretager sig. Interessen gælder, hvordan de humane såvel som nonhumane aktører bliver til, når de gør, hvad de gør – når de enacter og performer tredimensionelle, objektorienterede bygningsinformationsmodeller, når de gør arkitektur, når bygningsmodellen emergerer, bliver til. Interessen gælder læring, som tilblivelse, men hermed ikke være sagt, at enhver form for tilblivelse er at sidestille med læring – sondringer er af gode grunde væsentlige, når man som her anlægger en procesfilosofisk tilgang, hvor alt er proces, hvor processen går forud for produktet, der således gen/skabes i processen, bliver til. Læring er proces, men ikke enhver proces er læring.
Mit udgangspunkt er registreringer inden for den del af byggeriet, hvor fremtidige bygninger designes, tegnes og modelleres digitalt – inden de opføres, fysisk. Mit empiriske materiale er med andre ord indsamlet i og omkring arkitektens henholdsvis den rådgivende ingeniørs praksis (generisk udtrykt). Når jeg beskæftiger mig hermed, er det fordi, at netop disse praksisser er under pres. Presset kommer flere steder fra, ikke mindst inddrager byggeriets talsmænd nævnte modelleringsværktøjer som et argument for, at måden arkitekturen gøres på, må ændres, eller udvikles, om man vil det så. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi har afstedkommet en mulighed for at modellere bygninger ved hjælp af parametrisk definerede objekter – virtuelle elementer, der samles med henblik på at producere retvisende og anvendelige repræsentationer (i.a. ”plan, snit og facade”) af et fremtidigt byggeri, bygnings-modeller, der anvendes primært for at visualisere og simulere en bygnings fremtidige funktioner.
Som sagt er jeg optaget af begrebet læring, hvilket jeg grundlæggende undersøger ud fra en forestilling om tilblivelse, sociomateriel eller, for så vidt at bygningsmodellen og dens objekter ikke er andet end digitalt eller symbolsk tilstedeværende, socioimmateriel tilblivelse. Jeg er optaget af processer, oftest dem man overser eller ignorer, fordi de synes (eller måske er) ubetydelige. Jeg fremhæver enkelte og ofte meget specifikke situationer, frem for andre. Blandt en nærmest ubeskrivelig eller uendelig mangfoldighed af hændelser, fokuserer jeg på relativt få – som jeg til gengæld forsøger at analysere forholdsvist minutiøst. Jeg kunne også udtrykke det således, at jeg interesserer mig for ’virksomheden’ – det at skabe, designe eller bare producere bygningsværker, arkitektur. Mine optegnelser, beskrivelser og analyser er orienteret imod samspillet eller relationerne mellem, først og fremmest, men ikke kun, applikationer, objekter, bygningsmodeller og brugere – og effekterne af dette samspil, som det udfolder sig i årene 2007-09.
I betydelig grad er jeg optaget af paradokser og de sammenbrud, der synes at være et resultat eller effekt af bestræbelserne på at tage de nye teknologier i anvendelse – af relationen mellem teknologien og dens forsøgsvise implementering i en temporær organisatorisk sammenhæng; teknologien synes at udfordre det bestående, for så vidt at det filosofisk betragtet overhovedet er muligt at tale om et før, et nu og en mulig fremtid, for så vidt at det tekno organisatoriske ensemble aldrig er andet end midlertidigt stabiliseret. Som det fremgår af eksempelvis min analyse af den situation, hvor to bygningskonstruktører forsøger at stille en applikation, således at det bliver muligt at markere visse vægge og døre som branddøre og vægge, varer processen bare et kvarter. I løbet af blot femten minutter ændredes relationen bygningsmodel-Revit-bygningskonstruktør-bygnings¬reglement – fra at være i ubalance til at lade sig bringe i en eller anden form for ligevægtsbane.
Der er intet usædvanligt i at tage udgangspunkt i såkaldt kritiske situationer, mange studier af læring i praksis tager afsæt heri, i paradokset eller sammenbruddet, for det er som oftest sådan, at når noget bryder sammen, når teknologien eller de nonhumane aktører i al almindelighed yder modstand, at nogen eller noget er nødt til at forholde sig hertil, at brugeren ser sig tvunget til at standse op og måske i det mindste kortvarigt reflektere over gældende praksis: Hvorfor virker det, jeg gør, ikke som forventet, som ønsket, eller som det plejer. Det er når rutinen og den muligvis i øvrigt ubekymrede omgang med de til fagets hørende redskaber brydes, at der antages at være størst behov for ændringer eller, positivt udtrykt, potentiale for at udvikling, eksempelvis for udvikling af nye kompetencer eller etablering af nye, organisatoriske rutiner. I praksis er man bekendt med det forhold, at teknologien yder modstand, og at denne modstand må akkommoderes, så at sige. Det sker som oftest ved, at brugeren, eller flere af disse i fællesskab, finder en vej uden om problemet – flere informanter har uopfordret talt om ”work-arounds”. En work-around eller på dansk, et kneb, er for så vidt et prosaisk eksempel på, hvordan viden i praksis udspiller sig som en samspilsproces mellem individuelle aktører og de materielle, sociale, historisk og kulturelt betingende omgivelser, der direkte eller indirekte er forudsætninger for det, som vi også kan forstå som tilblivelse – fra at noget er et, bliver det noget andet. Det er disse empirisk givne, i flere tilfælde videodokumenterede og i hvert tilfælde observerede processer, som jeg gør til genstand for granskning, det er med afsæt heri, at jeg taler om tilblivelse – som et forhold mellem teknologisk modstand og menneskelig tilpasning (Pickering 1995; Pickering and Guzik 2008), som en oftest daglig ’struggle’ hvor praktisk viden flyder fra et specifikt ensemble af ting og mennesker, der tilsammen producerer blandt andet effekter, der almindeligvis forstås som kompetence.
Læring som tilblivelse
Det gennemgående tema i denne afhandling er læring, læring forstået som specifikke tilblivelsesprocesser eller, hvor der er tale om ’hvordan-gøres-viden’, processer per se. Læring som tilblivelse er betinget af partielle relationer mellem humane og nonhumane aktører, mellem specifikke ’virkelighedspraktiseringer’ (Gad 2009), hvor relationen producerer forbindelser såvel som forskelle mellem entiteter; entiteterne skabes og genskabes i processen. At læring er proces, er en forholdsvis ligetil antagelse, imidlertid er det ikke alle processer, der fører til læring, ligesom ikke enhver form for tilblivelse, er at ligne med læring. Det væres sagt, så tilslutter jeg mig gerne den observans, at læring ikke er et enestående fænomen, men snarere er en integreret del af ganske mange aktiviteter: At læring forekommer, er hverken problematisk eller enestående, for læring er et aspekt ved arbejdet (Lave 1996: 8; Suchman 2003: 201). Heri ligger også, jævnfør citatet ovenfor, at læring er en netværkseffekt, givet af den mangfoldighed af sociomaterielle hændelser og relationer, som udspiller sig ikke mindst i relation til arbejdet – hvor rutiner, vante metoder og processer brydes eller i hvert tilfælde udfordres som følge af, at en ifølge talsmændene ’revolutionerende’ procesteknologi introduceres. Jeg erkender, at jeg med denne formulering antyder en a priori kausal-sammenhæng mellem en bestemt, ny teknologi og bestemte hændelser. Det er muligvis tilfældet, men det såvel som hvilke netværkseffekter der kan betegtnes som læring, må afgøres empirisk, som følge af analyser af de praktiske omstændigheder.
Ingen a priori udlægning af læring
Citatet i indledningen opmuntrer endvidere til at udbrede begrebet læring, uden at man nødvendigvis tager afstand fra almene eller udbredte forståelser af læring som et individuelt, personligt, kognitivt anliggende, hvor det gælder om at tilegne sig forskellige former for repræsentationel, i forvejen eksplicit viden. Mange studier af læring og organisering anlægger ellers denne tilgang (cf. Illeris 2001 (2006); Säljö 2009). Tilsvarende finder jeg det utilstrækkeligt, alene at anlægge en forståelse af læring, som et udelukkende socialt anlæggende, hvor læring frem for alt anses som et spørgsmål om deltagelse i et socialt fællesskab. Også denne tilgang er ellers udbredt, ikke mindst herhjemme (cf. Steinar Kvales forord til Lave and Wenger 2003 (1991)). Når jeg indledningsvist understreger dette, er det for at sige, at jeg i min udlægning af læring sigter imod at beskrive fænomenet ud fra en forestilling om, at aktørerne ontologisk betragtet samproduceres i processer – de skabes og genskabes som fx sociotekniske hybrider, de er effekter: Antaget at aktørerne ud fra et aktørnetværksteoretisk perspektiv med andre ord er effekter af specifikke, sociomaterielt betingede, delvise relationer i heterogene netværk, da må også læring eller tilblivelse, ud fra en aktørnetværksteoretisk ’følsomhed’ beskrives som effekt eller ordning:
Selvom ANT ikke er en læringsteori, endsige en pædagogisk teori (ibid), anvender jeg i denen afhandling ANT som en metodisk følsomhed overfor ikke mindst det materielle, det uventede, det som opstår i relationen eller mellemrummene. Når ANT appliceres i studier af læring eller tilblivelse, da må læring såvel som fx viden, handlen og teknologier betragtes som effekter af interaktioner (Law 1992: 389). Ud fra en analytisk (til forskel fra en etisk) position, vil man med ANT som udgangspunkt forstå aktørerne, herunder den lærende (”the learner”) som en effekt, som en deltager i netværk af praksisser.
Forskningsspørgsmålet
Forskningsspørgsmålet fremstår i to versioner – som det oprindeligt er blevet stillet, og som jeg siden har reformuleret det i mere abstrakter termer. Sidstnævnte først:
Som det er formuleret her, kan forskningsspørgsmålet i en læringsmæssig optik læses som et oplæg til en analyse af, på den ene side, hvad der skal læres (haecceitas, dettehed), og på den anden side, hvordan dette flygtige materiale tilegnes eller bringes i spil. Jeg beskriver faktiske, konkrete hændelser og analyserer disse ud fra ikke mindst læringsteoretiske overvejelser, således som de er søgt revitaliseret ved hjælp af ANT. Heri ligger endvidere, at læringsspørgsmålet stilles radikalt, for hvordan forløber læringsprocesser i en situation, hvor forhold, der tidligere kunne tages for givet, må anskues på ny. Idet forskningsobjektet ikke på forhånd er givet, da det er in the making, udforskes begrebet læring i relation til en ny, indtil videre ustabil situation. Læring bliver i den forstand et spørgsmål om at forstå heterogene effekter af associationer og translationer, at partielle forbindelser, skiftende intensiteter og momentane, måske modsætningsfyldte strømninger eller forstyrrelser.
I overensstemmelse med de oprindelige forventninger til dette forskningsprojekt – som de faktisk var beskrevet i stillingsopslaget, har formålet med projektet været, ”med udgangspunkt i Det Digitale Byggeri, at indfange og forstå kompleksiteten af de læreprocesser, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor objektbaseret modellering introduceres med virkninger for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser”. Formålet hermed kan yderligere kvalificeres med følgende arbejdsspørgsmål, der kun besvares indirekte:
- hvem eller hvad er det, der lærer, når der læres
- hvad er det værd at vide
- hvor skal dynamikkerne for læring findes
- hvordan lærer aktørnetværket, aktørerne (det)
- hvornår lærer man.
Hensigten med projektet var at undersøge ”udviklings og forandrings¬rationaler” og ”læreprocesser i den eller de praksisser, der eksisterer, reproduceres og transformeres i byggebranchen”.
Flatland architektura
Byggeriet er en praksis, der siden år 25 før vor tidsregning har været kendt under betegnelsen architektura. Architektura favner ingeniør- såvel som arkitektarbejder:
Når architektura (jeg anvender den græske version, med ”k”) udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, bliver det hurtigt klart, at der er tale om en kompleks og sammensat praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtidens digitaliseringsbestræbelser. Jeg tilføjer før architektura ordet flatland for hermed at betegne det analytiske forhold, at jeg med ANT, og med ANT symmetridoktrinen, nivellerer analysen – ingen aktører er i udgangspunktet bedre end andre ; desuden kan det ses som en ironisk kommentar til netop 3D modellering – at bygningsinformations¬modellen trods den tredje dimension alligevel på skærmen og på papiret fremtræder flad. Samlet set fungerer betegnelsen flatland architektura som metafor for det forhold, at forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer og faglige dygtigheder kombineres i et udstrakt aktørnetværk hvor ulige punkter forbindes, hinsides tid og sted, hvor fx såkaldte lokale myndigheder, internationale klassifikationer og interorganisatoriske teams associeres med henblik på at forstå, hvordan værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller i praksis coemergerer. Selvom traditionen går flere hundrede, måske endda et par tusinde år tilbage, vil nogen, at den seneste bølge af digitaliseringen udgør intet mindre end en revolution:
Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste, der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det central-perspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i forbindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et ”fravalg af fremtiden” (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolution eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører, på forskellig vis, er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ – folk var advaret, kunne jeg tilføje.
Der er meget også at sige om ”Det Digitale Byggeri”, men jeg har fravalgt at tildele det statslige initiativ et selvstændigt kapitel – som så meget andet har det måttet lade pladsen. Dog vil jeg alligevel indledningsvist gøre opmærksom på, at det statslige initiativ skal ses på baggrund af, at byggebranchen ifølge en længere række analyser og lignende i en årrække har været præget af en i forhold til øvrige industrier lavere produktivitets¬udvikling. Fejl og mangler medfører forsinkelser og budget¬overskridelser, og Erhvervs- og Byggestyrelsen iværksatte derfor i 2004 et program, der havde til formål at øge effektiviteten af byggeriet i Danmark; samtidigt deklarerede Fogh Rasmussenregeringen ved sin tiltræden i 2001 ”vækst med vilje”, altovervejende ved hjælp af informationsteknologi (Regeringen 2002). Konkret har man i perioden 2004-2006, i samarbejde med en række af branchens ledende aktører, drevet et delvist offentligt finansieret initiativ benævnt ”Det Digital Byggeri”. Initiativet udmundede i ”Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri” (der nok kunne defineres som et obligatorisk passagepunkt), der trådte i kraft 1. januar 2007, også kendt som ”Byggeriets D-dag”.
Bekendtgørelsen er kun gældende for de statslige bygherrer, men forventes at have effekter for hele branchen, idet statslige byggerier ofte er attraktive opgaver – branchens aktører vil derfor forsøge at imødekomme statslige bygherrekrav, herunder bekendtgørelsens paragraffer. Bekendtgørelsen fungerer kort sagt på den måde, at de statslige bygherrer fremover skal stille særlige IKT-krav til branchens parter. Således blev det ved byggerier af en værdi større end 40 millioner danske kroner fra og med årsskiftet 2006/07 et obligatorisk krav, at arkitekter og rådgivende ingeniører afleverer en IFC-kompatibel, objektbaseret 3D model – således lyder det i bilaget til bekendtgørelsen, almindeligvis omtalt som bygherrekravene, i ”kravområde 3D bygningsmodel”, krav nr. 4b og 5b, under ”kravoverskrift”:
Bygningsmodellen (bemærk, ental, bestemt form) skal desuden opfylde en række krav til indhold og informationsniveauer, således som de er tænkt defineret af bygherren, idet geometriske data og egenskabsdata ønskes genanvendt i byggeriets faser, i princippet fra vugge til grav, ja endda fra vugge til vugge. BIM (Building Information Modelling) stiller nye fordringer til måden særligt (landskabs)arkitekter og rådgivende ingeniører arbejder og endda samarbejder på. Populært sagt går man fra at tegne til at modellere - ved hjælp af virtuelle objekter, som man enten selv laver, ad hoc, eller henter fra egne, producenters, fælles databaser eller bare Internettet. BIM og de dermed forbundne nye, objektbaserede arbejdsrutiner og metoder antages at øge produktiviteten i hele branchen, men fordelene kommer ikke uden omkostninger, og gevinsten ligger måske først i forbindelse med den fremtidige bygnings drift og vedligeholdelse – om 10-50 år, og så bliver det nemt at bortforklare henholdsvis svært at dokumentere.
Det være sagt, så baserer afhandlingen sig overvejende på en konkret kasus, et empirisk materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil – i praksis, og i særdeleshed arkitektens og ingeniørens relationelt koblede praksisser, men som jeg uddyber i næste kapitel, inddrager jeg andet materiale. Hvor jeg i kapitel 2 og 3 forholder læseren til det metodisk-empiriske arbejde henholdsvis teoretisk-begrebslige overvejelser, er kapitlerne 4, 5 og 6 overvejende beskrivende, analyserende og diskuterende.
Indledningsvist kan det måske endvidere tjene læserens navigation, hvis jeg siger, at jeg i forhold til at forstå sociomaterielle tilblivelsesprocesser i det aktuelle netværk, har valgt grundlæggende at fokusere analyserne af de emergerende modellerings¬praksisser på det relationelle forhold mellem værktøjer, bygnings-modeller/ing og arbejdere, hvilket følgende stærkt reduktionistiske model illustrerer – meget er i illustrationen udeladt, eksempelvis har hverken bygningsmodellens intelligente objekter, betydningen af standarder (IFC) eller grænsefladerne mellem værktøjer (det er i relationen, at objekterne produceres, og får størst effekt) fundet plads. Dertil kommer, at ’værktøjer’ dækker over en mangfoldighed af sådanne, herunder fx Solibri (der bruges til at undersøge modellen for kollisioner), forskellige versioner af Revit (i traditionel forstand, Revit 2007, 2008, 2009 etc., og versioner tilpasset arkitekter, ingeniører med forskellige specialer og Revit udviklet mhp. Facilities Management), mens ’brugere’ dækker over ikke mindst arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, tekniske assistenter (såvel som bygherrer og lejere). Endelig gælder det, at angivelsen ’modeller/ing’ dækker over det forhold, at der både er tale om forskellige (fag)modeller, forstået som produkt, og de aktuelle praksisser, bygningsmodellering, opfattet som proces:
(figur udeladt)
Jeg anvender ANT og læringsteorier, men inddrager også eksempelvis posthumane praksisstudier, repræsenteret ved blandt andre den pragmatiske realist Andrew Pickering. I værket the ”The Mangle of Practice” (1995) dokumenterer han, med historiske eksempler, fx Glasers ”bubble chamber”, hvordan ikke mindst maskiner, instrumenter, fakta, teorier, konceptuelle og matematiske strukturer, discipliner såvel som mennesker vrides eller forvrænges (cf. the mangle) på uforudseelige måder, betinget af blandt andet kultur, tid og sted. I en antologi fra 2008, med næsten samme titel, ”The Mangle in Practice” (Pickering and Guzik (red.)), udvides repertoiret betydeligt, eksempelvis finder metaforen anvendelse i forhold til genfortolkninger af sovietrussisk semiotik og forhandlingerne om Mårup kirke, hvis fundament er i fare for at blive eroderet af Vesterhavets kræfter. Kort sagt gælder det, at “mangling is a temporally emergent process: its upshots are not given at all in advance” (Pickering 2001: 164), og det er en pointe, at materialiteterne påvirker os og aktivt indvirker på praksis; tingene i verden handler og mange af arbejdslivets aktiviteter handler om at håndtere ”material agency” (1995: 6).
Tilsvarende søger jeg at opspore de humane såvel som de nonhumane aktørers vild/veje: Ved at følge, rekonstruere og beskrive translationer, medieringer, associationer, hybridiseringer, bevægelser eller forviklinger i forhold til brugen af 3D objektbaserede modellerings , visualiserings og simuleringsværktøjer – baseret, grundlæggende, på forholdet mellem værktøjer, modeller (objekter og data) og arbejdere – forsøger jeg at redegøre for, hvordan visse af relationerne mellem heterogene hændelser i praksis kan forstås som læring. Det er en ambition at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at forstå sociomaterielle læreprocesser i denne og andre, lignende praksisser karakteriseret ved, at digitalisering vinder indpas.
Afgrænsninger
Undersøgelsen afgrænses som følge af status i den centrale kasus, altså det konkrete byggeprojekt, til det man i fagsproget kalder rådgivnings- eller designfasen – som officielt krones af, at hovedprojektet afleveres; i ’mit’ tilfælde skete det ved et bygherremøde den 2. juli 2009. Det betyder, at det konkrete, fysiske byggeri – in situ modellering, om jeg så må sige, ikke er en del af afhandlingen. De sædvanlige eller nødvendige forarbejder, herunder byggepladsklargøring, jordbortkørsel, dræn, spunsning, med mere, blev igangsat omkring årsskiftet 2009/10, og betonentreprisen i løbet af 2010 . Det havde været både spændende og relevant at følge de digitale 3D bygningsmodeller fra tegnestuerne og ud på den konkrete byggeplads, således som bygningsmodellen måtte have effekter for realiseringen af projektet (opførelsen af råhuset og, for så vidt muligt, fx el, ventilation eller VVS). Et således longitudinalt ANT-inspireret praksisstudie er fx udført i forbindelse med Heathrow lufthavns Terminal 5 (Harty 2007).
Indsamling af yderligere data fra og omkring byggepladsen, der blandt ville kunne have inddraget nye (humane) aktørers praktiske erfaringer og observationer, dels nye materielle omstændigheder (fysiske byggematerialer, fysiske værktøjer), havde været en mulighed for at diskutere forbindelsen mellem projekteringspraksis og udførelse, herunder entreprenørernes reception af bygningsmodellerne (anvendelser i forhold til tilbudsgivningen, fx beregning af mængder, priser) og håndværkernes brug af samme (brugsværdi ifm. arbejdets udførelse). Hvor projekteringen baserer sig på virtuelle objekter, immaterielle værktøjer og digitale bygningsmodeller, udføres byggeriet som bekendt ved hjælp af konkrete byggematerialer, fysiske værktøjer og maskiner, tegninger (plan, snit og facade – genereret på basis af bygningsmodellen) samt i det konkrete tilfælde og altså som noget nyt: digitale 3D bygningsmodeller.
Koblingen mellem den digitale 3D bygningsinformationsmodel, virtuelle visuali-seringer og simuleringer og konkrete, fysiske tilblivelser (råhus etc.) havde været interessant, ikke mindst fordi stadigt flere industriprodukter udvikles på basis af stedse mere avancerede, computergenererede modeller; konkret tillod opfølgende studier af det aktuelle byggeprojekt at undersøge, i hvilken grad og særligt hvordan visionerne omkring digitalt byggeri faktisk blev omsat i praksis. Hvor afhandlingen bidrager med indsigt i emergerende digitale modelleringspraksisser, herunder hvordan brugere, teknologier og arkitektur bliver til i samtidige, partielt forbundne processer, havde forsatte studier i og omkring samme byggeprojekt kunnet bidrage med forståelse af de samme, immaterielle værktøjers effekter i forhold til arbejdet med konkrete, fysiske værktøjer og elementer.
Desuden gælder det, at jeg afgrænser mig fra at undersøge, hvilke muligheder den 3D objektbaserede modelleringsteknik giver for at designe, beregne, konstruere og opføre fx nye, organisk formede byggerier (se fx Jørgensen, Tamke et al. 2007). Kræftens Bekæmpelses nye besøgscenter i Århus, tegnet af Frank Gehry, er blandt de danske eksempler på, at 3D modellering flytter grænser for, hvad der rent teknisk er muligt; her anvendes nogle sjældent kraftige bjælker, som i nogle tilfælde nærmest hænger frit i luften. Jeg beskæftiger mig med andre ord ikke med de i øvrigt interessante arkitektoniske muligheder, parametrisk design tilbyder for eksempelvis at udvikle amorfe former eller skæv arkitektur, ligesom jeg fx heller ikke forholder mig til potentialer eller problemstillinger omkring industrielt byggeri; jeg forholder mig alene til de praksis-relaterede bevægelser, flertydigheder, forskydninger og forbindelser, der følger af 3D objektbaseret modellering – og det i forhold til organisering og læring.
“In this approach [ANT], learning is not simply an individual or cognitive process. Nor is it simply a social achievement. Learning itself becomes enacted as a network effect.” (Fenwick and Edwards 2010: 4)
Denne afhandling handler frem for alt om arkitektens, bygningskonstruktørens, ingeniørens og de tekniske assistenters daglige omgang eller interaktion med de til deres fag hørende applikationer, herunder særligt en familie af applikationer, intellektuelle teknologier eller bare ’værktøjer’, nemlig de suiter af nyere informations- og kommunikationsteknologiske, objektorienterede 3D modelleringsværktøjer, som i disse år i stigende grad indtræder i relation med tegnestuens øvrige aktører, humane såvel som nonhumane – helt og delvist, frivilligt eller tvunget. I relation hertil undersøger jeg, hvad disse suiter af værktøjer kan og måske endnu ikke kan, og hvordan de gradvist tages i anvendelse, ’implementeres’. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, hvordan værktøjerne modtages af omgivelserne og hvordan de samtidigt delvist tilegner sig disse, hvordan værktøjerne eksempelvis udfordrer, modificerer, medierer, formidler og ultimativt bringer blandt andet brugere, arkitektur, infrastrukturer, beslutningsgange, rutiner og metoder i affekt – samtidigt med at de selv fx tunes, stilles, justeres, omprogrammeres, diskuteres, afprøves, testes, afvises, omfavnes, virker og ultimativt, bliver til.
I forhold til dette, har jeg, jævnfør titlen, valgt at fokusere på, hvordan læring kan forstås ud fra en aktørnetværksteoretisk position. Det leder mig til at undersøge, beskrive og analysere lidet håndgribelige processer, og dermed granske konkrete, faktiske, situerede handlinger i praksis. Læring, som tilblivelse, er det begreb, som jeg teoretisk og analysestrategisk forholder mig til, når jeg i øvrigt beskæftiger mig med det, som aktørerne foretager sig. Interessen gælder, hvordan de humane såvel som nonhumane aktører bliver til, når de gør, hvad de gør – når de enacter og performer tredimensionelle, objektorienterede bygningsinformationsmodeller, når de gør arkitektur, når bygningsmodellen emergerer, bliver til. Interessen gælder læring, som tilblivelse, men hermed ikke være sagt, at enhver form for tilblivelse er at sidestille med læring – sondringer er af gode grunde væsentlige, når man som her anlægger en procesfilosofisk tilgang, hvor alt er proces, hvor processen går forud for produktet, der således gen/skabes i processen, bliver til. Læring er proces, men ikke enhver proces er læring.
Mit udgangspunkt er registreringer inden for den del af byggeriet, hvor fremtidige bygninger designes, tegnes og modelleres digitalt – inden de opføres, fysisk. Mit empiriske materiale er med andre ord indsamlet i og omkring arkitektens henholdsvis den rådgivende ingeniørs praksis (generisk udtrykt). Når jeg beskæftiger mig hermed, er det fordi, at netop disse praksisser er under pres. Presset kommer flere steder fra, ikke mindst inddrager byggeriets talsmænd nævnte modelleringsværktøjer som et argument for, at måden arkitekturen gøres på, må ændres, eller udvikles, om man vil det så. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi har afstedkommet en mulighed for at modellere bygninger ved hjælp af parametrisk definerede objekter – virtuelle elementer, der samles med henblik på at producere retvisende og anvendelige repræsentationer (i.a. ”plan, snit og facade”) af et fremtidigt byggeri, bygnings-modeller, der anvendes primært for at visualisere og simulere en bygnings fremtidige funktioner.
Som sagt er jeg optaget af begrebet læring, hvilket jeg grundlæggende undersøger ud fra en forestilling om tilblivelse, sociomateriel eller, for så vidt at bygningsmodellen og dens objekter ikke er andet end digitalt eller symbolsk tilstedeværende, socioimmateriel tilblivelse. Jeg er optaget af processer, oftest dem man overser eller ignorer, fordi de synes (eller måske er) ubetydelige. Jeg fremhæver enkelte og ofte meget specifikke situationer, frem for andre. Blandt en nærmest ubeskrivelig eller uendelig mangfoldighed af hændelser, fokuserer jeg på relativt få – som jeg til gengæld forsøger at analysere forholdsvist minutiøst. Jeg kunne også udtrykke det således, at jeg interesserer mig for ’virksomheden’ – det at skabe, designe eller bare producere bygningsværker, arkitektur. Mine optegnelser, beskrivelser og analyser er orienteret imod samspillet eller relationerne mellem, først og fremmest, men ikke kun, applikationer, objekter, bygningsmodeller og brugere – og effekterne af dette samspil, som det udfolder sig i årene 2007-09.
I betydelig grad er jeg optaget af paradokser og de sammenbrud, der synes at være et resultat eller effekt af bestræbelserne på at tage de nye teknologier i anvendelse – af relationen mellem teknologien og dens forsøgsvise implementering i en temporær organisatorisk sammenhæng; teknologien synes at udfordre det bestående, for så vidt at det filosofisk betragtet overhovedet er muligt at tale om et før, et nu og en mulig fremtid, for så vidt at det tekno organisatoriske ensemble aldrig er andet end midlertidigt stabiliseret. Som det fremgår af eksempelvis min analyse af den situation, hvor to bygningskonstruktører forsøger at stille en applikation, således at det bliver muligt at markere visse vægge og døre som branddøre og vægge, varer processen bare et kvarter. I løbet af blot femten minutter ændredes relationen bygningsmodel-Revit-bygningskonstruktør-bygnings¬reglement – fra at være i ubalance til at lade sig bringe i en eller anden form for ligevægtsbane.
Der er intet usædvanligt i at tage udgangspunkt i såkaldt kritiske situationer, mange studier af læring i praksis tager afsæt heri, i paradokset eller sammenbruddet, for det er som oftest sådan, at når noget bryder sammen, når teknologien eller de nonhumane aktører i al almindelighed yder modstand, at nogen eller noget er nødt til at forholde sig hertil, at brugeren ser sig tvunget til at standse op og måske i det mindste kortvarigt reflektere over gældende praksis: Hvorfor virker det, jeg gør, ikke som forventet, som ønsket, eller som det plejer. Det er når rutinen og den muligvis i øvrigt ubekymrede omgang med de til fagets hørende redskaber brydes, at der antages at være størst behov for ændringer eller, positivt udtrykt, potentiale for at udvikling, eksempelvis for udvikling af nye kompetencer eller etablering af nye, organisatoriske rutiner. I praksis er man bekendt med det forhold, at teknologien yder modstand, og at denne modstand må akkommoderes, så at sige. Det sker som oftest ved, at brugeren, eller flere af disse i fællesskab, finder en vej uden om problemet – flere informanter har uopfordret talt om ”work-arounds”. En work-around eller på dansk, et kneb, er for så vidt et prosaisk eksempel på, hvordan viden i praksis udspiller sig som en samspilsproces mellem individuelle aktører og de materielle, sociale, historisk og kulturelt betingende omgivelser, der direkte eller indirekte er forudsætninger for det, som vi også kan forstå som tilblivelse – fra at noget er et, bliver det noget andet. Det er disse empirisk givne, i flere tilfælde videodokumenterede og i hvert tilfælde observerede processer, som jeg gør til genstand for granskning, det er med afsæt heri, at jeg taler om tilblivelse – som et forhold mellem teknologisk modstand og menneskelig tilpasning (Pickering 1995; Pickering and Guzik 2008), som en oftest daglig ’struggle’ hvor praktisk viden flyder fra et specifikt ensemble af ting og mennesker, der tilsammen producerer blandt andet effekter, der almindeligvis forstås som kompetence.
Læring som tilblivelse
Det gennemgående tema i denne afhandling er læring, læring forstået som specifikke tilblivelsesprocesser eller, hvor der er tale om ’hvordan-gøres-viden’, processer per se. Læring som tilblivelse er betinget af partielle relationer mellem humane og nonhumane aktører, mellem specifikke ’virkelighedspraktiseringer’ (Gad 2009), hvor relationen producerer forbindelser såvel som forskelle mellem entiteter; entiteterne skabes og genskabes i processen. At læring er proces, er en forholdsvis ligetil antagelse, imidlertid er det ikke alle processer, der fører til læring, ligesom ikke enhver form for tilblivelse, er at ligne med læring. Det væres sagt, så tilslutter jeg mig gerne den observans, at læring ikke er et enestående fænomen, men snarere er en integreret del af ganske mange aktiviteter: At læring forekommer, er hverken problematisk eller enestående, for læring er et aspekt ved arbejdet (Lave 1996: 8; Suchman 2003: 201). Heri ligger også, jævnfør citatet ovenfor, at læring er en netværkseffekt, givet af den mangfoldighed af sociomaterielle hændelser og relationer, som udspiller sig ikke mindst i relation til arbejdet – hvor rutiner, vante metoder og processer brydes eller i hvert tilfælde udfordres som følge af, at en ifølge talsmændene ’revolutionerende’ procesteknologi introduceres. Jeg erkender, at jeg med denne formulering antyder en a priori kausal-sammenhæng mellem en bestemt, ny teknologi og bestemte hændelser. Det er muligvis tilfældet, men det såvel som hvilke netværkseffekter der kan betegtnes som læring, må afgøres empirisk, som følge af analyser af de praktiske omstændigheder.
Ingen a priori udlægning af læring
Citatet i indledningen opmuntrer endvidere til at udbrede begrebet læring, uden at man nødvendigvis tager afstand fra almene eller udbredte forståelser af læring som et individuelt, personligt, kognitivt anliggende, hvor det gælder om at tilegne sig forskellige former for repræsentationel, i forvejen eksplicit viden. Mange studier af læring og organisering anlægger ellers denne tilgang (cf. Illeris 2001 (2006); Säljö 2009). Tilsvarende finder jeg det utilstrækkeligt, alene at anlægge en forståelse af læring, som et udelukkende socialt anlæggende, hvor læring frem for alt anses som et spørgsmål om deltagelse i et socialt fællesskab. Også denne tilgang er ellers udbredt, ikke mindst herhjemme (cf. Steinar Kvales forord til Lave and Wenger 2003 (1991)). Når jeg indledningsvist understreger dette, er det for at sige, at jeg i min udlægning af læring sigter imod at beskrive fænomenet ud fra en forestilling om, at aktørerne ontologisk betragtet samproduceres i processer – de skabes og genskabes som fx sociotekniske hybrider, de er effekter: Antaget at aktørerne ud fra et aktørnetværksteoretisk perspektiv med andre ord er effekter af specifikke, sociomaterielt betingede, delvise relationer i heterogene netværk, da må også læring eller tilblivelse, ud fra en aktørnetværksteoretisk ’følsomhed’ beskrives som effekt eller ordning:
”[T]he ’learning process’, as well as the learner, will also be understood as a network-effect, where the network in question will be understood as ’heterogeneous’, comprised of bits and pieces of materials (technologies, texts, architectures, furniture) as well as, and in, interaction with humans … and human institutions.” (Fox 2009: 31)
Selvom ANT ikke er en læringsteori, endsige en pædagogisk teori (ibid), anvender jeg i denen afhandling ANT som en metodisk følsomhed overfor ikke mindst det materielle, det uventede, det som opstår i relationen eller mellemrummene. Når ANT appliceres i studier af læring eller tilblivelse, da må læring såvel som fx viden, handlen og teknologier betragtes som effekter af interaktioner (Law 1992: 389). Ud fra en analytisk (til forskel fra en etisk) position, vil man med ANT som udgangspunkt forstå aktørerne, herunder den lærende (”the learner”) som en effekt, som en deltager i netværk af praksisser.
Forskningsspørgsmålet
Forskningsspørgsmålet fremstår i to versioner – som det oprindeligt er blevet stillet, og som jeg siden har reformuleret det i mere abstrakter termer. Sidstnævnte først:
Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modellerings-værktøjer for architektura og hvordan ordnes disse med henblik på læring i (og udvikling af) det aktørnetværk, som de nye kognitive artefakter associeres med?
Som det er formuleret her, kan forskningsspørgsmålet i en læringsmæssig optik læses som et oplæg til en analyse af, på den ene side, hvad der skal læres (haecceitas, dettehed), og på den anden side, hvordan dette flygtige materiale tilegnes eller bringes i spil. Jeg beskriver faktiske, konkrete hændelser og analyserer disse ud fra ikke mindst læringsteoretiske overvejelser, således som de er søgt revitaliseret ved hjælp af ANT. Heri ligger endvidere, at læringsspørgsmålet stilles radikalt, for hvordan forløber læringsprocesser i en situation, hvor forhold, der tidligere kunne tages for givet, må anskues på ny. Idet forskningsobjektet ikke på forhånd er givet, da det er in the making, udforskes begrebet læring i relation til en ny, indtil videre ustabil situation. Læring bliver i den forstand et spørgsmål om at forstå heterogene effekter af associationer og translationer, at partielle forbindelser, skiftende intensiteter og momentane, måske modsætningsfyldte strømninger eller forstyrrelser.
I overensstemmelse med de oprindelige forventninger til dette forskningsprojekt – som de faktisk var beskrevet i stillingsopslaget, har formålet med projektet været, ”med udgangspunkt i Det Digitale Byggeri, at indfange og forstå kompleksiteten af de læreprocesser, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor objektbaseret modellering introduceres med virkninger for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser”. Formålet hermed kan yderligere kvalificeres med følgende arbejdsspørgsmål, der kun besvares indirekte:
- hvem eller hvad er det, der lærer, når der læres
- hvad er det værd at vide
- hvor skal dynamikkerne for læring findes
- hvordan lærer aktørnetværket, aktørerne (det)
- hvornår lærer man.
Hensigten med projektet var at undersøge ”udviklings og forandrings¬rationaler” og ”læreprocesser i den eller de praksisser, der eksisterer, reproduceres og transformeres i byggebranchen”.
Flatland architektura
Byggeriet er en praksis, der siden år 25 før vor tidsregning har været kendt under betegnelsen architektura. Architektura favner ingeniør- såvel som arkitektarbejder:
”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of materials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)
Når architektura (jeg anvender den græske version, med ”k”) udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, bliver det hurtigt klart, at der er tale om en kompleks og sammensat praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtidens digitaliseringsbestræbelser. Jeg tilføjer før architektura ordet flatland for hermed at betegne det analytiske forhold, at jeg med ANT, og med ANT symmetridoktrinen, nivellerer analysen – ingen aktører er i udgangspunktet bedre end andre ; desuden kan det ses som en ironisk kommentar til netop 3D modellering – at bygningsinformations¬modellen trods den tredje dimension alligevel på skærmen og på papiret fremtræder flad. Samlet set fungerer betegnelsen flatland architektura som metafor for det forhold, at forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer og faglige dygtigheder kombineres i et udstrakt aktørnetværk hvor ulige punkter forbindes, hinsides tid og sted, hvor fx såkaldte lokale myndigheder, internationale klassifikationer og interorganisatoriske teams associeres med henblik på at forstå, hvordan værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller i praksis coemergerer. Selvom traditionen går flere hundrede, måske endda et par tusinde år tilbage, vil nogen, at den seneste bølge af digitaliseringen udgør intet mindre end en revolution:
”Digitalisering er så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, nedbrydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: ’Now is the time’. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om, at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)
Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste, der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det central-perspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i forbindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et ”fravalg af fremtiden” (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolution eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører, på forskellig vis, er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ – folk var advaret, kunne jeg tilføje.
Der er meget også at sige om ”Det Digitale Byggeri”, men jeg har fravalgt at tildele det statslige initiativ et selvstændigt kapitel – som så meget andet har det måttet lade pladsen. Dog vil jeg alligevel indledningsvist gøre opmærksom på, at det statslige initiativ skal ses på baggrund af, at byggebranchen ifølge en længere række analyser og lignende i en årrække har været præget af en i forhold til øvrige industrier lavere produktivitets¬udvikling. Fejl og mangler medfører forsinkelser og budget¬overskridelser, og Erhvervs- og Byggestyrelsen iværksatte derfor i 2004 et program, der havde til formål at øge effektiviteten af byggeriet i Danmark; samtidigt deklarerede Fogh Rasmussenregeringen ved sin tiltræden i 2001 ”vækst med vilje”, altovervejende ved hjælp af informationsteknologi (Regeringen 2002). Konkret har man i perioden 2004-2006, i samarbejde med en række af branchens ledende aktører, drevet et delvist offentligt finansieret initiativ benævnt ”Det Digital Byggeri”. Initiativet udmundede i ”Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri” (der nok kunne defineres som et obligatorisk passagepunkt), der trådte i kraft 1. januar 2007, også kendt som ”Byggeriets D-dag”.
Bekendtgørelsen er kun gældende for de statslige bygherrer, men forventes at have effekter for hele branchen, idet statslige byggerier ofte er attraktive opgaver – branchens aktører vil derfor forsøge at imødekomme statslige bygherrekrav, herunder bekendtgørelsens paragraffer. Bekendtgørelsen fungerer kort sagt på den måde, at de statslige bygherrer fremover skal stille særlige IKT-krav til branchens parter. Således blev det ved byggerier af en værdi større end 40 millioner danske kroner fra og med årsskiftet 2006/07 et obligatorisk krav, at arkitekter og rådgivende ingeniører afleverer en IFC-kompatibel, objektbaseret 3D model – således lyder det i bilaget til bekendtgørelsen, almindeligvis omtalt som bygherrekravene, i ”kravområde 3D bygningsmodel”, krav nr. 4b og 5b, under ”kravoverskrift”:
”Bygherren skal stille krav om, at bygningsmodellen er objektbaseret og afleveres i IFC-format.”
Bygningsmodellen (bemærk, ental, bestemt form) skal desuden opfylde en række krav til indhold og informationsniveauer, således som de er tænkt defineret af bygherren, idet geometriske data og egenskabsdata ønskes genanvendt i byggeriets faser, i princippet fra vugge til grav, ja endda fra vugge til vugge. BIM (Building Information Modelling) stiller nye fordringer til måden særligt (landskabs)arkitekter og rådgivende ingeniører arbejder og endda samarbejder på. Populært sagt går man fra at tegne til at modellere - ved hjælp af virtuelle objekter, som man enten selv laver, ad hoc, eller henter fra egne, producenters, fælles databaser eller bare Internettet. BIM og de dermed forbundne nye, objektbaserede arbejdsrutiner og metoder antages at øge produktiviteten i hele branchen, men fordelene kommer ikke uden omkostninger, og gevinsten ligger måske først i forbindelse med den fremtidige bygnings drift og vedligeholdelse – om 10-50 år, og så bliver det nemt at bortforklare henholdsvis svært at dokumentere.
Det være sagt, så baserer afhandlingen sig overvejende på en konkret kasus, et empirisk materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil – i praksis, og i særdeleshed arkitektens og ingeniørens relationelt koblede praksisser, men som jeg uddyber i næste kapitel, inddrager jeg andet materiale. Hvor jeg i kapitel 2 og 3 forholder læseren til det metodisk-empiriske arbejde henholdsvis teoretisk-begrebslige overvejelser, er kapitlerne 4, 5 og 6 overvejende beskrivende, analyserende og diskuterende.
Indledningsvist kan det måske endvidere tjene læserens navigation, hvis jeg siger, at jeg i forhold til at forstå sociomaterielle tilblivelsesprocesser i det aktuelle netværk, har valgt grundlæggende at fokusere analyserne af de emergerende modellerings¬praksisser på det relationelle forhold mellem værktøjer, bygnings-modeller/ing og arbejdere, hvilket følgende stærkt reduktionistiske model illustrerer – meget er i illustrationen udeladt, eksempelvis har hverken bygningsmodellens intelligente objekter, betydningen af standarder (IFC) eller grænsefladerne mellem værktøjer (det er i relationen, at objekterne produceres, og får størst effekt) fundet plads. Dertil kommer, at ’værktøjer’ dækker over en mangfoldighed af sådanne, herunder fx Solibri (der bruges til at undersøge modellen for kollisioner), forskellige versioner af Revit (i traditionel forstand, Revit 2007, 2008, 2009 etc., og versioner tilpasset arkitekter, ingeniører med forskellige specialer og Revit udviklet mhp. Facilities Management), mens ’brugere’ dækker over ikke mindst arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, tekniske assistenter (såvel som bygherrer og lejere). Endelig gælder det, at angivelsen ’modeller/ing’ dækker over det forhold, at der både er tale om forskellige (fag)modeller, forstået som produkt, og de aktuelle praksisser, bygningsmodellering, opfattet som proces:
(figur udeladt)
Jeg anvender ANT og læringsteorier, men inddrager også eksempelvis posthumane praksisstudier, repræsenteret ved blandt andre den pragmatiske realist Andrew Pickering. I værket the ”The Mangle of Practice” (1995) dokumenterer han, med historiske eksempler, fx Glasers ”bubble chamber”, hvordan ikke mindst maskiner, instrumenter, fakta, teorier, konceptuelle og matematiske strukturer, discipliner såvel som mennesker vrides eller forvrænges (cf. the mangle) på uforudseelige måder, betinget af blandt andet kultur, tid og sted. I en antologi fra 2008, med næsten samme titel, ”The Mangle in Practice” (Pickering and Guzik (red.)), udvides repertoiret betydeligt, eksempelvis finder metaforen anvendelse i forhold til genfortolkninger af sovietrussisk semiotik og forhandlingerne om Mårup kirke, hvis fundament er i fare for at blive eroderet af Vesterhavets kræfter. Kort sagt gælder det, at “mangling is a temporally emergent process: its upshots are not given at all in advance” (Pickering 2001: 164), og det er en pointe, at materialiteterne påvirker os og aktivt indvirker på praksis; tingene i verden handler og mange af arbejdslivets aktiviteter handler om at håndtere ”material agency” (1995: 6).
Tilsvarende søger jeg at opspore de humane såvel som de nonhumane aktørers vild/veje: Ved at følge, rekonstruere og beskrive translationer, medieringer, associationer, hybridiseringer, bevægelser eller forviklinger i forhold til brugen af 3D objektbaserede modellerings , visualiserings og simuleringsværktøjer – baseret, grundlæggende, på forholdet mellem værktøjer, modeller (objekter og data) og arbejdere – forsøger jeg at redegøre for, hvordan visse af relationerne mellem heterogene hændelser i praksis kan forstås som læring. Det er en ambition at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at forstå sociomaterielle læreprocesser i denne og andre, lignende praksisser karakteriseret ved, at digitalisering vinder indpas.
Afgrænsninger
“To be sure, stories have to stop somewhere” (Hernes 2008: 15)
“’[B]ut where does the network stop?’ The answer is: ‘nowhere’” (Law 2000: 351)
Undersøgelsen afgrænses som følge af status i den centrale kasus, altså det konkrete byggeprojekt, til det man i fagsproget kalder rådgivnings- eller designfasen – som officielt krones af, at hovedprojektet afleveres; i ’mit’ tilfælde skete det ved et bygherremøde den 2. juli 2009. Det betyder, at det konkrete, fysiske byggeri – in situ modellering, om jeg så må sige, ikke er en del af afhandlingen. De sædvanlige eller nødvendige forarbejder, herunder byggepladsklargøring, jordbortkørsel, dræn, spunsning, med mere, blev igangsat omkring årsskiftet 2009/10, og betonentreprisen i løbet af 2010 . Det havde været både spændende og relevant at følge de digitale 3D bygningsmodeller fra tegnestuerne og ud på den konkrete byggeplads, således som bygningsmodellen måtte have effekter for realiseringen af projektet (opførelsen af råhuset og, for så vidt muligt, fx el, ventilation eller VVS). Et således longitudinalt ANT-inspireret praksisstudie er fx udført i forbindelse med Heathrow lufthavns Terminal 5 (Harty 2007).
Indsamling af yderligere data fra og omkring byggepladsen, der blandt ville kunne have inddraget nye (humane) aktørers praktiske erfaringer og observationer, dels nye materielle omstændigheder (fysiske byggematerialer, fysiske værktøjer), havde været en mulighed for at diskutere forbindelsen mellem projekteringspraksis og udførelse, herunder entreprenørernes reception af bygningsmodellerne (anvendelser i forhold til tilbudsgivningen, fx beregning af mængder, priser) og håndværkernes brug af samme (brugsværdi ifm. arbejdets udførelse). Hvor projekteringen baserer sig på virtuelle objekter, immaterielle værktøjer og digitale bygningsmodeller, udføres byggeriet som bekendt ved hjælp af konkrete byggematerialer, fysiske værktøjer og maskiner, tegninger (plan, snit og facade – genereret på basis af bygningsmodellen) samt i det konkrete tilfælde og altså som noget nyt: digitale 3D bygningsmodeller.
Koblingen mellem den digitale 3D bygningsinformationsmodel, virtuelle visuali-seringer og simuleringer og konkrete, fysiske tilblivelser (råhus etc.) havde været interessant, ikke mindst fordi stadigt flere industriprodukter udvikles på basis af stedse mere avancerede, computergenererede modeller; konkret tillod opfølgende studier af det aktuelle byggeprojekt at undersøge, i hvilken grad og særligt hvordan visionerne omkring digitalt byggeri faktisk blev omsat i praksis. Hvor afhandlingen bidrager med indsigt i emergerende digitale modelleringspraksisser, herunder hvordan brugere, teknologier og arkitektur bliver til i samtidige, partielt forbundne processer, havde forsatte studier i og omkring samme byggeprojekt kunnet bidrage med forståelse af de samme, immaterielle værktøjers effekter i forhold til arbejdet med konkrete, fysiske værktøjer og elementer.
Desuden gælder det, at jeg afgrænser mig fra at undersøge, hvilke muligheder den 3D objektbaserede modelleringsteknik giver for at designe, beregne, konstruere og opføre fx nye, organisk formede byggerier (se fx Jørgensen, Tamke et al. 2007). Kræftens Bekæmpelses nye besøgscenter i Århus, tegnet af Frank Gehry, er blandt de danske eksempler på, at 3D modellering flytter grænser for, hvad der rent teknisk er muligt; her anvendes nogle sjældent kraftige bjælker, som i nogle tilfælde nærmest hænger frit i luften. Jeg beskæftiger mig med andre ord ikke med de i øvrigt interessante arkitektoniske muligheder, parametrisk design tilbyder for eksempelvis at udvikle amorfe former eller skæv arkitektur, ligesom jeg fx heller ikke forholder mig til potentialer eller problemstillinger omkring industrielt byggeri; jeg forholder mig alene til de praksis-relaterede bevægelser, flertydigheder, forskydninger og forbindelser, der følger af 3D objektbaseret modellering – og det i forhold til organisering og læring.
13 maj 2011
Invitation til Phd forsvar - Læring i aktørnetværk
Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12 fremlægger og diskuterer jeg med professorerne Cathrine Hasse (DPU), Niels Albertsen (Arkitektskolen i Århus) og Tor Hernes (CBS) frugten af godt 3 års studier af “Læring i aktørnetværk”:
Med aktørnetværksteoriens symmetridoktrin som udgangspunkt og præmis, undersøger jeg i min afhandling, hvordan menneskelige såvel som ikke-menneskelige aktører indgår i processer og relationer, som vi med rette kan betegne som læring – begge bliver til, organisationen skabes på ny. Afsættet er sociologiske studier af projekteringsarbejdet på arkitekt og ingeniørtegnestuer, hvor nye digitale værktøjer i disse år synes at ændre gældende praksisser.
Bedømmelsesudvalget konkluderer: "Samlet set er der tale om en særdeles velkonstrueret, interessant og relevant afhandling, der vedrører teoretisk udvikling af læringsteori, forskning i byggesektoren og videreudvikling af ANT-tilgangen. Generelt er afhandlingen en både systematisk og konsistent diskussion, der med meget stor grundighed, mange præcise formuleringer, indsigtsfulde analyser og tankevækkende pointer argumenterer for læring i aktørnetværk."
Praktiske oplysninger:
Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12
Danmarks Pædagogiske Universitet
Tuborgvej 164
2400 København NV
Efter forsvaret er Institut for læring vært en reception.
Tilmelding og evt. yderligere information via e-mail til jesperhundebol@gmail.com eller sms/telefon 2424 4690.
Nærmere oplysning følger snarest i DPU kalenderen.
05 marts 2010
Managing Modelling
I år, i maj, er det den grande finale. Her lukker Center for Ledelse i Byggeriet efter i omkring 4 år at have leveret "ilt til en branche, hvis problemfyldte praksis hidtil er blevet kritiseret ud fra idealiserede billeder". Den store finale er en international konference, hvor blandt meget andet følgende tanker vil blive udfoldet. Du kan her læse mit udvidede abstract til et working paper, som vil blive præsenteret på konferencen. Titlen er, som angivet, Managing Modelling:
The mandated introduction of 3D object based modelling in Denmark as of 1 January 2007 sparked, at least for some architects and consulting engineers, a transition from drawing to modelling, from CAD to BIM, from two to three dimensional design processes. Various spokes persons saw or articulated the transition as a “revolution”, a “shift of paradigm”, or a “new way of thinking”. Given the hype about BIM (Building Information Modelling) I welcomed, during the second half of 2007, the unique opportunity to observe and study the design, the partial becoming of a specific building information model and the partial emergence of building information modelling processes. In fact, the processes that I followed were the simultaneous becoming of tools, organisational routines, and users as well as the building information model and modelling methods, in sum, the managing of modelling.
Taking a process view (Clegg, Kornberger et al. 2005; Hernes 2008) on practice based studies (Gherardi 2009) calls, in this case, for a sensibility to enactments and performances, for the specific and provisional as well as multiplicity and fractal overlaps, for non-coherence, for contradictory and sometimes controversial associations and relations between non/human actors – i.a. humans, tools, objects, organisational routines (Law 2004; 2007), yet pragmatic approach to describing and analysing representations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1991): 215) as well as dynamic, recurrent, unfolding relations (Emirbayer 1997).
Asking, among others, how drawing and modelling practices are combined and, to that end, examining how building model, modelling practices, tools, actors and organisational routines become, I draw on but a few, yet paradigmatic episodes where the design process appears rather tangled; describing the far-stretching (rhizomatic, i.e.) ethno-epistemic assemblage (Irwin and Michael 2003) of but a few specific enactments of the building information modelling process may illustrate just how difficult it is, in practice, to manage relational effects associated with modelling. Indeed, taking up the idea that BIM – like e.g. the similarly flawed wide-spreading technological systems within health care (the Electronic Patient Journal, i.e.)(Jensen 2004; Svenningsen 2004) – is a technology in the making, might stress just the how tricky it is to manage, to manage something that is fluid, partially dis/connected, not one, but less than many (Law and Mol 2002; Mol 2002)). Furthermore, “management” (which in this case must be determined empirically, in non a priori terms, i.e.) becomes bi- or even multi-directional, because the suite of object-based, digital modelling tools that architects, engineers, technical assistants and others employ, seem to dis/organise or (re)structure the design processes. (At least some of) The effects of object-based modelling are hard to manage – but what are the effects, how do we come to terms with modelling.
(Potential) Cases - Managing Modelling
Managing objects. Knowing about objects is central to BIM. The relation between hardware, applications, models and virtual building objects is delicate in several ways: Objects are tricky, objects are demanding, objects must be developed (ad hoc), applied, stored and re-used. Ideally objects should be subject (sic) to some kind of quality assurance, validation, but more often than not, they are not… Yet, objects are knowledge mediators, supposed to act intelligently. Worst of all, virtual objects are often heavy and don’t always act as expected (unless we expect them to slow down the design processes and to mess up our business). Observations of modelling in practice and interviews emphasise just how (non)trivial the handling of objects is.
Managing work flow: 3D objects slow down even the biggest and fastest computers, simulation servers or visualization farms; where we expected re-use of data we may observe virtual buildings being torn down long before physical completion. The relation of heavy weight virtual objects and fast, but never fast enough computers, has effects on users’ capacity to plan e.g. when they begin a specific job – unless of course, it should be have been finished even before they got it… In the case of visualization of design or simulation of e.g. the interior climate of the future building users need to think ahead and plan what to do next, once their PC is busy rendering an illustration for a project. It may take hours, if not the whole night. And the job may go wrong – time will tell.
Managing intelligent objects and straight lines. Architects go by the looks. Not only the aesthetics aspects are important - plans, elevations and incisions must be in accordance with industry standards or legal proceedings is a likely outcome. From that follows that the 3D model need some elaboration, post 3D modelling, i.e. Combining intelligent objects with what has been referred to as “dead lines” (in English I think “straight lines” works better) may very well produce nice drawings, but whenever the combination is associated with IFC, the Industry Foundation Classes, the dead lines do not exchange – at least not correctly, across platforms or proprietary applications. Problems exchanging data across platforms is a well known issue within and beyond construction, however, given the numerous digital tools and suites applied across the design process require more checks, more and more time seem to go into controlling whether or not the technology performed a given operation correctly; users may have to check e.g. whether or not the number of doors, pillars or cubic meters of concrete translated according to expectations – and explain deviations.
Adding up data. We know from Yaneva’s studies of Koolhaus’ practice (Yaneva 2005; 2009) that all that architects know about a building is the adding up of data. At the time Yaneva observed the becoming of the NewWhitney, CAD was still the leading and preferred design tool, but in the sense of adding up data BIM is not that different; there is only more adding up data than ever because, as I have learned, the additional third dimension (the height as in the Euclidian space) requires at least one more parameter to be defined, namely the objects relative position in the model – to what does it anchor. In the case of BIM, objects are virtual, parametric building blocks, yet they must be handled with care. Not that they are fragile, rather they are potentially explosive or, at least, their effects on the design process may prove rather harmful.
Manning up and down. At time of writing I dare say that two parallel practices co exist: CAD and BIM. This is one way of understanding how drawing and modelling practices combine. The co-existence of those two practices adds additional stress on the handling of e.g. human resources, not least whenever project teams need reinforcement to meet milestones, client demands etc. The association of CAD, BIM, limited human resources (in number and competence-wise) and tight deadlines may have unfortunate effects on the day-to-day management and organisation of teams and projects – creativity in design and architectural quality risk being traded for narrow technical capabilities; this, on the other hand, allows for otherwise peripheral actors’ inclusion in the community.
Draft conclusion
BIM was introduced to boost productivity in the construction industry, among other things by allowing for extended re-use of data (objects). In practice, this case study shows, objects or data are hard to re-use and sometimes they are stillborn and hence they must be removed from the model. In the ongoing, practical processes users, tools, architecture as well as work methods and routines are continuously shaped, becoming; how to manage a technology in the making, when the socio-material effects of its becoming are (necessarily) unpredictable. Digital 3D construction holds many promises but in practice the relational effects following from the introducing of BIM tend to propagate in various, sometimes unforeseen directions – making modelling hard to manage.
Litterature
Clegg, S., M. Kornberger, et al. (2005). "Learning/Becoming/Organizing." Organization 12(2).
Emirbayer, M. (1997). "Manifesto for a Relational Sociology." The American Journal of Sociology 103(2): 281.
Gherardi, S. (2009). "Introduction: The Critical Power of the 'Practice Lens'." Management learning 40(2): 115-128.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Irwin, A. and M. Michael (2003). Science, Social Theory and Public Knowledge. Madienhead, Berks, Open University Press/McGraw-Hill.
Jensen, C. B. (2004). Researching Partially Existing Objects:. Working Papers from Centre for STS Studies. P. Lauritsen, S. K. Madsen and F. Olesen., The Faculty of Arts, University of Aarhus.
Latour, B. (2006 (1991)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Law, J. (2004). After method – mess in social science research. London
New York, Routledge.
Law, J. (2007). Pinboards and books. Education and Technology. D. W. Kritt and L. T. Winegar. Lanham, Lexington Books: 125-150.
Law, J. and A. M. Mol (2002). Complexities – social studies of knowledge practices. Durham
London, Duke University Press.
Mol, A. (2002). The body multiple: ontology in medical practice. Durham, Duke University Press.
Svenningsen, S. (2004). Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde på sygehuse. København, Handelshøjskolens Forlag.
Yaneva, A. (2005). "Scaling Up and Down: Extraction Trials in Architectural Design." Social Studies of Science 35(6): 867-894.
Yaneva, A. (2009). The Making of a Building: A Pragmatist Approach to Architecture. Oxford, Peter Lang AG.
The mandated introduction of 3D object based modelling in Denmark as of 1 January 2007 sparked, at least for some architects and consulting engineers, a transition from drawing to modelling, from CAD to BIM, from two to three dimensional design processes. Various spokes persons saw or articulated the transition as a “revolution”, a “shift of paradigm”, or a “new way of thinking”. Given the hype about BIM (Building Information Modelling) I welcomed, during the second half of 2007, the unique opportunity to observe and study the design, the partial becoming of a specific building information model and the partial emergence of building information modelling processes. In fact, the processes that I followed were the simultaneous becoming of tools, organisational routines, and users as well as the building information model and modelling methods, in sum, the managing of modelling.
Taking a process view (Clegg, Kornberger et al. 2005; Hernes 2008) on practice based studies (Gherardi 2009) calls, in this case, for a sensibility to enactments and performances, for the specific and provisional as well as multiplicity and fractal overlaps, for non-coherence, for contradictory and sometimes controversial associations and relations between non/human actors – i.a. humans, tools, objects, organisational routines (Law 2004; 2007), yet pragmatic approach to describing and analysing representations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1991): 215) as well as dynamic, recurrent, unfolding relations (Emirbayer 1997).
Asking, among others, how drawing and modelling practices are combined and, to that end, examining how building model, modelling practices, tools, actors and organisational routines become, I draw on but a few, yet paradigmatic episodes where the design process appears rather tangled; describing the far-stretching (rhizomatic, i.e.) ethno-epistemic assemblage (Irwin and Michael 2003) of but a few specific enactments of the building information modelling process may illustrate just how difficult it is, in practice, to manage relational effects associated with modelling. Indeed, taking up the idea that BIM – like e.g. the similarly flawed wide-spreading technological systems within health care (the Electronic Patient Journal, i.e.)(Jensen 2004; Svenningsen 2004) – is a technology in the making, might stress just the how tricky it is to manage, to manage something that is fluid, partially dis/connected, not one, but less than many (Law and Mol 2002; Mol 2002)). Furthermore, “management” (which in this case must be determined empirically, in non a priori terms, i.e.) becomes bi- or even multi-directional, because the suite of object-based, digital modelling tools that architects, engineers, technical assistants and others employ, seem to dis/organise or (re)structure the design processes. (At least some of) The effects of object-based modelling are hard to manage – but what are the effects, how do we come to terms with modelling.
(Potential) Cases - Managing Modelling
Managing objects. Knowing about objects is central to BIM. The relation between hardware, applications, models and virtual building objects is delicate in several ways: Objects are tricky, objects are demanding, objects must be developed (ad hoc), applied, stored and re-used. Ideally objects should be subject (sic) to some kind of quality assurance, validation, but more often than not, they are not… Yet, objects are knowledge mediators, supposed to act intelligently. Worst of all, virtual objects are often heavy and don’t always act as expected (unless we expect them to slow down the design processes and to mess up our business). Observations of modelling in practice and interviews emphasise just how (non)trivial the handling of objects is.
- The apparently simple operation – moving, modifying or even deleting an object - may last several seconds; and users do it all time, again and again.
- The acknowledged complicated operation, e.g. changing the datum of a building, may produce an excess of errors wherever objects were not perfectly defined, assigned, anchored
- The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes may have unforeseen consequences elsewhere
- Objects slowing down the processor’s capacity may force users to review the building model – and thus entirely remove objects that are not strictly necessary or replace them with symbols – in a transition from 2D to 3D and back again...
Managing work flow: 3D objects slow down even the biggest and fastest computers, simulation servers or visualization farms; where we expected re-use of data we may observe virtual buildings being torn down long before physical completion. The relation of heavy weight virtual objects and fast, but never fast enough computers, has effects on users’ capacity to plan e.g. when they begin a specific job – unless of course, it should be have been finished even before they got it… In the case of visualization of design or simulation of e.g. the interior climate of the future building users need to think ahead and plan what to do next, once their PC is busy rendering an illustration for a project. It may take hours, if not the whole night. And the job may go wrong – time will tell.
Managing intelligent objects and straight lines. Architects go by the looks. Not only the aesthetics aspects are important - plans, elevations and incisions must be in accordance with industry standards or legal proceedings is a likely outcome. From that follows that the 3D model need some elaboration, post 3D modelling, i.e. Combining intelligent objects with what has been referred to as “dead lines” (in English I think “straight lines” works better) may very well produce nice drawings, but whenever the combination is associated with IFC, the Industry Foundation Classes, the dead lines do not exchange – at least not correctly, across platforms or proprietary applications. Problems exchanging data across platforms is a well known issue within and beyond construction, however, given the numerous digital tools and suites applied across the design process require more checks, more and more time seem to go into controlling whether or not the technology performed a given operation correctly; users may have to check e.g. whether or not the number of doors, pillars or cubic meters of concrete translated according to expectations – and explain deviations.
Adding up data. We know from Yaneva’s studies of Koolhaus’ practice (Yaneva 2005; 2009) that all that architects know about a building is the adding up of data. At the time Yaneva observed the becoming of the NewWhitney, CAD was still the leading and preferred design tool, but in the sense of adding up data BIM is not that different; there is only more adding up data than ever because, as I have learned, the additional third dimension (the height as in the Euclidian space) requires at least one more parameter to be defined, namely the objects relative position in the model – to what does it anchor. In the case of BIM, objects are virtual, parametric building blocks, yet they must be handled with care. Not that they are fragile, rather they are potentially explosive or, at least, their effects on the design process may prove rather harmful.
Manning up and down. At time of writing I dare say that two parallel practices co exist: CAD and BIM. This is one way of understanding how drawing and modelling practices combine. The co-existence of those two practices adds additional stress on the handling of e.g. human resources, not least whenever project teams need reinforcement to meet milestones, client demands etc. The association of CAD, BIM, limited human resources (in number and competence-wise) and tight deadlines may have unfortunate effects on the day-to-day management and organisation of teams and projects – creativity in design and architectural quality risk being traded for narrow technical capabilities; this, on the other hand, allows for otherwise peripheral actors’ inclusion in the community.
Draft conclusion
BIM was introduced to boost productivity in the construction industry, among other things by allowing for extended re-use of data (objects). In practice, this case study shows, objects or data are hard to re-use and sometimes they are stillborn and hence they must be removed from the model. In the ongoing, practical processes users, tools, architecture as well as work methods and routines are continuously shaped, becoming; how to manage a technology in the making, when the socio-material effects of its becoming are (necessarily) unpredictable. Digital 3D construction holds many promises but in practice the relational effects following from the introducing of BIM tend to propagate in various, sometimes unforeseen directions – making modelling hard to manage.
Litterature
Clegg, S., M. Kornberger, et al. (2005). "Learning/Becoming/Organizing." Organization 12(2).
Emirbayer, M. (1997). "Manifesto for a Relational Sociology." The American Journal of Sociology 103(2): 281.
Gherardi, S. (2009). "Introduction: The Critical Power of the 'Practice Lens'." Management learning 40(2): 115-128.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Irwin, A. and M. Michael (2003). Science, Social Theory and Public Knowledge. Madienhead, Berks, Open University Press/McGraw-Hill.
Jensen, C. B. (2004). Researching Partially Existing Objects:. Working Papers from Centre for STS Studies. P. Lauritsen, S. K. Madsen and F. Olesen., The Faculty of Arts, University of Aarhus.
Latour, B. (2006 (1991)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Law, J. (2004). After method – mess in social science research. London
New York, Routledge.
Law, J. (2007). Pinboards and books. Education and Technology. D. W. Kritt and L. T. Winegar. Lanham, Lexington Books: 125-150.
Law, J. and A. M. Mol (2002). Complexities – social studies of knowledge practices. Durham
London, Duke University Press.
Mol, A. (2002). The body multiple: ontology in medical practice. Durham, Duke University Press.
Svenningsen, S. (2004). Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde på sygehuse. København, Handelshøjskolens Forlag.
Yaneva, A. (2005). "Scaling Up and Down: Extraction Trials in Architectural Design." Social Studies of Science 35(6): 867-894.
Yaneva, A. (2009). The Making of a Building: A Pragmatist Approach to Architecture. Oxford, Peter Lang AG.
27 august 2009
Synopse, (ex) ante
Den digitale revolution i architectura
Jeg vil her give en kort redegørelse, for det der er min afhandling under udarbejdelse. Afhandlingens fulde titel er ”Læring i aktør-netværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09”. Med titlen betones teori såvel som praksis – det forskningsmæssige, læringsteoretiske og metodiske ståsted såvel som det empiriske afsæt. Afhandlingens omdrejningspunkt er i punktform læring, aktør-netværk(steori), digitalisering, byggeri.
I afhandlingen udvikler jeg en forestilling om ”læring i aktør-netværk” . Udgangspunktet er klassisk – teorier om organisatorisk læring, lærende organisationer, praksisfællesskaber, situeret læring, etc., men retningen er informeret af nyere læringsteorier og retninger, der blandt andet stiller spørgsmål ved vante opfattelser af blandt andet individet som kilde til handling og subjekt for læring, cartesianske dualismer og metafysiske betragtninger. Det er derfor passende allerede på nuværende tidspunkt at kaste lys over begrebet – kort sagt sætte det i perspektiv, positionere dét, og dermed afhandlingen. Selvsagt skal jeg ikke allerede på nuværende tids-punkt, i indledningen, udfolde de forskellige læringsteoretiske / associationssociologiske eller analysestrategiske retninger som jeg i afhandlingen forsøger at inkludere / trækker på, blot skal jeg nedenfor illustrere, hvad der er i vente, og hvilke spørgsmål jeg brydes med.
Kort sagt vil jeg med afsæt i en konkret case, og mere generelt i form af brancheobservationer i øvrigt, i løbet af de kommende mange sider beskæftige mig med byggeriet, med digitalisering af byggeriet – byggeriet og dets non/humane aktører er aktør-netværket. Særligt skal vi se nærmere på hvad digitaliseringen synes at have af effekter for aktørernes hverdag, de situerede, partielt forbundne metoder, processer og rutiner, der er knyttet til virksomheden, det at skabe arkitektur / projektere et fremtidigt byggeri. Ved hjælp af eksempler og kasusberetninger beskri-ver jeg dels hvad det kræver af viden og kunnen at arbejde objektorienteret (forklaring følger), dels hvordan de non/humane aktører i byggeriets indledende faser håndterer udfordringen med henblik på at navigere kompetent i den nye, digitalt udfordrede praksis. Jeg belyser med andre ord læringens hvad og hvordan i kraft af en særlig praksis. Måden, metoden eller den sensibilitet med hvilken denne praksis undersøges, er grundlæggende baseret på aktør-netværksteori (meget mere følger også om dette). Og praksissen, byggeriet, er grundlæggende en praksis der siden år 25 før vor tidsregning er kendt under betegnelsen architectura, ingeniør- og arkitektarbejder:
Overblik over afhandlingens kapitler
Med denne meget korte introduktion til afhandlingens helt overordnede ambition samt afgjort summariske fremstilling af digitaliseringen af byggeriet som en revolution (med mere), vender jeg mig i det følgende mod et mere fyldigt resume af, hvad afhandlingen som sådan har at byde på. Ambitionen er at skabe overblik og indføre læserne – i et forhåbentlig tilgængeligt sprog – i afhandlingens overordnede pointer og problemstillinger, herunder tilvejebringe en
Positionering (aktivitetsøkologien)
Denne ph.d.-afhandling handler om læring, om læring i aktør-netværk. Den handler om tilblivelsesprocesser, om det at skabe et byggeri, ved hjælp af 3D objekt-baseret modellering, ved hjælp af bygningsinformationsmodellering (BIM), ved hjælp af ny teknologi, og om samtidigt, parallelet hermed at gen/skabe sig selv i mødet med teknologien. Den handler om hvad aktørerne gør med teknologien og hvad teknologien gør ved os – om relationen mellem non/humane aktører, om associationer og relationelle effekter. I nøgleordsform handler de næste mange sider om læring, om praksis, om forskellige non/humane aktørers gøren og laden, om relationelle kompetencer, om informations- og kommunikationsteknologi og begrebet digitalt byggeri, om tilblivelser, stabiliseringer, translationer, om grænseløse organisationer og aktør-netværk, om hvordan BIM gøres og hvad det betyder for læring – om læringens evige hvad og hvordan: Hvad er det værd at vide og hvordan kommer man (de non/humane aktører) i berøring med denne indsigt.
ANT er som bekendt ikke er en læringsteori, ej heller en pædagogisk teori, men måske frem for alt en teori om viden, handlen (agency) og maskiner (materialitet) og, nota bene, en teori om magt (Fox, forthcoming). Jeg spørger i den sammenhæng: Gør det noget, at ANT ikke er en læringsteori – for hvordan så tænke, forstå, beskrive, analysere, tolke læring eller læreprocesser og hvordan definere, udgrænse, udforske læring, læring i aktør-netværk, spørger, er læringen individuel, organisatorisk, social, behavioristisk, pragmatisk, situeret, materiel, distribueret, kognitiv, systemisk...
Jeg svarer, ja og nej, både og, enten eller, og både og og / eller enten eller, ikke, kort sagt, ja og nej og tænker så: Er læring tilblivelse, becoming? Er læring væren, proces, doing. Er læring translation (hybridisering, mediering, cirkulation, association eller måske ordning)? Er læring relationel? Og er læring effekt?
Metodeansamling (analysestrategi)
Læringsbegrebet søges udfordret i kraft at aktør-netværksteoriens symmetridoktrin, herunder forestillingen om at bedrive symmetrisk antropologi, associationssociologi, empirisk filosofi. Kort sagt forsøger jeg, i det mindste i udgangspunktet, i beskrivelser, analyser og diskussioner af læring og udvikling i praksis, at betragte og desuden behandle enhver entitet eller artefakt, enhver aktør eller aktant, enhver af de non/humane relationer og deraf afledte socio-materielle effekter, ens: Læring er ikke forbeholdt individet, læringen er – som eksempelvis Hutchins’ kognition, distribueret mellem allehånde entiteter, mellem associationer mellem non/humane aktører. Læringsbegrebet er altså som sådan, i udgangspunktet posthumanistisk, det er til forskel fra – men ikke nødvendigvis i direkte modsætning til – psykologiske, individualistiske, behavioriske eller eksempelvis sociale læringsteorier, socio-materielt. LAN er teori om læring i aktør-netværk; hvor aktørerne er netværket, og netværket er aktørerne... Hvor alt der eksisterer, som er, er aktører, relationelle effekter af aktivitet og associationer, translationer.
Til forskel fra – men ikke i decideret modsætning til eksempelvis læring i grænseløse organisationer, læring i praksisfællesskaber, situeret læring – er læring i aktør-netværk topologisk udstrakt, hinsides tid og sted. I LAN spiller materialiteten en (aktiv) rolle, medens fx analyseenheden ikke på forhånd er givet, den gøres i praksis, den er flydende og formes i processen, såvel som de øvrige aktører.
Praksis (architectura)
Afhandlingen baserer sig overvejende på et konkret case materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil. Ved at opspore de non/humane aktørers veje og vildveje, ved at følge, rekonstruere og beskrive transla-tioner, bevægelser og forviklinger er det ambitionen at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at betragte læring, læring i aktør-netværk. I aktør-netværksperspektivet anerkendes alle aktører – herunder også de im/materielle, her er agenterne socio-materielle effekter, relatio-nelle effekter. Her handler im/materialiteterne, her er kognitionen distribueret, her er intentioner, meninger, med mere (fx det vi tager for givet), givet frit lejde – i hvert tilfælde indtil det modsatte måtte være bevist. Det er til tider – og over næsten to hundrede sider – en udfordring ikke ind imellem (selv) at tage tingene for givet, fx at man først er lille, og så bliver stor, at kompetencer er noget vi – har, at læring er et individuelt, psyko-dynamisk forehavende, at objektet er singulært, etc. Det er en anstrengende, vanskelig og risikofyldt øvelse at undersøge multiplcitet, flertydighed, modsætninger, spændinger, forskelle, ambivalenser, at inddrage im/materialiteten og fx forsøge at sætte sig i det andets sted… Hvad vigtigere er – what’s in it, for dig, mig, for forskningen, og ja, for aktør-netværket?
LAN (appliceret)
I og med at casen er konkret, baseret på faktiske, reelle hændelser i praksis, afspejler afhandlingen af gode grunde denne praksis – blandt andre arkitekters, rådgivende ingeniørers, bygherres, softwareleverandørers praksis og feltet vil, alt andet lige, have en interesse i at se deres hverdag beskrevet, analyseret og diskuteret – i denne, altovervejende skriftlige fremstilling (billeder i bilag, audio-visuelle data på DVD). Nærværende tekst er ingen konsulentrapport, den hverken foreskriver eller foregøgler at kunne forløse BIM-praktikerens ikke/trivielle udfordringer, den giver som sådan ingen svar på, hvad eller hvordan man så nu bør sætte sig for at lære at BIM’me. Og alligevel – måske gør den. Ambitionen om at udvikle en praksisteori om læring i aktør-netværk bringer mig (og dermed forhåbentligt også læseren) så relativt tæt på praksis og samtidigt så vidt omkring i samme, at den der ønsker at forstå hvordan en u/bestemt, ufærdig teknologi forbinder sig med og dermed endvidere forbinder forskellige non/humane aktører i ulige krydspunkter i flatland, i aktør-netværket (byggeriet), med fordel kan orientere sig i de kasusberetningerne, som de er fremelsket i kapitel 4. Hvor denne afhandling imidlertid skal kvalificere undertegnede til titlen philosophiae doctor (ph.d), er ambitionen at bidrage til hvad jeg hørte to frankofone kolleger betegne som aktivitetsøkologien, til forskerkollektivets viden om læring på arbejdspladser, til organisering og læring.
Således er det tid til at spørge, denne gang anderledes, men tilsvarende uinformeret: Kan jeg grounde en teori om læring i aktør-netværk, der på den ene side – baseret på empiriske data, i.a.
Og svare, foreløbigt, ”ja”. Det vil sige, det tror jeg. For jeg tænker (endnu), fx, hvad skal BIM – som aktør – kunne / vide / lære for at stabilisere / ordne / mobilisere netværket. Og retter ind - det er ikke bygningsinformationsmo-dellen der lærer, det er aktør-netværket, der lærer – eller hvad:
Jeg vil her give en kort redegørelse, for det der er min afhandling under udarbejdelse. Afhandlingens fulde titel er ”Læring i aktør-netværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09”. Med titlen betones teori såvel som praksis – det forskningsmæssige, læringsteoretiske og metodiske ståsted såvel som det empiriske afsæt. Afhandlingens omdrejningspunkt er i punktform læring, aktør-netværk(steori), digitalisering, byggeri.
I afhandlingen udvikler jeg en forestilling om ”læring i aktør-netværk” . Udgangspunktet er klassisk – teorier om organisatorisk læring, lærende organisationer, praksisfællesskaber, situeret læring, etc., men retningen er informeret af nyere læringsteorier og retninger, der blandt andet stiller spørgsmål ved vante opfattelser af blandt andet individet som kilde til handling og subjekt for læring, cartesianske dualismer og metafysiske betragtninger. Det er derfor passende allerede på nuværende tidspunkt at kaste lys over begrebet – kort sagt sætte det i perspektiv, positionere dét, og dermed afhandlingen. Selvsagt skal jeg ikke allerede på nuværende tids-punkt, i indledningen, udfolde de forskellige læringsteoretiske / associationssociologiske eller analysestrategiske retninger som jeg i afhandlingen forsøger at inkludere / trækker på, blot skal jeg nedenfor illustrere, hvad der er i vente, og hvilke spørgsmål jeg brydes med.
Kort sagt vil jeg med afsæt i en konkret case, og mere generelt i form af brancheobservationer i øvrigt, i løbet af de kommende mange sider beskæftige mig med byggeriet, med digitalisering af byggeriet – byggeriet og dets non/humane aktører er aktør-netværket. Særligt skal vi se nærmere på hvad digitaliseringen synes at have af effekter for aktørernes hverdag, de situerede, partielt forbundne metoder, processer og rutiner, der er knyttet til virksomheden, det at skabe arkitektur / projektere et fremtidigt byggeri. Ved hjælp af eksempler og kasusberetninger beskri-ver jeg dels hvad det kræver af viden og kunnen at arbejde objektorienteret (forklaring følger), dels hvordan de non/humane aktører i byggeriets indledende faser håndterer udfordringen med henblik på at navigere kompetent i den nye, digitalt udfordrede praksis. Jeg belyser med andre ord læringens hvad og hvordan i kraft af en særlig praksis. Måden, metoden eller den sensibilitet med hvilken denne praksis undersøges, er grundlæggende baseret på aktør-netværksteori (meget mere følger også om dette). Og praksissen, byggeriet, er grundlæggende en praksis der siden år 25 før vor tidsregning er kendt under betegnelsen architectura, ingeniør- og arkitektarbejder:
”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of ma-terials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)Når architectura udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, så burde det allerede nu være klart, at der er tale om en sammensat (heterogen, socio-materiel) praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtiden, samtidens digitaliseringsbestræbelser. Architectura er på den ene side et fag, eller altså en ”body of knowledge”, med årtusindgamle traditioner, og på den anden side en praksis, der efter sigende er udsat for intet mindre end en revolution:
"Digitalisering er en så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, ned-brydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: Now is the time. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det centralperspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i for-bindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et fravalg af fremtiden (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolutionen eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører på forskellige vis er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ.
Overblik over afhandlingens kapitler
Med denne meget korte introduktion til afhandlingens helt overordnede ambition samt afgjort summariske fremstilling af digitaliseringen af byggeriet som en revolution (med mere), vender jeg mig i det følgende mod et mere fyldigt resume af, hvad afhandlingen som sådan har at byde på. Ambitionen er at skabe overblik og indføre læserne – i et forhåbentlig tilgængeligt sprog – i afhandlingens overordnede pointer og problemstillinger, herunder tilvejebringe en
- umiddelbar fremstilling af det lærings- og organisationsteoretiske landskab (aktivitets-økologien), som i varierende omfang er søgt erobret (positionering)(a.)
- forforståelse for / accept af analysestrategien / metodeansamlingen, som den er udarbej-det og som den foreligger (for nuværende)(LAN)(b.)
- række præliminære, grundlæggende betragtninger over det empiriske felt, kasus, praksis-sen (architectura)(c.)
- plausibel argumentation for valget af afhandlingens empiriske nedslag / beskrivelser; formålet er at begrunde hvordan de i denne afhandling udforskede betragtninger om læ-ring i et aktør-netværk kan tænkes at bidrage til at styrke ikke mindst arbejdslivsforsk-ningen i læring og organisering ud fra en associationssociologisk / empirisk metafysisk, post-human, im/materiel position (relevanskriterie)(b.).
Positionering (aktivitetsøkologien)
Denne ph.d.-afhandling handler om læring, om læring i aktør-netværk. Den handler om tilblivelsesprocesser, om det at skabe et byggeri, ved hjælp af 3D objekt-baseret modellering, ved hjælp af bygningsinformationsmodellering (BIM), ved hjælp af ny teknologi, og om samtidigt, parallelet hermed at gen/skabe sig selv i mødet med teknologien. Den handler om hvad aktørerne gør med teknologien og hvad teknologien gør ved os – om relationen mellem non/humane aktører, om associationer og relationelle effekter. I nøgleordsform handler de næste mange sider om læring, om praksis, om forskellige non/humane aktørers gøren og laden, om relationelle kompetencer, om informations- og kommunikationsteknologi og begrebet digitalt byggeri, om tilblivelser, stabiliseringer, translationer, om grænseløse organisationer og aktør-netværk, om hvordan BIM gøres og hvad det betyder for læring – om læringens evige hvad og hvordan: Hvad er det værd at vide og hvordan kommer man (de non/humane aktører) i berøring med denne indsigt.
ANT er som bekendt ikke er en læringsteori, ej heller en pædagogisk teori, men måske frem for alt en teori om viden, handlen (agency) og maskiner (materialitet) og, nota bene, en teori om magt (Fox, forthcoming). Jeg spørger i den sammenhæng: Gør det noget, at ANT ikke er en læringsteori – for hvordan så tænke, forstå, beskrive, analysere, tolke læring eller læreprocesser og hvordan definere, udgrænse, udforske læring, læring i aktør-netværk, spørger, er læringen individuel, organisatorisk, social, behavioristisk, pragmatisk, situeret, materiel, distribueret, kognitiv, systemisk...
Jeg svarer, ja og nej, både og, enten eller, og både og og / eller enten eller, ikke, kort sagt, ja og nej og tænker så: Er læring tilblivelse, becoming? Er læring væren, proces, doing. Er læring translation (hybridisering, mediering, cirkulation, association eller måske ordning)? Er læring relationel? Og er læring effekt?
Metodeansamling (analysestrategi)
Læringsbegrebet søges udfordret i kraft at aktør-netværksteoriens symmetridoktrin, herunder forestillingen om at bedrive symmetrisk antropologi, associationssociologi, empirisk filosofi. Kort sagt forsøger jeg, i det mindste i udgangspunktet, i beskrivelser, analyser og diskussioner af læring og udvikling i praksis, at betragte og desuden behandle enhver entitet eller artefakt, enhver aktør eller aktant, enhver af de non/humane relationer og deraf afledte socio-materielle effekter, ens: Læring er ikke forbeholdt individet, læringen er – som eksempelvis Hutchins’ kognition, distribueret mellem allehånde entiteter, mellem associationer mellem non/humane aktører. Læringsbegrebet er altså som sådan, i udgangspunktet posthumanistisk, det er til forskel fra – men ikke nødvendigvis i direkte modsætning til – psykologiske, individualistiske, behavioriske eller eksempelvis sociale læringsteorier, socio-materielt. LAN er teori om læring i aktør-netværk; hvor aktørerne er netværket, og netværket er aktørerne... Hvor alt der eksisterer, som er, er aktører, relationelle effekter af aktivitet og associationer, translationer.
Til forskel fra – men ikke i decideret modsætning til eksempelvis læring i grænseløse organisationer, læring i praksisfællesskaber, situeret læring – er læring i aktør-netværk topologisk udstrakt, hinsides tid og sted. I LAN spiller materialiteten en (aktiv) rolle, medens fx analyseenheden ikke på forhånd er givet, den gøres i praksis, den er flydende og formes i processen, såvel som de øvrige aktører.
Praksis (architectura)
Afhandlingen baserer sig overvejende på et konkret case materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil. Ved at opspore de non/humane aktørers veje og vildveje, ved at følge, rekonstruere og beskrive transla-tioner, bevægelser og forviklinger er det ambitionen at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at betragte læring, læring i aktør-netværk. I aktør-netværksperspektivet anerkendes alle aktører – herunder også de im/materielle, her er agenterne socio-materielle effekter, relatio-nelle effekter. Her handler im/materialiteterne, her er kognitionen distribueret, her er intentioner, meninger, med mere (fx det vi tager for givet), givet frit lejde – i hvert tilfælde indtil det modsatte måtte være bevist. Det er til tider – og over næsten to hundrede sider – en udfordring ikke ind imellem (selv) at tage tingene for givet, fx at man først er lille, og så bliver stor, at kompetencer er noget vi – har, at læring er et individuelt, psyko-dynamisk forehavende, at objektet er singulært, etc. Det er en anstrengende, vanskelig og risikofyldt øvelse at undersøge multiplcitet, flertydighed, modsætninger, spændinger, forskelle, ambivalenser, at inddrage im/materialiteten og fx forsøge at sætte sig i det andets sted… Hvad vigtigere er – what’s in it, for dig, mig, for forskningen, og ja, for aktør-netværket?
LAN (appliceret)
I og med at casen er konkret, baseret på faktiske, reelle hændelser i praksis, afspejler afhandlingen af gode grunde denne praksis – blandt andre arkitekters, rådgivende ingeniørers, bygherres, softwareleverandørers praksis og feltet vil, alt andet lige, have en interesse i at se deres hverdag beskrevet, analyseret og diskuteret – i denne, altovervejende skriftlige fremstilling (billeder i bilag, audio-visuelle data på DVD). Nærværende tekst er ingen konsulentrapport, den hverken foreskriver eller foregøgler at kunne forløse BIM-praktikerens ikke/trivielle udfordringer, den giver som sådan ingen svar på, hvad eller hvordan man så nu bør sætte sig for at lære at BIM’me. Og alligevel – måske gør den. Ambitionen om at udvikle en praksisteori om læring i aktør-netværk bringer mig (og dermed forhåbentligt også læseren) så relativt tæt på praksis og samtidigt så vidt omkring i samme, at den der ønsker at forstå hvordan en u/bestemt, ufærdig teknologi forbinder sig med og dermed endvidere forbinder forskellige non/humane aktører i ulige krydspunkter i flatland, i aktør-netværket (byggeriet), med fordel kan orientere sig i de kasusberetningerne, som de er fremelsket i kapitel 4. Hvor denne afhandling imidlertid skal kvalificere undertegnede til titlen philosophiae doctor (ph.d), er ambitionen at bidrage til hvad jeg hørte to frankofone kolleger betegne som aktivitetsøkologien, til forskerkollektivets viden om læring på arbejdspladser, til organisering og læring.
Således er det tid til at spørge, denne gang anderledes, men tilsvarende uinformeret: Kan jeg grounde en teori om læring i aktør-netværk, der på den ene side – baseret på empiriske data, i.a.
- behandler non/humane aktører ens
- undersøger de relationelle effekter af socio-materielle associationer i praksis
- anerkender materialiteten
- i et eller andet omfang tildeler non-humane aktører intention, magt, handling
- bortser fra a priori eller meta-fysiske opfattelser af hvad der er rigtigt og forkert, inde / ude, mikro eller makro, etc.
Og svare, foreløbigt, ”ja”. Det vil sige, det tror jeg. For jeg tænker (endnu), fx, hvad skal BIM – som aktør – kunne / vide / lære for at stabilisere / ordne / mobilisere netværket. Og retter ind - det er ikke bygningsinformationsmo-dellen der lærer, det er aktør-netværket, der lærer – eller hvad:
- Hvad lærer det, aktør-netværket, og hvordan
- Kan jeg sige noget om det
- Kan jeg gøre den fortælling interessant, vedkommende, videnskabelig (metodologisk / analysestrategisk) sand, relevant - har mit narrativ nogen relevans for aktivitetsøkologien, for de felter jeg tidligere har nævnt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
