28 april 2010

Virtual demolition and stillborn data - Tools, workers and models

I morgen afh9lder netværket Virtual Worlds Research et heldagsseminar med titlen "Virtual Buildings and Cityscapes as communication technologies in the making". Jeg er inviteret til at tale om mit forskningsprojekt, særligt de aspekter der vedrører visuel kommunikation og virtuelle bygningsmodeller.

Som det fremgår af overskriften, tager jeg udgangspunkt i et af de adskillige paradokser jeg er stødt på i forbindelse med mine observationer i praksis, nemlig virtuel nedrivning af endnu ufærdige 3D bygningsmodeller. Blandt andet vil jeg forsøge at illustrere hvad det er der sker, når de nye 3D modelleringsværktøjer møder praksis, herunder begrænsninger i form af processorkapacitet eller kort og godt regnekraft - trods det forhold, at man eksempelvis har etableret renderingsfarme og installeret simuleringsservere.

Jeg ser frem til en spændende dag, ikke mindst glæder jeg mig til Odilo Schochs og Anders Hermunds demonstration af kolloborative virtuelle arbejdspladser til arkitektonisk design.

09 marts 2010

Digitaliseringsstafet

Implementeringsnetværket og BIM byen har i fællesskab sendt en digitaliseringsstafet i cirkulation mellem såkaldte eksperter, og i forrige uge endte den hos mig - beæret og samtidigt bekymret overtog jeg stafetten efter Peter Hyttel Sørensen, CAD chef ved CF Møllers tegnestue i Århus.

Med stafetten følger en række spørgsmål, som man skal svare på - og det har jeg selvølgelig gjort. Svarene kan læses både på hjemmesiderne for dels Det Digitale Byggeri, dels BIM byen.

Samtidigt har jeg formuleret nogle nye spørgsmål, og de lyder:

  • Hvis de virtuelle objekter var udstyret med intelligens, hvad ville de da tænke?
  • Hvis bygningsmodellen kunne tale, hvad ville den da sige?
  • Hvis de digitale værktøjer kunne handle, hvordan ville de da agere?
  • Hvis objekter, modeller og værktøjer er dumme, fåmælte, handlingslammede, hvad fordrer det så af byggeriets humane agenter?

Stafetten er givet videre til Katrine Lotz, ph.d. og adjunkt på KARCH.

05 marts 2010

Managing Modelling

I år, i maj, er det den grande finale. Her lukker Center for Ledelse i Byggeriet efter i omkring 4 år at have leveret "ilt til en branche, hvis problemfyldte praksis hidtil er blevet kritiseret ud fra idealiserede billeder". Den store finale er en international konference, hvor blandt meget andet følgende tanker vil blive udfoldet. Du kan her læse mit udvidede abstract til et working paper, som vil blive præsenteret på konferencen. Titlen er, som angivet, Managing Modelling:

The mandated introduction of 3D object based modelling in Denmark as of 1 January 2007 sparked, at least for some architects and consulting engineers, a transition from drawing to modelling, from CAD to BIM, from two to three dimensional design processes. Various spokes persons saw or articulated the transition as a “revolution”, a “shift of paradigm”, or a “new way of thinking”. Given the hype about BIM (Building Information Modelling) I welcomed, during the second half of 2007, the unique opportunity to observe and study the design, the partial becoming of a specific building information model and the partial emergence of building information modelling processes. In fact, the processes that I followed were the simultaneous becoming of tools, organisational routines, and users as well as the building information model and modelling methods, in sum, the managing of modelling.

Taking a process view (Clegg, Kornberger et al. 2005; Hernes 2008) on practice based studies (Gherardi 2009) calls, in this case, for a sensibility to enactments and performances, for the specific and provisional as well as multiplicity and fractal overlaps, for non-coherence, for contradictory and sometimes controversial associations and relations between non/human actors – i.a. humans, tools, objects, organisational routines (Law 2004; 2007), yet pragmatic approach to describing and analysing representations, transformations, displacements, circulations, attributions (Latour 2006 (1991): 215) as well as dynamic, recurrent, unfolding relations (Emirbayer 1997).

Asking, among others, how drawing and modelling practices are combined and, to that end, examining how building model, modelling practices, tools, actors and organisational routines become, I draw on but a few, yet paradigmatic episodes where the design process appears rather tangled; describing the far-stretching (rhizomatic, i.e.) ethno-epistemic assemblage (Irwin and Michael 2003) of but a few specific enactments of the building information modelling process may illustrate just how difficult it is, in practice, to manage relational effects associated with modelling. Indeed, taking up the idea that BIM – like e.g. the similarly flawed wide-spreading technological systems within health care (the Electronic Patient Journal, i.e.)(Jensen 2004; Svenningsen 2004) – is a technology in the making, might stress just the how tricky it is to manage, to manage something that is fluid, partially dis/connected, not one, but less than many (Law and Mol 2002; Mol 2002)). Furthermore, “management” (which in this case must be determined empirically, in non a priori terms, i.e.) becomes bi- or even multi-directional, because the suite of object-based, digital modelling tools that architects, engineers, technical assistants and others employ, seem to dis/organise or (re)structure the design processes. (At least some of) The effects of object-based modelling are hard to manage – but what are the effects, how do we come to terms with modelling.

(Potential) Cases - Managing Modelling

Managing objects. Knowing about objects is central to BIM. The relation between hardware, applications, models and virtual building objects is delicate in several ways: Objects are tricky, objects are demanding, objects must be developed (ad hoc), applied, stored and re-used. Ideally objects should be subject (sic) to some kind of quality assurance, validation, but more often than not, they are not… Yet, objects are knowledge mediators, supposed to act intelligently. Worst of all, virtual objects are often heavy and don’t always act as expected (unless we expect them to slow down the design processes and to mess up our business). Observations of modelling in practice and interviews emphasise just how (non)trivial the handling of objects is.


  • The apparently simple operation – moving, modifying or even deleting an object - may last several seconds; and users do it all time, again and again.
  • The acknowledged complicated operation, e.g. changing the datum of a building, may produce an excess of errors wherever objects were not perfectly defined, assigned, anchored
  • The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes may have unforeseen consequences elsewhere
  • Objects slowing down the processor’s capacity may force users to review the building model – and thus entirely remove objects that are not strictly necessary or replace them with symbols – in a transition from 2D to 3D and back again...


Managing work flow: 3D objects slow down even the biggest and fastest computers, simulation servers or visualization farms; where we expected re-use of data we may observe virtual buildings being torn down long before physical completion. The relation of heavy weight virtual objects and fast, but never fast enough computers, has effects on users’ capacity to plan e.g. when they begin a specific job – unless of course, it should be have been finished even before they got it… In the case of visualization of design or simulation of e.g. the interior climate of the future building users need to think ahead and plan what to do next, once their PC is busy rendering an illustration for a project. It may take hours, if not the whole night. And the job may go wrong – time will tell.

Managing intelligent objects and straight lines. Architects go by the looks. Not only the aesthetics aspects are important - plans, elevations and incisions must be in accordance with industry standards or legal proceedings is a likely outcome. From that follows that the 3D model need some elaboration, post 3D modelling, i.e. Combining intelligent objects with what has been referred to as “dead lines” (in English I think “straight lines” works better) may very well produce nice drawings, but whenever the combination is associated with IFC, the Industry Foundation Classes, the dead lines do not exchange – at least not correctly, across platforms or proprietary applications. Problems exchanging data across platforms is a well known issue within and beyond construction, however, given the numerous digital tools and suites applied across the design process require more checks, more and more time seem to go into controlling whether or not the technology performed a given operation correctly; users may have to check e.g. whether or not the number of doors, pillars or cubic meters of concrete translated according to expectations – and explain deviations.

Adding up data. We know from Yaneva’s studies of Koolhaus’ practice (Yaneva 2005; 2009) that all that architects know about a building is the adding up of data. At the time Yaneva observed the becoming of the NewWhitney, CAD was still the leading and preferred design tool, but in the sense of adding up data BIM is not that different; there is only more adding up data than ever because, as I have learned, the additional third dimension (the height as in the Euclidian space) requires at least one more parameter to be defined, namely the objects relative position in the model – to what does it anchor. In the case of BIM, objects are virtual, parametric building blocks, yet they must be handled with care. Not that they are fragile, rather they are potentially explosive or, at least, their effects on the design process may prove rather harmful.

Manning up and down. At time of writing I dare say that two parallel practices co exist: CAD and BIM. This is one way of understanding how drawing and modelling practices combine. The co-existence of those two practices adds additional stress on the handling of e.g. human resources, not least whenever project teams need reinforcement to meet milestones, client demands etc. The association of CAD, BIM, limited human resources (in number and competence-wise) and tight deadlines may have unfortunate effects on the day-to-day management and organisation of teams and projects – creativity in design and architectural quality risk being traded for narrow technical capabilities; this, on the other hand, allows for otherwise peripheral actors’ inclusion in the community.

Draft conclusion

BIM was introduced to boost productivity in the construction industry, among other things by allowing for extended re-use of data (objects). In practice, this case study shows, objects or data are hard to re-use and sometimes they are stillborn and hence they must be removed from the model. In the ongoing, practical processes users, tools, architecture as well as work methods and routines are continuously shaped, becoming; how to manage a technology in the making, when the socio-material effects of its becoming are (necessarily) unpredictable. Digital 3D construction holds many promises but in practice the relational effects following from the introducing of BIM tend to propagate in various, sometimes unforeseen directions – making modelling hard to manage.

Litterature

Clegg, S., M. Kornberger, et al. (2005). "Learning/Becoming/Organizing." Organization 12(2).
Emirbayer, M. (1997). "Manifesto for a Relational Sociology." The American Journal of Sociology 103(2): 281.
Gherardi, S. (2009). "Introduction: The Critical Power of the 'Practice Lens'." Management learning 40(2): 115-128.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Irwin, A. and M. Michael (2003). Science, Social Theory and Public Knowledge. Madienhead, Berks, Open University Press/McGraw-Hill.
Jensen, C. B. (2004). Researching Partially Existing Objects:. Working Papers from Centre for STS Studies. P. Lauritsen, S. K. Madsen and F. Olesen., The Faculty of Arts, University of Aarhus.
Latour, B. (2006 (1991)). Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag.
Law, J. (2004). After method – mess in social science research. London
New York, Routledge.
Law, J. (2007). Pinboards and books. Education and Technology. D. W. Kritt and L. T. Winegar. Lanham, Lexington Books: 125-150.
Law, J. and A. M. Mol (2002). Complexities – social studies of knowledge practices. Durham
London, Duke University Press.
Mol, A. (2002). The body multiple: ontology in medical practice. Durham, Duke University Press.
Svenningsen, S. (2004). Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde på sygehuse. København, Handelshøjskolens Forlag.
Yaneva, A. (2005). "Scaling Up and Down: Extraction Trials in Architectural Design." Social Studies of Science 35(6): 867-894.
Yaneva, A. (2009). The Making of a Building: A Pragmatist Approach to Architecture. Oxford, Peter Lang AG.

27 august 2009

Synopse, (ex) ante

Den digitale revolution i architectura

Jeg vil her give en kort redegørelse, for det der er min afhandling under udarbejdelse. Afhandlingens fulde titel er ”Læring i aktør-netværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09”. Med titlen betones teori såvel som praksis – det forskningsmæssige, læringsteoretiske og metodiske ståsted såvel som det empiriske afsæt. Afhandlingens omdrejningspunkt er i punktform læring, aktør-netværk(steori), digitalisering, byggeri.

I afhandlingen udvikler jeg en forestilling om ”læring i aktør-netværk” . Udgangspunktet er klassisk – teorier om organisatorisk læring, lærende organisationer, praksisfællesskaber, situeret læring, etc., men retningen er informeret af nyere læringsteorier og retninger, der blandt andet stiller spørgsmål ved vante opfattelser af blandt andet individet som kilde til handling og subjekt for læring, cartesianske dualismer og metafysiske betragtninger. Det er derfor passende allerede på nuværende tidspunkt at kaste lys over begrebet – kort sagt sætte det i perspektiv, positionere dét, og dermed afhandlingen. Selvsagt skal jeg ikke allerede på nuværende tids-punkt, i indledningen, udfolde de forskellige læringsteoretiske / associationssociologiske eller analysestrategiske retninger som jeg i afhandlingen forsøger at inkludere / trækker på, blot skal jeg nedenfor illustrere, hvad der er i vente, og hvilke spørgsmål jeg brydes med.

Kort sagt vil jeg med afsæt i en konkret case, og mere generelt i form af brancheobservationer i øvrigt, i løbet af de kommende mange sider beskæftige mig med byggeriet, med digitalisering af byggeriet – byggeriet og dets non/humane aktører er aktør-netværket. Særligt skal vi se nærmere på hvad digitaliseringen synes at have af effekter for aktørernes hverdag, de situerede, partielt forbundne metoder, processer og rutiner, der er knyttet til virksomheden, det at skabe arkitektur / projektere et fremtidigt byggeri. Ved hjælp af eksempler og kasusberetninger beskri-ver jeg dels hvad det kræver af viden og kunnen at arbejde objektorienteret (forklaring følger), dels hvordan de non/humane aktører i byggeriets indledende faser håndterer udfordringen med henblik på at navigere kompetent i den nye, digitalt udfordrede praksis. Jeg belyser med andre ord læringens hvad og hvordan i kraft af en særlig praksis. Måden, metoden eller den sensibilitet med hvilken denne praksis undersøges, er grundlæggende baseret på aktør-netværksteori (meget mere følger også om dette). Og praksissen, byggeriet, er grundlæggende en praksis der siden år 25 før vor tidsregning er kendt under betegnelsen architectura, ingeniør- og arkitektarbejder:

”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of ma-terials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)
Når architectura udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, så burde det allerede nu være klart, at der er tale om en sammensat (heterogen, socio-materiel) praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtiden, samtidens digitaliseringsbestræbelser. Architectura er på den ene side et fag, eller altså en ”body of knowledge”, med årtusindgamle traditioner, og på den anden side en praksis, der efter sigende er udsat for intet mindre end en revolution:

"Digitalisering er en så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, ned-brydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: Now is the time. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)
Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det centralperspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i for-bindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et fravalg af fremtiden (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolutionen eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører på forskellige vis er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ.

Overblik over afhandlingens kapitler

Med denne meget korte introduktion til afhandlingens helt overordnede ambition samt afgjort summariske fremstilling af digitaliseringen af byggeriet som en revolution (med mere), vender jeg mig i det følgende mod et mere fyldigt resume af, hvad afhandlingen som sådan har at byde på. Ambitionen er at skabe overblik og indføre læserne – i et forhåbentlig tilgængeligt sprog – i afhandlingens overordnede pointer og problemstillinger, herunder tilvejebringe en

  • umiddelbar fremstilling af det lærings- og organisationsteoretiske landskab (aktivitets-økologien), som i varierende omfang er søgt erobret (positionering)(a.)
  • forforståelse for / accept af analysestrategien / metodeansamlingen, som den er udarbej-det og som den foreligger (for nuværende)(LAN)(b.)
  • række præliminære, grundlæggende betragtninger over det empiriske felt, kasus, praksis-sen (architectura)(c.)
  • plausibel argumentation for valget af afhandlingens empiriske nedslag / beskrivelser; formålet er at begrunde hvordan de i denne afhandling udforskede betragtninger om læ-ring i et aktør-netværk kan tænkes at bidrage til at styrke ikke mindst arbejdslivsforsk-ningen i læring og organisering ud fra en associationssociologisk / empirisk metafysisk, post-human, im/materiel position (relevanskriterie)(b.).
Kapitlet er i sin helhed, cf. overskriften ”synopse”, at betragte som et skriftligt oplæg, en kon-trakt for afhandlingen i sin helhed – et manuskript. At ’manuskriptet’ er udarbejdet efter at have produceret omkring 200 siders kladde (eksklusiv bilag) samt 700 siders transskriberet inter-view, styrker kun denne synopse, det første af afhandlingens centrale kapitler, de øvrige følger af ovennævnte liste (ad a-d). Fremstillingen er med andre ord en læsevejledning, og en orientering om hvordan forskellige kapitler, trods deres respektive udformninger, er tænkt som et samlet hele, som et udkast til den endelige afhandling.

Positionering (aktivitetsøkologien)

Denne ph.d.-afhandling handler om læring, om læring i aktør-netværk. Den handler om tilblivelsesprocesser, om det at skabe et byggeri, ved hjælp af 3D objekt-baseret modellering, ved hjælp af bygningsinformationsmodellering (BIM), ved hjælp af ny teknologi, og om samtidigt, parallelet hermed at gen/skabe sig selv i mødet med teknologien. Den handler om hvad aktørerne gør med teknologien og hvad teknologien gør ved os – om relationen mellem non/humane aktører, om associationer og relationelle effekter. I nøgleordsform handler de næste mange sider om læring, om praksis, om forskellige non/humane aktørers gøren og laden, om relationelle kompetencer, om informations- og kommunikationsteknologi og begrebet digitalt byggeri, om tilblivelser, stabiliseringer, translationer, om grænseløse organisationer og aktør-netværk, om hvordan BIM gøres og hvad det betyder for læring – om læringens evige hvad og hvordan: Hvad er det værd at vide og hvordan kommer man (de non/humane aktører) i berøring med denne indsigt.

ANT er som bekendt ikke er en læringsteori, ej heller en pædagogisk teori, men måske frem for alt en teori om viden, handlen (agency) og maskiner (materialitet) og, nota bene, en teori om magt (Fox, forthcoming). Jeg spørger i den sammenhæng: Gør det noget, at ANT ikke er en læringsteori – for hvordan så tænke, forstå, beskrive, analysere, tolke læring eller læreprocesser og hvordan definere, udgrænse, udforske læring, læring i aktør-netværk, spørger, er læringen individuel, organisatorisk, social, behavioristisk, pragmatisk, situeret, materiel, distribueret, kognitiv, systemisk...

Jeg svarer, ja og nej, både og, enten eller, og både og og / eller enten eller, ikke, kort sagt, ja og nej og tænker så: Er læring tilblivelse, becoming? Er læring væren, proces, doing. Er læring translation (hybridisering, mediering, cirkulation, association eller måske ordning)? Er læring relationel? Og er læring effekt?

Metodeansamling (analysestrategi)

Læringsbegrebet søges udfordret i kraft at aktør-netværksteoriens symmetridoktrin, herunder forestillingen om at bedrive symmetrisk antropologi, associationssociologi, empirisk filosofi. Kort sagt forsøger jeg, i det mindste i udgangspunktet, i beskrivelser, analyser og diskussioner af læring og udvikling i praksis, at betragte og desuden behandle enhver entitet eller artefakt, enhver aktør eller aktant, enhver af de non/humane relationer og deraf afledte socio-materielle effekter, ens: Læring er ikke forbeholdt individet, læringen er – som eksempelvis Hutchins’ kognition, distribueret mellem allehånde entiteter, mellem associationer mellem non/humane aktører. Læringsbegrebet er altså som sådan, i udgangspunktet posthumanistisk, det er til forskel fra – men ikke nødvendigvis i direkte modsætning til – psykologiske, individualistiske, behavioriske eller eksempelvis sociale læringsteorier, socio-materielt. LAN er teori om læring i aktør-netværk; hvor aktørerne er netværket, og netværket er aktørerne... Hvor alt der eksisterer, som er, er aktører, relationelle effekter af aktivitet og associationer, translationer.

Til forskel fra – men ikke i decideret modsætning til eksempelvis læring i grænseløse organisationer, læring i praksisfællesskaber, situeret læring – er læring i aktør-netværk topologisk udstrakt, hinsides tid og sted. I LAN spiller materialiteten en (aktiv) rolle, medens fx analyseenheden ikke på forhånd er givet, den gøres i praksis, den er flydende og formes i processen, såvel som de øvrige aktører.

Praksis (architectura)

Afhandlingen baserer sig overvejende på et konkret case materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil. Ved at opspore de non/humane aktørers veje og vildveje, ved at følge, rekonstruere og beskrive transla-tioner, bevægelser og forviklinger er det ambitionen at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at betragte læring, læring i aktør-netværk. I aktør-netværksperspektivet anerkendes alle aktører – herunder også de im/materielle, her er agenterne socio-materielle effekter, relatio-nelle effekter. Her handler im/materialiteterne, her er kognitionen distribueret, her er intentioner, meninger, med mere (fx det vi tager for givet), givet frit lejde – i hvert tilfælde indtil det modsatte måtte være bevist. Det er til tider – og over næsten to hundrede sider – en udfordring ikke ind imellem (selv) at tage tingene for givet, fx at man først er lille, og så bliver stor, at kompetencer er noget vi – har, at læring er et individuelt, psyko-dynamisk forehavende, at objektet er singulært, etc. Det er en anstrengende, vanskelig og risikofyldt øvelse at undersøge multiplcitet, flertydighed, modsætninger, spændinger, forskelle, ambivalenser, at inddrage im/materialiteten og fx forsøge at sætte sig i det andets sted… Hvad vigtigere er – what’s in it, for dig, mig, for forskningen, og ja, for aktør-netværket?

LAN (appliceret)

I og med at casen er konkret, baseret på faktiske, reelle hændelser i praksis, afspejler afhandlingen af gode grunde denne praksis – blandt andre arkitekters, rådgivende ingeniørers, bygherres, softwareleverandørers praksis og feltet vil, alt andet lige, have en interesse i at se deres hverdag beskrevet, analyseret og diskuteret – i denne, altovervejende skriftlige fremstilling (billeder i bilag, audio-visuelle data på DVD). Nærværende tekst er ingen konsulentrapport, den hverken foreskriver eller foregøgler at kunne forløse BIM-praktikerens ikke/trivielle udfordringer, den giver som sådan ingen svar på, hvad eller hvordan man så nu bør sætte sig for at lære at BIM’me. Og alligevel – måske gør den. Ambitionen om at udvikle en praksisteori om læring i aktør-netværk bringer mig (og dermed forhåbentligt også læseren) så relativt tæt på praksis og samtidigt så vidt omkring i samme, at den der ønsker at forstå hvordan en u/bestemt, ufærdig teknologi forbinder sig med og dermed endvidere forbinder forskellige non/humane aktører i ulige krydspunkter i flatland, i aktør-netværket (byggeriet), med fordel kan orientere sig i de kasusberetningerne, som de er fremelsket i kapitel 4. Hvor denne afhandling imidlertid skal kvalificere undertegnede til titlen philosophiae doctor (ph.d), er ambitionen at bidrage til hvad jeg hørte to frankofone kolleger betegne som aktivitetsøkologien, til forskerkollektivets viden om læring på arbejdspladser, til organisering og læring.

Således er det tid til at spørge, denne gang anderledes, men tilsvarende uinformeret: Kan jeg grounde en teori om læring i aktør-netværk, der på den ene side – baseret på empiriske data, i.a.

  • behandler non/humane aktører ens
  • undersøger de relationelle effekter af socio-materielle associationer i praksis
  • anerkender materialiteten
  • i et eller andet omfang tildeler non-humane aktører intention, magt, handling
  • bortser fra a priori eller meta-fysiske opfattelser af hvad der er rigtigt og forkert, inde / ude, mikro eller makro, etc.
og som, på den anden side, samtidigt trækker overvejende lærings- og organisationsteoretiske forskningsregimer?

Og svare, foreløbigt, ”ja”. Det vil sige, det tror jeg. For jeg tænker (endnu), fx, hvad skal BIM – som aktør – kunne / vide / lære for at stabilisere / ordne / mobilisere netværket. Og retter ind - det er ikke bygningsinformationsmo-dellen der lærer, det er aktør-netværket, der lærer – eller hvad:

  • Hvad lærer det, aktør-netværket, og hvordan
  • Kan jeg sige noget om det
  • Kan jeg gøre den fortælling interessant, vedkommende, videnskabelig (metodologisk / analysestrategisk) sand, relevant - har mit narrativ nogen relevans for aktivitetsøkologien, for de felter jeg tidligere har nævnt.
Bemærk, at disse spørgsmål og hvad der ellers er undersøges i de kommende kapitler (som også er ved at blive formuleret, og som altså ikke er tilgængelige her).

01 juli 2009

Work in progress seminar

Den 16. september 2009 (kl. 14-16) fremlægger og diskuterer jeg mit igangværende forskningsprojekt med titlen "Læring i aktør-netværk - Digitalt byggeri, Danmark 2007-09":

I forskningsprojektet "Læring i aktør-netværk" udfoldes anledninger, situationer og abstrakte rum, hvor praksis synes udfordret. På grundlag af blandt andet (real-tids video) obser-views og en metodeansamling inspireret af primært materielle læringsteorier, aktivitetsøkologien, procesfilosofien samt aktør-netværksteori forsøger jeg med afhandlingen at udgrænse læringsbegrebet; antagelsen er, at et aktør-netværk rækker anderledes ud, ind, op, ned, over, under, igennem end fx en grænseløs organisation, en virksomhed, et projekt, et praksisfællesskab, et inter-organisatorisk samarbejde, eller lignende gør det.

Spørgsmålene der søges besvaret lyder, i skrivende stund (sommer 2009), således:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for praksis og hvordan håndteres disse mhp. konstituering af læring gennem udvikling af det aktør-netværk, som de nye teknologier associeres med?

Empirisk betragtet samler interessen sig om socio-materielle associationer og effekter af relationer mellem heterogene entiteter - effekter af non/humane aktørers gøren og laden i praksis.

De non/humane aktører omfatter, inter alia, en regering, der vil vækst med vilje, offentlige myndigheder og en bekendtgørelse, licitationsregler og EU lovgivning, tre statslige bygherrer, brugere og lejere, en håndfuld globale software konglomerater og et par lokale value-added resellers, softwareleverandør er og ‑udviklere, mindst en CAD-manager, 4-5-8-10 eller flere ildsjæle, medløbere, ledere og ledelser, tekniske tegnere, bygningskonstruktører, arkitekter, fliprøve, nørder og freaks, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner, materialeproducenter, globale tendenser, historiske forviklinger, klassifikationer og standarder, grid-computing og processorkraft, post-it notitser og telefonkæder, kultur, sædvaner, rutiner og arbejdsmetoder, penge og magt(kampe), tid, visioner og forestillinger om effektivitet, software versioneringer og bagud-kompatibilitet, intelligente objekter, objektbyggere og nye titler/roller, kurser og (efter)uddannelse, alder og erfaring, novicer og eksperter, lederskab og strategi, muligheder og begrænsninger... Eller Dansk Arkitektur Center, Frank Gehry, en nyanskaffet 3D printer, kassevis af tegninger, mapper med tekst, tegneredskaber, ambassadører, en virtuel indkøbsvogn, et flueben, (intelligente) objekter og (døde) streger, en parametrisk væg og målkæder, der hopper af, en bibliotekar; arkiveringsprocedurer og navngivningsklassifikationer; mapper og vareprøver, en USB-nøgle. Og fotos, linealer, lommeregnere, kalendere, notesbøger, kaffekopper/krus, et viskelæder, en lille fejekost, en rulle med kalke. Et atelier med plexiglas, hobbyknive, træ og metal, tuscher, lim, nåle, hæftemaskiner, og måske - en 3D printer. Og mere papir - i sjældent store formater og mængder, spande med plastmateriale og gips, og referencer til tidligere projekter... Borde med arkitektlamper - hvad ellers, samt selvfølgelig, mindst én fladskærm, et tastatur og en mus, en manifold (en tilsyneladende rodet bunke kalke og en mængde A0/A1/A3 plot og print), et stykke perforeret metal, mobiltelefoner. Og computere, serverstationer, simuleringsservere, renderingsfarme og en ikke ubetragtelig, men næsten ubetalelig mængde software licenser...

Formålet med projektet er, "gennem empiriske studier af cases fra byggebranchen at bidrage med ny viden om strukturelle og teknologiske forandringers betydning i praksis, ved især at indfange og analysere kompleksiteten af de (lære)processer, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor nye teknologier og standarder introduceres med effekter for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser".

Seminaret er åbent for alle, men tilmelding er nødvendig: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=6609&newsid1=8857 (DPU kalender)

08 juni 2009

Shape Shifting

Om blot et par dage præsenterer et par kolleger en artikel som de og undertegnede har skrevet. Artiklen bærer titlen Shape Shifting, og den er skrevet med henblik på at blive fremlagt og diskuteret ved konferencen 5th Nordic, Conference on Construction Economics and Organisation i Reykjavik, Island.

Kort sagt handler vores fælles skriv om hvordan en 3D bygningsmodel anvendes - eller snarere ikke anvendes, men translateres - i et konkret byggeprojekt. Artiklen er det mere eller mindre håndgribelige resultat af et længerevarende ph.d. specialekursus, som jeg deltog i sidste år. Abstrakt lyder som følger:

"In this paper we are concerned with the specific effects of a 3D building model produced and reproduced in the planning and construction phases on a particular construction project. We contrast these effects with the policy intentions expressed within a state funded, public initiative that aims to promote so-called ‘digital construction’ in Denmark. One of the main objectives of this initiative is to ensure better coordination between the different phases of the building project through the application of 3D Building Information Modeling (BIM). The intentions are to improve the construction phase by providing pervasive on-site planning and logistics, where the 3D building model combined with process-data developed and maintained by the individual contractor should facilitate the production of detailed step-by-step production planning in the form of ‘production cards’. The empirical findings from the case-study reveal a much less pervasive and more coincidental utilization of the 3D model than envisioned programmatically. We show how the 3D model is introduced into the construction phase in the form of paper
based isometric drawings – as a supplement only to the existing practices. While this modest utilization may resemble a failure from the view-point of the policy intentions, we suggest that it allows the craftsmen on the buildingsite to actively translate and contextualise the technology in a form relevant to their activities. We suggest that the top-down regulatory intentions of the policy program may be hampered if they fail to create room for such local ‘contextualization’ processes."

Jeg ønsker mine kolleger held og lykke i Reykjavik og ser frem til at høre hvordan det gik!

Alle publikationer