Medbetjening i Statsforvaltningen

Jeg har hen over sommeren og i efteråret 2016 haft en mindre 'samarbejde' med Statsforvaltningen og firmaet cBrain, idet jeg og en håndfuld kolleger fra Institut for Ledelse og Forvaltning samt KA, og sammen med repræsentanter for disse to organisationer, har udviklet en efter sigende eksemplarisk eksamensopgave :-)
Der er tale om en delvist videodokumenteret eksamenscase. Casen indeholdte fire overordnede spørgsmål, som skulle besvares ved at kombinere teorier fra undervisningen med empirisk materiale i form af bilag og nævnte præsentationer, der altså foreligger som godt tre timers let redigeret videooptagelse af den slags, der kan bruges i undervisningsøjemed: Perfekt billed- og lydoptagelse af den eller de, der taler, kombineret med direkte skærmoptagelser af alt, som vises på oplægsholdernes PC, hvad enten det er en live demonstration eller slides, der vises på storskærm.
Det var og er et godt materiale, som gav anledning til at mange studerende erkendte, at digitalisering i offentlig administration, service og forvaltning (digital forvaltning) ikke altid er svært, ikke altid ender med en fiasko, men så sandelig også er en yderst krævende øvelse. Medbetjening i Statsforvaltningen var og er en super case, som viser, at digitalisering giver mening. Det er en case, der viser, at arbejdet med at digitalisere med henblik på at effektivisere faktisk er en mulighed.
Casen viser samtidigt, og det er for mig at se i sammenhængen hvis ikke afgørende, så vigtigt, at digitalisering af administrativ praksis er komplekst... Det er en længerevarende proces, som ikke nødvendigvis har et tydeligt start- eller slutpunkt, det er proces, som skriver sig ind i en større sammenhæng, som er historisk, Statsforvaltningens case om digitaliseret og delvist automatiseret medbetjening på ægteskabsområdet er en case, som jeg sjældent glad for, tilfreds med og stolt af, at have udviklet. Den foreligger i en lettere fragmenteret form, og skal ikke vises her. Casen er i første omgang ene og alene en eksamensopgave, men den udgør desuden et undervisningsmateriale, der samlet set har en høj kvalitet.
Medbetjening i Statsforvaltningen er Statsforvaltningens case, det er projekt, som jeg ikke har noget ejerskab over eller nogen rolle i - i øvrigt, jeg kan eller skal på ingen måde drages til indtægt for Statsforvaltningens digitaliseringsindsats. Casen var allerede, til dels, udarbejdet af digitaliseringschefen i Statsforvaltningen - og dennes medarbejdere. Jeg var bare med, da den første gang blev vist i marts måned i år i Århus på konferencen Offentlig Digitalisering. Herefter har jeg udelukkende forsøgt at få genopført og, ikke mindst, videodokumenteret præsentation (Statsforvaltningen) og demonstration (cBrain), ved at invitere til og trække på ressourcer PH Metropol, og som nævnt i samarbejde med nære kolleger, udarbejde en eksamensopgave.
Ja, men nok om det.

Servicekonferansen 2016: Digital virkelighet krever digital kompetanse!

Ultimo oktober 2016 rejser jeg til Oslo for at deltage på "Servicekonferansen 2016". Jeg skal i samarbejde med borgerservicechefen i Københavns Kommune holde to oplæg om digitale kompetencer. Dels i plenum for alle deltagerne, dels i en parallel session målrettet ledere: "Ledelse i en digital tid". Overskriften for vores oplæg er "Nye krav til fremtidens medarbeider i borgerservice".

Fokus er på medbetjening af borgeren. I takt med den øgede digitalisering og kravet om obligatorisk digital selvbetjening er medbetjening opstået som en ny opgave for medarbejdere i kommunernes borgerservicecentre såvel som i en række andre sammenhænge i den offentlige forvaltning, hvor selvbetjening er udgangspunktet.

En udforskning af begrebet medbetjening og de kompetencer, der knytter sig hertil, er således også relevant for medarbejdere i call centre, hvad enten de er fælleskommunale eller statslige, hvad enten man servicerer borgere eller virksomheder.

I min kortlægning af digitale kompetencer i tilknytning til medbetjening i borgerservice fandt jeg frem til følgende kompetencer:

-       Brugerkompetence

o   Forstå, anvende

-       Informationssøgnings- og informationsbearbejdningskompetence

o   Kategorisere, lokalisere, systematisere, tilgå, genkende information

-       Systemmestringskompetence

o   Forudse, udnytte funktionalitet, håndtere systemkomplekser, skabe vha teknologi

-       Pædagogisk kompetence

o   Vejlede, motivere, rekruttere

-       Formidlingskompetence

o   Oversætte,  rådgive, forklare.


Det er et gennemgående tema på konferencen, at digitaliseringen af den offentlige sektor kalder på digitale kompetencer: "Tjenestene digitaliseres i stadig større grad, og vi må forholde oss til de endringene det fører til i organisering, samhandling, kommunikasjon og kompetansebehov."

Borgerserivce 2015: Digital kompetece

I forrige uge var jeg sammen med en kollega i Vejle, for på Borgerservice 2015 konferencen at tale om  digitale kompetencer.

Mange taler gerne om kompetencer, men som jeg understregede, er det ofte ikke særligt klart, hvad vi egentlig mener - et forhold som jeg indledte med at pointere. Derefter fremlagde jeg mit bud på, hvad det er, borgerservicemedarbejderne gerne måtte skulle kunne - når de i den såkaldte medbetjening hjælper borgerne til at blive selvhjulpne. Medbetjening er særlig derved, at medarbejderne ikke selv betjener teknologien, idet de netop skal lede borgerne til at betjene sig selv.

Pointen er, at fx medarbejdernes 'systemmestringskompetence' skal verbaliseres og udtrykkes med borgeren som proxy. Den digitalt kompetente medarbejders omgang med teknologien bliver middelbar, andenhånd. Mine konklusioner lød:

• Borgerservicemedarbejdernes kompetente handlinger afhænger af borgerne – og vice-versa 
• Borgerservicemedarbejderen
• må lede borgeren til at gøre, som hun selv ville have gjort
• skal sætte borgeren ved roret – og ikke overtage (empowerment-strategi) 
• må nødvendigvis verbalisere sine digitale handlekompetencer 
• Den pædagogiske evne til at lære fra sig bliver afgørende, men borgerservicemedarbejderen skal også være kompetent på de øvrige områder 
• Håndtere it og systemkomplekser på et (avanceret) brugerniveau 
• Søge og bearbejde information og formidle faglig korrekt viden
• Markedsføre og sælge digitale selvbetjeningsapplikationer

Det var en fornøjelse at være med, blandt andet var det mægtigt underholdende at få lejlighed til at se og høre komiker Per Helge Sørensen fortælle om djøf med løg(n). 

Digitaliseringsstrategi 2016-2020

Den nuværende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi gælder til og med 2015. En ny strategiplan for digitalisering i og af det offentlige for perioden 2016-2020 er således under udarbejdelse. Rambøll Management er af Digitaliseringsstyrelsen en af aktørerne i processen, der blandt andet indebærer, at forskellige indsatser på fire centrale velfærdsområder (uddannelse, sundhed, social og beskæftigelse) skal prioriteres. Blandt andet skal de største økonomiske og kvalitetsmæssige potentialer  (sand)synliggøres. Digitalisering skal som bekendt helst bidrage til både bedre og billigere velfærdsmodeller.

I den forbindelse deltager jeg i marts i år i to workshops, herunder en såkaldt innovationsworkshop, hvor "kreativiteten og evnen til at se på tværs og løfte sig op, er i centrum". Samtidig skal deltagerne give en kritisk vurdering af resultater til dato. Første runde er i morgen.

Digitalt udenfor

Onsdag, den 19. marts 2014 afvikles konferencen "Digitalt UDENFOR" i Odense. En kollega og jeg står i den forbindelse for en workshop under overskriften "Digitaliseret Borgerservice – barriere eller brækstang for fremtidens medarbejdere?"

Blandt andet spørger vi til, hvordan de svageste borgeres vanskeligheder med at håndtere digitale selvbetjeningsløsninger udfordrer medarbejderne i borgerservice. Vi er optaget af, på hvilke måder den teknologiske udvikling forandrer den klassiske medarbejderrolle, og hvilke kompetencekrav øget digitalisering stiller det til medarbejderne? 

Udgangspunktet for denne workshop er de således erfaringer, vi har gjort os i det igangværende udviklingsprojekt, som Professionshøjskolen Metropol i et samarbejde med Københavns Kommune.

Læs mere om digital ledelse og forvaltning.

Oplæg på konference: Administration af bygningsinformationsmodeller

Den 6. februar er Institut for Ledelse og Forvaltning vært ved en konference, hvor vi forsøger at tage de første skridt mod en beskrivelse af den faglighed og praksis der knytter sig til det administrative arbejde i den offentlige sektor. Konferencen ligger i forlængelse af den nedenfor omtalte antologi, der således er omdrejningspunkt for indlæggene på konferencen. Mit indlæg bærer titlen "Administration af bygningsmodeller", idet jeg illustrerer hvordan de krav om digital 3D bygningsmodellering, som den offentlige bygherre stiller til rådgivere og andre, samtidigt udfordrer bygherrens egne kompetencer. Argumentet er, at den øgede kompleksitet, der følger af kravet om 3D bygningsmodellering, i et vist omfang øger kompleksiteten i det administrative arbejde i den offentlige sektor såvel som den økonomiske og juridiske forvaltningen af området?

Konference om faglighed og praksis i administrativt arbejde: Demokratiets byggesten

Bidrag til antologi: Administration af informationsmodeller

I det netop forgangne år udgav Akademisk Forlag bogen "Administration. Faglighed og praksis i administrativt arbejde".  Der er tale om en antologi, den udkommer som en del af forlagets Professionsserie. Antologien udforsker begrebet 'administrationsfaglighed' og indgår i en større dialog om, hvad offentlig administration er. Antologien er skrevet af flere af mine gode kolleger og undertegnede - jeg har skrevet kapitlet med overskriften "Administration af informationsmodeller". Her beskriver jeg, hvordan digital byggeadministration og forvaltning medfører øget kompleksitet, idet bygherren effektivt skal kunne håndtere trivielle såvel som abstrakte teknisk-administrative spørgsmål og kontrollere fx metadata, datastrukturer, klassifikationer, standarder såvel som juridisk-administrative henvisninger til ydelsesspecifikationer, manualer, paradigmer - i form af bl.a. henvisninger til henvisninger, som i flere tilfælde foreligger i bilag til bilag. Artiklen tager afsæt i min ph.d. afhandling om digitalt byggeri, men baserer sig i øvrigt på (dokument)studier af offentlig byggeadministration og -forvaltning.

Læs introduktionen online: Antologi om faglighed og praksis i administrativt arbejde

Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2013). Administration af informationsmodeller. Administration: Faglighed og praksis i administrativt arbejde. H. M. Jacobsen. København, Akademisk Forlag: 187-216.

Artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv

I sidste uge udkom det seneste nummer af Tidsskrift for Arbejdsliv - med en artikel jeg har skrevet. Efter en proces, der alt i alt har strukket sig over næsten et år, er det selvsagt en stor tilfredsstillelse. I sammenfatning udforsker jeg i artiklen

"den samtidige tilblivelse af humane og nonhumane aktører i form af relationer mellem brugere, teknologier og arbejdets genstand. Der anlægges en analytisk tilgang, der baserer sig på symmetridoktrinen i ANT. Det empiriske afsæt er arkitektens og ingeniørens praksis, hvor man i disse år introducerer avancerede digitale værktøjer udviklet med henblik på at skabe 3D informationsmodeller, som anvendes til blandt andet visualisering, simulering og opførelse af fremtidige bygninger. Situationer kendetegnet ved modstand, sammenbrud og høj kompleksitet er udvalgt som anledning til at reflektere over, hvordan og med hvilke konsekvenser nævnte aktører co-emergerer. Afledte effekter af digitalisering fremhæves, og det diskuteres, om de humane aktører bringes i en mangeltilstand, idet informationsmodeller og de tilhørende objekter og teknologier kalder på en perfektion, der formentlig aldrig vil kunne indfries. Desuden rejses spørgsmålet, om brugerne tager teknologiernes logikker og begrænsninger på sig, og i stadigt højere grad ledes til at fungere på teknologiens betingelser." (cf. artiklens abstract)

Læs artiklen online: Virke i værknet – digitalt byggeri i Danmark 2007-09

Kildeangivelse: Hundebøl, J. (2012). Virke i værknet. Tidsskrift for Arbejdsliv 14, 3: 76-93.

Fyraftensmøde - Læring- og it-netværket

På mandag (14. maj 2012) lægger jeg op til debat om læringsmæssige udfordringer ved ibrugtagen af nye it-systemer. Debatten finder sted i regi af Læring- og it-netværket og afvikles som et fyraftensmøde. Overskriften for mødet er "kneb eller læring".
Kneb (work arounds) synes i arkitektens og ingeniørens praksis at være en almindelig anerkendt tilgang, når it-systemers modstand skal håndteres. Det er også en måde at lære på, at blive til på - når brugerne udvikler forskellige kneb, greb, genveje eller work arounds sker der på et og samme tidspunkt det, at software programmer stilles eller tunes, at brugerne bliver kompetente på et lidt højere niveau, og endelig at den arkitektoniske bygningsmodel så at sige tager form. Udgangspunkt for at fokusere på dette spørgsmål er observationer og interview med medarbejdere på landets arkitekt- og ingeniørtegnestuer, hvor nye 3D modelleringsværktøjer i disse år tages i anvendelse. Blandt de spørgsmål, som jeg har lovet at berøre, er følgende:

• Hvordan individ og organisation lærer i praksisser og bliver til som følge af komplekse relationer mellem både menneskelig og ikke-menneskelige aktører?
• Hvilke læringsformer er på spil, når nye, komplekse teknologier bliver taget i brug?
• Hvad er det, der lærer, når der læres?
• Hvorfor og hvordan opfindes og anvendes ’kneb’?

Læring- og it-netværket er et netværk tilknyttet IT Universitetet, hvorfor omkring halvdelen af de 300 medlemmer af netværket er kandidater og studerende fra ITU, mens den anden halvdel er andre, der er interesseret i koblingen mellem læring og it. Der er i skrivende stund omkring 20 personer tilmeldt, men der er plads til flere. Har du tid og lyst mandag mellem kl 16-17.30, så kontakt mig for nærmere oplysninger.

Forelæsningsrække på ITU

Onsdag aften præsenterer jeg på ITU mit forskningsprojekt om læring i aktørnetværk. Det sker i regi af kurset "Videnstyring og organisatorisk læring", som jeg bidrager til nu på tredje år.

Vi skal denne gang se nærmere på to konkrete eksempler på fra praksis og i det lys diskutere læring, organisering og digitalisering. Især skal vi se nærmere på begrebet heterogenese - den samtidige tilblivelse af både humane og nonhumane aktører (koblingen af det sociale og det im/materielle). Begrebet er interessant, ikke mindst i forhold til traditionelle individ-orienterede såvel som nyere socialt orienterede forståelser af organisatorisk læring. Kort sagt rummer heterogenese den samtidige tilblivelse af, i 'mit' tilfælde, brugere, teknologier (værktøjer) og arbejdets genstand (bygningsinformationsmodellerne). Dermed sætter begrebet sig ud over nævnte individ- og socialt orienterede tilgange, idet det jo netop er en pointe, at også det im/materielle niveau udgør en ligeværdig del af analysen.

Jeg har tidligere på foråret forelæst om organisatorisk læring i klassisk forstand; primo maj gælder det et lidt andet emne, nemlig samarbejde i virtuelle netværk. I år skal jeg desuden medvirke til at deltagerne får udarbejdet nogle gode projekter, idet vi laver et synopsisværksted.

Knowledge management, informationsvidenskab

I november gæsteforelæser jeg over emnet Knowledge Management på den tidligere bibliotekshøjskole, nu IVA, Det Informationsvidenskabelige Akademi. Forelæsningerne tager afsæt i min ph.d. afhandling, idet jeg fokuserer på de dele af afhandlingen, der belyser hvordan viden skabes og cirkulerer i form af intelligente objekter. Mit oplæg lyder som følger:

(I) ANT – case methodology, process philosophy or the act making mediators present

In the first two lessons I intend to focus on ANT as a sensitivity towards how (im)material actors effect the co-production of knowledge. I will introduce ANT the way I applied it in my own research referring, among others, to Hernes' interpretation (Hernes 2008: 59-77) and calling, however, on original texts by Latour and Law ((for an introduction, see e.g. Hassard, Kelemen et al. 2008: 45-71). I expect to focus on ways in which ANT may be used to research and understand the nature of socio-material becoming (Fenwick 2009) as 'heterogenesis', a concept I introduced to propose a way to analyze processes of human and non-human agency as co-emergence, indeed, how intelligent objects, models and humans become, if nothing else, knowable resources.

(II) Objectifying knowledge. The case of becoming object (Virtual collaboration)

In my second set of lectures I intend to take into consideration questions and particular points of interest generated during my initial visit, however, I will present and discuss with you, in detail, how to account for objectification (heterogenesis). I do this using exclusive recordings and observations from two Danish drawing rooms (as a back-drop see e.g. Schmidt and Wagner 2004) – discussing how actors apparently co-emerge. To that end the idea of collaboration centred on so-called intelligent objects (recalling e.g.Star and Griesemer 1989) and knowing as situated, distributed and material (Blackler 1995) could be included.

(III) Literature

Blackler, F. (1995). "Knowledge, knowledge work and organizations: an overview and interpretation." Organization Studies 1(6): 1021-1046.
Fenwick, T. (2009). Re-thinking the 'thing': Sociomaterial approaches to understanding and researching learning in work. The 6th International Conference on Researching Work and Learning, Roskilde.
Hassard, J., M. Kelemen, et al. (2008). Disorganization Theory. London & New York, Routledge.
Hernes, T. (2008). Understanding organization as process - Theory for a tangled world. London, Routledge.
Schmidt, K. and I. Wagner (2004). "Ordering systems: Coordinative practices and artifacts in architectural design and planning." Computer Supported Cooperative Work (CSCW): The Journal of Collaborative Computing 13(5-6): 349-408.
Star, S. L. and J. R. Griesemer (1989). "Institutional Ecology, 'Translations' and Boundary Objects: Amateurs and Professionals in Berkeley's Museum of Vertebrate Zoology, 1907-39." Social Studies of Science 19: 397-420.

Nyt forskningsprojekt afslører paradokser og nye læringsformer ved digitalt byggeri

Mit forskningsprojekt er i dag omtalt på forsiden af DPU's hjemmeside - under aktuelt:

Når arkitekter og ingeniører går fra at tegne til at modellere flytter deres fokus sig. Ikke mindst skal de forholde sig til de nye digitale værktøjers logikker og i højere grad tænke med teknologien. I relation til læring betyder det, at forholdet mellem teknologier og brugere forskydes. Den læring, der sker i processen bliver en form for 'co-konfigurering', hvor værktøjer såvel som bygningsmodellerne bliver til i processen. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DPU, Aarhus Universitet.

Det er selvfølgelig godt at se, hvordan projektet omtales flere steder!

Indstillet til ph.d. graden

Fredag, den 10. juni 2011 forsvarede jeg min phd afhandling med titlen "Læring i aktørnetværk". Det blev en dag ud over de sædvanlige - usædvanlig god!

Ikke uventet, trods alt, indstillede et enstemmigt bedømmelsesudvalg Adademisk Råd til ved deres førstkommende møde at tildele mig ph.d graden (latin: philosophiæ doctor).

Licitationen: 3D er benspænd i byggeri

Torsdag i sidste uge blev jeg kontaktet af en journalist fra Licitationen.

Det kom der to artikler ud af, dels en forside på byggeriets 104 år gamle dagblad, dels en uddybende artikle på side 2 i ARKbyg:
"Digitale udfordringer i byggeriet står i kø".

Begge bragt fredag, den 10. juni 2011.

Phd forsvar

Læring i aktørnetværk, Introduktion

Det følgende er en gengivelse af kapitel 1 i min Phd-afhandling, hvis fulde titel er "Læring i aktørnetværk. Digitalt byggeri, Danmark, 2007-09". Som det fremgår, er det en introduktion. Phd-forsvaret finder sted på DPU, AU i København fredag, den 10. juni kl. 9-12 (se mere nedenfor).

“In this approach [ANT], learning is not simply an individual or cognitive process. Nor is it simply a social achievement. Learning itself becomes enacted as a network effect.” (Fenwick and Edwards 2010: 4)

Denne afhandling handler frem for alt om arkitektens, bygningskonstruktørens, ingeniørens og de tekniske assistenters daglige omgang eller interaktion med de til deres fag hørende applikationer, herunder særligt en familie af applikationer, intellektuelle teknologier eller bare ’værktøjer’, nemlig de suiter af nyere informations- og kommunikationsteknologiske, objektorienterede 3D modelleringsværktøjer, som i disse år i stigende grad indtræder i relation med tegnestuens øvrige aktører, humane såvel som nonhumane – helt og delvist, frivilligt eller tvunget. I relation hertil undersøger jeg, hvad disse suiter af værktøjer kan og måske endnu ikke kan, og hvordan de gradvist tages i anvendelse, ’implementeres’. Et centralt spørgsmål er i den forbindelse, hvordan værktøjerne modtages af omgivelserne og hvordan de samtidigt delvist tilegner sig disse, hvordan værktøjerne eksempelvis udfordrer, modificerer, medierer, formidler og ultimativt bringer blandt andet brugere, arkitektur, infrastrukturer, beslutningsgange, rutiner og metoder i affekt – samtidigt med at de selv fx tunes, stilles, justeres, omprogrammeres, diskuteres, afprøves, testes, afvises, omfavnes, virker og ultimativt, bliver til.

I forhold til dette, har jeg, jævnfør titlen, valgt at fokusere på, hvordan læring kan forstås ud fra en aktørnetværksteoretisk position. Det leder mig til at undersøge, beskrive og analysere lidet håndgribelige processer, og dermed granske konkrete, faktiske, situerede handlinger i praksis. Læring, som tilblivelse, er det begreb, som jeg teoretisk og analysestrategisk forholder mig til, når jeg i øvrigt beskæftiger mig med det, som aktørerne foretager sig. Interessen gælder, hvordan de humane såvel som nonhumane aktører bliver til, når de gør, hvad de gør – når de enacter og performer tredimensionelle, objektorienterede bygningsinformationsmodeller, når de gør arkitektur, når bygningsmodellen emergerer, bliver til. Interessen gælder læring, som tilblivelse, men hermed ikke være sagt, at enhver form for tilblivelse er at sidestille med læring – sondringer er af gode grunde væsentlige, når man som her anlægger en procesfilosofisk tilgang, hvor alt er proces, hvor processen går forud for produktet, der således gen/skabes i processen, bliver til. Læring er proces, men ikke enhver proces er læring.

Mit udgangspunkt er registreringer inden for den del af byggeriet, hvor fremtidige bygninger designes, tegnes og modelleres digitalt – inden de opføres, fysisk. Mit empiriske materiale er med andre ord indsamlet i og omkring arkitektens henholdsvis den rådgivende ingeniørs praksis (generisk udtrykt). Når jeg beskæftiger mig hermed, er det fordi, at netop disse praksisser er under pres. Presset kommer flere steder fra, ikke mindst inddrager byggeriets talsmænd nævnte modelleringsværktøjer som et argument for, at måden arkitekturen gøres på, må ændres, eller udvikles, om man vil det så. Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi har afstedkommet en mulighed for at modellere bygninger ved hjælp af parametrisk definerede objekter – virtuelle elementer, der samles med henblik på at producere retvisende og anvendelige repræsentationer (i.a. ”plan, snit og facade”) af et fremtidigt byggeri, bygnings-modeller, der anvendes primært for at visualisere og simulere en bygnings fremtidige funktioner.

Som sagt er jeg optaget af begrebet læring, hvilket jeg grundlæggende undersøger ud fra en forestilling om tilblivelse, sociomateriel eller, for så vidt at bygningsmodellen og dens objekter ikke er andet end digitalt eller symbolsk tilstedeværende, socioimmateriel tilblivelse. Jeg er optaget af processer, oftest dem man overser eller ignorer, fordi de synes (eller måske er) ubetydelige. Jeg fremhæver enkelte og ofte meget specifikke situationer, frem for andre. Blandt en nærmest ubeskrivelig eller uendelig mangfoldighed af hændelser, fokuserer jeg på relativt få – som jeg til gengæld forsøger at analysere forholdsvist minutiøst. Jeg kunne også udtrykke det således, at jeg interesserer mig for ’virksomheden’ – det at skabe, designe eller bare producere bygningsværker, arkitektur. Mine optegnelser, beskrivelser og analyser er orienteret imod samspillet eller relationerne mellem, først og fremmest, men ikke kun, applikationer, objekter, bygningsmodeller og brugere – og effekterne af dette samspil, som det udfolder sig i årene 2007-09.
I betydelig grad er jeg optaget af paradokser og de sammenbrud, der synes at være et resultat eller effekt af bestræbelserne på at tage de nye teknologier i anvendelse – af relationen mellem teknologien og dens forsøgsvise implementering i en temporær organisatorisk sammenhæng; teknologien synes at udfordre det bestående, for så vidt at det filosofisk betragtet overhovedet er muligt at tale om et før, et nu og en mulig fremtid, for så vidt at det tekno organisatoriske ensemble aldrig er andet end midlertidigt stabiliseret. Som det fremgår af eksempelvis min analyse af den situation, hvor to bygningskonstruktører forsøger at stille en applikation, således at det bliver muligt at markere visse vægge og døre som branddøre og vægge, varer processen bare et kvarter. I løbet af blot femten minutter ændredes relationen bygningsmodel-Revit-bygningskonstruktør-bygnings¬reglement – fra at være i ubalance til at lade sig bringe i en eller anden form for ligevægtsbane.

Der er intet usædvanligt i at tage udgangspunkt i såkaldt kritiske situationer, mange studier af læring i praksis tager afsæt heri, i paradokset eller sammenbruddet, for det er som oftest sådan, at når noget bryder sammen, når teknologien eller de nonhumane aktører i al almindelighed yder modstand, at nogen eller noget er nødt til at forholde sig hertil, at brugeren ser sig tvunget til at standse op og måske i det mindste kortvarigt reflektere over gældende praksis: Hvorfor virker det, jeg gør, ikke som forventet, som ønsket, eller som det plejer. Det er når rutinen og den muligvis i øvrigt ubekymrede omgang med de til fagets hørende redskaber brydes, at der antages at være størst behov for ændringer eller, positivt udtrykt, potentiale for at udvikling, eksempelvis for udvikling af nye kompetencer eller etablering af nye, organisatoriske rutiner. I praksis er man bekendt med det forhold, at teknologien yder modstand, og at denne modstand må akkommoderes, så at sige. Det sker som oftest ved, at brugeren, eller flere af disse i fællesskab, finder en vej uden om problemet – flere informanter har uopfordret talt om ”work-arounds”. En work-around eller på dansk, et kneb, er for så vidt et prosaisk eksempel på, hvordan viden i praksis udspiller sig som en samspilsproces mellem individuelle aktører og de materielle, sociale, historisk og kulturelt betingende omgivelser, der direkte eller indirekte er forudsætninger for det, som vi også kan forstå som tilblivelse – fra at noget er et, bliver det noget andet. Det er disse empirisk givne, i flere tilfælde videodokumenterede og i hvert tilfælde observerede processer, som jeg gør til genstand for granskning, det er med afsæt heri, at jeg taler om tilblivelse – som et forhold mellem teknologisk modstand og menneskelig tilpasning (Pickering 1995; Pickering and Guzik 2008), som en oftest daglig ’struggle’ hvor praktisk viden flyder fra et specifikt ensemble af ting og mennesker, der tilsammen producerer blandt andet effekter, der almindeligvis forstås som kompetence.

Læring som tilblivelse
Det gennemgående tema i denne afhandling er læring, læring forstået som specifikke tilblivelsesprocesser eller, hvor der er tale om ’hvordan-gøres-viden’, processer per se. Læring som tilblivelse er betinget af partielle relationer mellem humane og nonhumane aktører, mellem specifikke ’virkelighedspraktiseringer’ (Gad 2009), hvor relationen producerer forbindelser såvel som forskelle mellem entiteter; entiteterne skabes og genskabes i processen. At læring er proces, er en forholdsvis ligetil antagelse, imidlertid er det ikke alle processer, der fører til læring, ligesom ikke enhver form for tilblivelse, er at ligne med læring. Det væres sagt, så tilslutter jeg mig gerne den observans, at læring ikke er et enestående fænomen, men snarere er en integreret del af ganske mange aktiviteter: At læring forekommer, er hverken problematisk eller enestående, for læring er et aspekt ved arbejdet (Lave 1996: 8; Suchman 2003: 201). Heri ligger også, jævnfør citatet ovenfor, at læring er en netværkseffekt, givet af den mangfoldighed af sociomaterielle hændelser og relationer, som udspiller sig ikke mindst i relation til arbejdet – hvor rutiner, vante metoder og processer brydes eller i hvert tilfælde udfordres som følge af, at en ifølge talsmændene ’revolutionerende’ procesteknologi introduceres. Jeg erkender, at jeg med denne formulering antyder en a priori kausal-sammenhæng mellem en bestemt, ny teknologi og bestemte hændelser. Det er muligvis tilfældet, men det såvel som hvilke netværkseffekter der kan betegtnes som læring, må afgøres empirisk, som følge af analyser af de praktiske omstændigheder.

Ingen a priori udlægning af læring
Citatet i indledningen opmuntrer endvidere til at udbrede begrebet læring, uden at man nødvendigvis tager afstand fra almene eller udbredte forståelser af læring som et individuelt, personligt, kognitivt anliggende, hvor det gælder om at tilegne sig forskellige former for repræsentationel, i forvejen eksplicit viden. Mange studier af læring og organisering anlægger ellers denne tilgang (cf. Illeris 2001 (2006); Säljö 2009). Tilsvarende finder jeg det utilstrækkeligt, alene at anlægge en forståelse af læring, som et udelukkende socialt anlæggende, hvor læring frem for alt anses som et spørgsmål om deltagelse i et socialt fællesskab. Også denne tilgang er ellers udbredt, ikke mindst herhjemme (cf. Steinar Kvales forord til Lave and Wenger 2003 (1991)). Når jeg indledningsvist understreger dette, er det for at sige, at jeg i min udlægning af læring sigter imod at beskrive fænomenet ud fra en forestilling om, at aktørerne ontologisk betragtet samproduceres i processer – de skabes og genskabes som fx sociotekniske hybrider, de er effekter: Antaget at aktørerne ud fra et aktørnetværksteoretisk perspektiv med andre ord er effekter af specifikke, sociomaterielt betingede, delvise relationer i heterogene netværk, da må også læring eller tilblivelse, ud fra en aktørnetværksteoretisk ’følsomhed’ beskrives som effekt eller ordning:

”[T]he ’learning process’, as well as the learner, will also be understood as a network-effect, where the network in question will be understood as ’heterogeneous’, comprised of bits and pieces of materials (technologies, texts, architectures, furniture) as well as, and in, interaction with humans … and human institutions.” (Fox 2009: 31)

Selvom ANT ikke er en læringsteori, endsige en pædagogisk teori (ibid), anvender jeg i denen afhandling ANT som en metodisk følsomhed overfor ikke mindst det materielle, det uventede, det som opstår i relationen eller mellemrummene. Når ANT appliceres i studier af læring eller tilblivelse, da må læring såvel som fx viden, handlen og teknologier betragtes som effekter af interaktioner (Law 1992: 389). Ud fra en analytisk (til forskel fra en etisk) position, vil man med ANT som udgangspunkt forstå aktørerne, herunder den lærende (”the learner”) som en effekt, som en deltager i netværk af praksisser.

Forskningsspørgsmålet
Forskningsspørgsmålet fremstår i to versioner – som det oprindeligt er blevet stillet, og som jeg siden har reformuleret det i mere abstrakter termer. Sidstnævnte først:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modellerings-værktøjer for architektura og hvordan ordnes disse med henblik på læring i (og udvikling af) det aktørnetværk, som de nye kognitive artefakter associeres med?

Som det er formuleret her, kan forskningsspørgsmålet i en læringsmæssig optik læses som et oplæg til en analyse af, på den ene side, hvad der skal læres (haecceitas, dettehed), og på den anden side, hvordan dette flygtige materiale tilegnes eller bringes i spil. Jeg beskriver faktiske, konkrete hændelser og analyserer disse ud fra ikke mindst læringsteoretiske overvejelser, således som de er søgt revitaliseret ved hjælp af ANT. Heri ligger endvidere, at læringsspørgsmålet stilles radikalt, for hvordan forløber læringsprocesser i en situation, hvor forhold, der tidligere kunne tages for givet, må anskues på ny. Idet forskningsobjektet ikke på forhånd er givet, da det er in the making, udforskes begrebet læring i relation til en ny, indtil videre ustabil situation. Læring bliver i den forstand et spørgsmål om at forstå heterogene effekter af associationer og translationer, at partielle forbindelser, skiftende intensiteter og momentane, måske modsætningsfyldte strømninger eller forstyrrelser.

I overensstemmelse med de oprindelige forventninger til dette forskningsprojekt – som de faktisk var beskrevet i stillingsopslaget, har formålet med projektet været, ”med udgangspunkt i Det Digitale Byggeri, at indfange og forstå kompleksiteten af de læreprocesser, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor objektbaseret modellering introduceres med virkninger for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser”. Formålet hermed kan yderligere kvalificeres med følgende arbejdsspørgsmål, der kun besvares indirekte:

- hvem eller hvad er det, der lærer, når der læres
- hvad er det værd at vide
- hvor skal dynamikkerne for læring findes
- hvordan lærer aktørnetværket, aktørerne (det)
- hvornår lærer man.

Hensigten med projektet var at undersøge ”udviklings og forandrings¬rationaler” og ”læreprocesser i den eller de praksisser, der eksisterer, reproduceres og transformeres i byggebranchen”.

Flatland architektura

Byggeriet er en praksis, der siden år 25 før vor tidsregning har været kendt under betegnelsen architektura. Architektura favner ingeniør- såvel som arkitektarbejder:

”Architectura is a body of knowledge comprising many disciplines and sciences which can also be applied in other arts. Finished works are born of skill in manufacture and design. Manufacturing skill comes from the constant study of craftsmanship and the working of materials to create whatever the desired result. Designing is the ability to convey the scheme for the finished object to others and to provide a rational explanation for the scheme using engineering knowledge and scientific principles.” (Addis 2007: 30)

Når architektura (jeg anvender den græske version, med ”k”) udgør en ”body of knowledge”, omfattende endog (som det fremgår af citatet) mange forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer, faglige dygtigheder – herunder evnen til (rationelt) at udforske, udvikle og formidle abstrakte repræsentationer indenfor byggeriet, bliver det hurtigt klart, at der er tale om en kompleks og sammensat praksis præget af fortiden, men, som vi skal se, samtidigt er udfordret af samtidens digitaliseringsbestræbelser. Jeg tilføjer før architektura ordet flatland for hermed at betegne det analytiske forhold, at jeg med ANT, og med ANT symmetridoktrinen, nivellerer analysen – ingen aktører er i udgangspunktet bedre end andre ; desuden kan det ses som en ironisk kommentar til netop 3D modellering – at bygningsinformations¬modellen trods den tredje dimension alligevel på skærmen og på papiret fremtræder flad. Samlet set fungerer betegnelsen flatland architektura som metafor for det forhold, at forskellige discipliner, videnskabelige grundregler, materialer og faglige dygtigheder kombineres i et udstrakt aktørnetværk hvor ulige punkter forbindes, hinsides tid og sted, hvor fx såkaldte lokale myndigheder, internationale klassifikationer og interorganisatoriske teams associeres med henblik på at forstå, hvordan værktøjer, arbejdere og bygningsmodeller i praksis coemergerer. Selvom traditionen går flere hundrede, måske endda et par tusinde år tilbage, vil nogen, at den seneste bølge af digitaliseringen udgør intet mindre end en revolution:

”Digitalisering er så fundamental en udviklingstendens med revolutionær karakter, det vil sige den grundlæggende vil forandre de praksisser, i hvilke der skabes arkitektur, byggeri, byplanlægning, i det hele taget planlægning. … Det er sket indenfor andre industrier, nedbrydning af information i nuller og ettaller. Forandret måder at operere på. Det samme vil ske for arkitekturen: ’Now is the time’. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til det her nu. Der sker afgørende skred i de her år i forhold til digitalisering, som altså i høj grad går fra at være et spørgsmål om teknisk håndtering af informationsmængder, til at rumme meget meget mere, til at rumme et holistisk potentiale. Men også et spørgsmål om, at it vil forandre de processer, og den måde vi organiserer byggeriet på.” (9,9)

Det er store ord, men vedkommende informant er ikke den eneste, der talte dunder – i branchen italesattes digitalt byggeri i 2007/08 som eksempelvis et kolossalt løft og en opbrydning i den grad, et nyt alfabet eller endog et ”paradigmeskifte på linje med opfindelsen i det 15. århundrede af det central-perspektivistiske rum ”. Centralt placerede talsmænd beskrev endvidere (i forbindelse med initiativet Det Digitale Byggeri) digitalisering eller ej som et ”fravalg af fremtiden” (10,27) og truede med at de virksomheder som tøvede, risikerede at måtte ”lukke” eller ”dø” (10,27; 18,325). Revolution eller ej, jeg siger dette for indledningsvist at sætte projektet i relief og indikere, at digitaliseringen af byggeriet har fået i hvert tilfælde nogen opmærksomhed med på vejen, at Det Digitale Byggeri af forskellige aktører, på forskellig vis, er forsøgt italesat som et ikke ubetydeligt initiativ – folk var advaret, kunne jeg tilføje.

Der er meget også at sige om ”Det Digitale Byggeri”, men jeg har fravalgt at tildele det statslige initiativ et selvstændigt kapitel – som så meget andet har det måttet lade pladsen. Dog vil jeg alligevel indledningsvist gøre opmærksom på, at det statslige initiativ skal ses på baggrund af, at byggebranchen ifølge en længere række analyser og lignende i en årrække har været præget af en i forhold til øvrige industrier lavere produktivitets¬udvikling. Fejl og mangler medfører forsinkelser og budget¬overskridelser, og Erhvervs- og Byggestyrelsen iværksatte derfor i 2004 et program, der havde til formål at øge effektiviteten af byggeriet i Danmark; samtidigt deklarerede Fogh Rasmussenregeringen ved sin tiltræden i 2001 ”vækst med vilje”, altovervejende ved hjælp af informationsteknologi (Regeringen 2002). Konkret har man i perioden 2004-2006, i samarbejde med en række af branchens ledende aktører, drevet et delvist offentligt finansieret initiativ benævnt ”Det Digital Byggeri”. Initiativet udmundede i ”Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi i byggeri” (der nok kunne defineres som et obligatorisk passagepunkt), der trådte i kraft 1. januar 2007, også kendt som ”Byggeriets D-dag”.

Bekendtgørelsen er kun gældende for de statslige bygherrer, men forventes at have effekter for hele branchen, idet statslige byggerier ofte er attraktive opgaver – branchens aktører vil derfor forsøge at imødekomme statslige bygherrekrav, herunder bekendtgørelsens paragraffer. Bekendtgørelsen fungerer kort sagt på den måde, at de statslige bygherrer fremover skal stille særlige IKT-krav til branchens parter. Således blev det ved byggerier af en værdi større end 40 millioner danske kroner fra og med årsskiftet 2006/07 et obligatorisk krav, at arkitekter og rådgivende ingeniører afleverer en IFC-kompatibel, objektbaseret 3D model – således lyder det i bilaget til bekendtgørelsen, almindeligvis omtalt som bygherrekravene, i ”kravområde 3D bygningsmodel”, krav nr. 4b og 5b, under ”kravoverskrift”:

”Bygherren skal stille krav om, at bygningsmodellen er objektbaseret og afleveres i IFC-format.”

Bygningsmodellen (bemærk, ental, bestemt form) skal desuden opfylde en række krav til indhold og informationsniveauer, således som de er tænkt defineret af bygherren, idet geometriske data og egenskabsdata ønskes genanvendt i byggeriets faser, i princippet fra vugge til grav, ja endda fra vugge til vugge. BIM (Building Information Modelling) stiller nye fordringer til måden særligt (landskabs)arkitekter og rådgivende ingeniører arbejder og endda samarbejder på. Populært sagt går man fra at tegne til at modellere - ved hjælp af virtuelle objekter, som man enten selv laver, ad hoc, eller henter fra egne, producenters, fælles databaser eller bare Internettet. BIM og de dermed forbundne nye, objektbaserede arbejdsrutiner og metoder antages at øge produktiviteten i hele branchen, men fordelene kommer ikke uden omkostninger, og gevinsten ligger måske først i forbindelse med den fremtidige bygnings drift og vedligeholdelse – om 10-50 år, og så bliver det nemt at bortforklare henholdsvis svært at dokumentere.
Det være sagt, så baserer afhandlingen sig overvejende på en konkret kasus, et empirisk materiale, som anvendes i forhold til at beskrive eller illustrere og dermed aktivere situationer, hvor læring synes at være på spil – i praksis, og i særdeleshed arkitektens og ingeniørens relationelt koblede praksisser, men som jeg uddyber i næste kapitel, inddrager jeg andet materiale. Hvor jeg i kapitel 2 og 3 forholder læseren til det metodisk-empiriske arbejde henholdsvis teoretisk-begrebslige overvejelser, er kapitlerne 4, 5 og 6 overvejende beskrivende, analyserende og diskuterende.

Indledningsvist kan det måske endvidere tjene læserens navigation, hvis jeg siger, at jeg i forhold til at forstå sociomaterielle tilblivelsesprocesser i det aktuelle netværk, har valgt grundlæggende at fokusere analyserne af de emergerende modellerings¬praksisser på det relationelle forhold mellem værktøjer, bygnings-modeller/ing og arbejdere, hvilket følgende stærkt reduktionistiske model illustrerer – meget er i illustrationen udeladt, eksempelvis har hverken bygningsmodellens intelligente objekter, betydningen af standarder (IFC) eller grænsefladerne mellem værktøjer (det er i relationen, at objekterne produceres, og får størst effekt) fundet plads. Dertil kommer, at ’værktøjer’ dækker over en mangfoldighed af sådanne, herunder fx Solibri (der bruges til at undersøge modellen for kollisioner), forskellige versioner af Revit (i traditionel forstand, Revit 2007, 2008, 2009 etc., og versioner tilpasset arkitekter, ingeniører med forskellige specialer og Revit udviklet mhp. Facilities Management), mens ’brugere’ dækker over ikke mindst arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, tekniske assistenter (såvel som bygherrer og lejere). Endelig gælder det, at angivelsen ’modeller/ing’ dækker over det forhold, at der både er tale om forskellige (fag)modeller, forstået som produkt, og de aktuelle praksisser, bygningsmodellering, opfattet som proces:

(figur udeladt)

Jeg anvender ANT og læringsteorier, men inddrager også eksempelvis posthumane praksisstudier, repræsenteret ved blandt andre den pragmatiske realist Andrew Pickering. I værket the ”The Mangle of Practice” (1995) dokumenterer han, med historiske eksempler, fx Glasers ”bubble chamber”, hvordan ikke mindst maskiner, instrumenter, fakta, teorier, konceptuelle og matematiske strukturer, discipliner såvel som mennesker vrides eller forvrænges (cf. the mangle) på uforudseelige måder, betinget af blandt andet kultur, tid og sted. I en antologi fra 2008, med næsten samme titel, ”The Mangle in Practice” (Pickering and Guzik (red.)), udvides repertoiret betydeligt, eksempelvis finder metaforen anvendelse i forhold til genfortolkninger af sovietrussisk semiotik og forhandlingerne om Mårup kirke, hvis fundament er i fare for at blive eroderet af Vesterhavets kræfter. Kort sagt gælder det, at “mangling is a temporally emergent process: its upshots are not given at all in advance” (Pickering 2001: 164), og det er en pointe, at materialiteterne påvirker os og aktivt indvirker på praksis; tingene i verden handler og mange af arbejdslivets aktiviteter handler om at håndtere ”material agency” (1995: 6).

Tilsvarende søger jeg at opspore de humane såvel som de nonhumane aktørers vild/veje: Ved at følge, rekonstruere og beskrive translationer, medieringer, associationer, hybridiseringer, bevægelser eller forviklinger i forhold til brugen af 3D objektbaserede modellerings , visualiserings og simuleringsværktøjer – baseret, grundlæggende, på forholdet mellem værktøjer, modeller (objekter og data) og arbejdere – forsøger jeg at redegøre for, hvordan visse af relationerne mellem heterogene hændelser i praksis kan forstås som læring. Det er en ambition at teksten, som narrativ, kan anvendes i forhold til at forstå sociomaterielle læreprocesser i denne og andre, lignende praksisser karakteriseret ved, at digitalisering vinder indpas.

Afgrænsninger

“To be sure, stories have to stop somewhere” (Hernes 2008: 15)
“’[B]ut where does the network stop?’ The answer is: ‘nowhere’” (Law 2000: 351)

Undersøgelsen afgrænses som følge af status i den centrale kasus, altså det konkrete byggeprojekt, til det man i fagsproget kalder rådgivnings- eller designfasen – som officielt krones af, at hovedprojektet afleveres; i ’mit’ tilfælde skete det ved et bygherremøde den 2. juli 2009. Det betyder, at det konkrete, fysiske byggeri – in situ modellering, om jeg så må sige, ikke er en del af afhandlingen. De sædvanlige eller nødvendige forarbejder, herunder byggepladsklargøring, jordbortkørsel, dræn, spunsning, med mere, blev igangsat omkring årsskiftet 2009/10, og betonentreprisen i løbet af 2010 . Det havde været både spændende og relevant at følge de digitale 3D bygningsmodeller fra tegnestuerne og ud på den konkrete byggeplads, således som bygningsmodellen måtte have effekter for realiseringen af projektet (opførelsen af råhuset og, for så vidt muligt, fx el, ventilation eller VVS). Et således longitudinalt ANT-inspireret praksisstudie er fx udført i forbindelse med Heathrow lufthavns Terminal 5 (Harty 2007).

Indsamling af yderligere data fra og omkring byggepladsen, der blandt ville kunne have inddraget nye (humane) aktørers praktiske erfaringer og observationer, dels nye materielle omstændigheder (fysiske byggematerialer, fysiske værktøjer), havde været en mulighed for at diskutere forbindelsen mellem projekteringspraksis og udførelse, herunder entreprenørernes reception af bygningsmodellerne (anvendelser i forhold til tilbudsgivningen, fx beregning af mængder, priser) og håndværkernes brug af samme (brugsværdi ifm. arbejdets udførelse). Hvor projekteringen baserer sig på virtuelle objekter, immaterielle værktøjer og digitale bygningsmodeller, udføres byggeriet som bekendt ved hjælp af konkrete byggematerialer, fysiske værktøjer og maskiner, tegninger (plan, snit og facade – genereret på basis af bygningsmodellen) samt i det konkrete tilfælde og altså som noget nyt: digitale 3D bygningsmodeller.

Koblingen mellem den digitale 3D bygningsinformationsmodel, virtuelle visuali-seringer og simuleringer og konkrete, fysiske tilblivelser (råhus etc.) havde været interessant, ikke mindst fordi stadigt flere industriprodukter udvikles på basis af stedse mere avancerede, computergenererede modeller; konkret tillod opfølgende studier af det aktuelle byggeprojekt at undersøge, i hvilken grad og særligt hvordan visionerne omkring digitalt byggeri faktisk blev omsat i praksis. Hvor afhandlingen bidrager med indsigt i emergerende digitale modelleringspraksisser, herunder hvordan brugere, teknologier og arkitektur bliver til i samtidige, partielt forbundne processer, havde forsatte studier i og omkring samme byggeprojekt kunnet bidrage med forståelse af de samme, immaterielle værktøjers effekter i forhold til arbejdet med konkrete, fysiske værktøjer og elementer.

Desuden gælder det, at jeg afgrænser mig fra at undersøge, hvilke muligheder den 3D objektbaserede modelleringsteknik giver for at designe, beregne, konstruere og opføre fx nye, organisk formede byggerier (se fx Jørgensen, Tamke et al. 2007). Kræftens Bekæmpelses nye besøgscenter i Århus, tegnet af Frank Gehry, er blandt de danske eksempler på, at 3D modellering flytter grænser for, hvad der rent teknisk er muligt; her anvendes nogle sjældent kraftige bjælker, som i nogle tilfælde nærmest hænger frit i luften. Jeg beskæftiger mig med andre ord ikke med de i øvrigt interessante arkitektoniske muligheder, parametrisk design tilbyder for eksempelvis at udvikle amorfe former eller skæv arkitektur, ligesom jeg fx heller ikke forholder mig til potentialer eller problemstillinger omkring industrielt byggeri; jeg forholder mig alene til de praksis-relaterede bevægelser, flertydigheder, forskydninger og forbindelser, der følger af 3D objektbaseret modellering – og det i forhold til organisering og læring.

Invitation til Phd forsvar - Læring i aktørnetværk

Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12 fremlægger og diskuterer jeg med professorerne Cathrine Hasse (DPU), Niels Albertsen (Arkitektskolen i Århus) og Tor Hernes (CBS) frugten af godt 3 års studier af “Læring i aktørnetværk”:

Med aktørnetværksteoriens symmetridoktrin som udgangspunkt og præmis, undersøger jeg i min afhandling, hvordan menneskelige såvel som ikke-menneskelige aktører indgår i processer og relationer, som vi med rette kan betegne som læring – begge bliver til, organisationen skabes på ny. Afsættet er sociologiske studier af projekteringsarbejdet på arkitekt og ingeniørtegnestuer, hvor nye digitale værktøjer i disse år synes at ændre gældende praksisser.

Bedømmelsesudvalget konkluderer: "Samlet set er der tale om en særdeles velkonstrueret, interessant og relevant afhandling, der vedrører teoretisk udvikling af læringsteori, forskning i byggesektoren og videreudvikling af ANT-tilgangen. Generelt er afhandlingen en både systematisk og konsistent diskussion, der med meget stor grundighed, mange præcise formuleringer, indsigtsfulde analyser og tankevækkende pointer argumenterer for læring i aktørnetværk."

Praktiske oplysninger:

Fredag, den 10. juni 2011 kl. 9-12

Danmarks Pædagogiske Universitet

Tuborgvej 164

2400 København NV

Efter forsvaret er Institut for læring vært en reception.

Tilmelding og evt. yderligere information via e-mail til jesperhundebol@gmail.com eller sms/telefon 2424 4690.

Nærmere oplysning følger snarest i DPU kalenderen.

Managing Modelling

I morgen åbner konferencen ”Construction Matters” på CBS i København. Konferencen varer til og med fredag, og forskere og praktikere med interesse i og for ledelse, organisation og byggeri kommer fra nær og fjern. Det er professorerne Kristian Kreiner og Jan Mouritsens Center for ledelse i byggeriet (CLIbyg) der står bag konferencen, der senest fandt sted i 2008. Jeg har været med tidligere, og vil i igen i år, torsdag, den 6. maj mellem kl. 14.30 og 16.30, fremlægge et konferencebidrag med titlen ”Managing Modelling”. Artiklen er i overensstemmelse med konferencens spor 3, Management Practices and Digital Design, og Centerets overordnede interesse for ledelsesprocesser udarbejdet på basis af mit nyligt afsluttede Ph.d. projekt. Kort sagt udfolder jeg til lejligheden tre aspekter af ledelse og digitalisering:

• Managing Objects
  
• Managing the manning up and down (the scaling up and down, the zooming in and out)
  
• Managing time and work flow

Her vil jeg kun sige meget lidt om det første, nemlig hvordan forestillinger om objekter (digitale byggeklodser) leder en og anden på afveje, hvordan forholdet mellem arbejdere, værktøjer og digitale objektorienterede 3D modeller relationelle adfærd afføder effekter, som nok i noget omfang flyder fra intentioner. Hvad jeg siger, er at objekters multiple ontologier (høje kompleksitet, mangfoldighed, væren under tilblivelse – gør og gøres) gør dem vanskelige at håndtere, svære at lede. Hvad jeg spørger om, er i hvilken grad objekter leder eller ledes. Hvordan de gør og i praksis gøres; bliver til.
Objekter med en vis såkaldt intelligens er kort sagt afgørende elementer i en 3D bygningsmodel. Uden objekter, ingen model. Objekter associeres i og ved hjælp af værktøjer. Det foregår på en computer, i forskellige programmer, med forskellige grænseflader. Objekter, modeller og værktøjer håndteres af mennesker af kød og blod. I fysiske rammer, måske en gammel fabrik, der er bygget om så den i større eller mindre grad helt eller delvist repræsenterer tegnestuens æstetik. Sådan er scenen.

På torsdag er scenen en anden – konferencen holdes naturligvis i egne lokaler, i Kilen ved metroen på Solbjerget. Der vil være stole og borde sat på rækker, traditionen tro vil jeg posere på hvad der kunne være et mindre podium, og bag mig vil der være et lysende objekt – en kraftig lampe vil projektere billeder og tekst, bits og bytes, op på en hvid overflade. Velinformerede individer vil lytte til hvad jeg siger, hvorefter vi vil udveksle nogle overvejende engelske gloser.
Men nok om det – tegnestuens objekter må lede og selv lade sig lede. Det kan blive ledt, hedt. Oftest, når det brænder på, i dagene og måske uger før aflevering, når målkæder hopper af, modeller falder fra hinanden og objekter gør modstand, da er det ikke altid lige sjovt at være arkitekt, eller ingeniør, eller bygningsmodel, eller objekt. Eller måske er det – vi ved det ikke, mangfoldigheden i den forrige sætning er for voldsom, for heterogen. For hvordan kan jeg, vi, på en og samme tid, samtidigt sige noget om arkitekters, ingeniørers, bygningsmodellers og objekters væren (ontologi). Hvordan er det muligt at tale om objekter og ledelse, hvordan kan vi tale om objekter, således at vi forstår dem og dermed kan lede dem. Thi hvordan leder man noget man ikke forstår, eller måske endda misforstår. Er det værd at vide, hvordan modellering foregår, hvis vi ønsker at gøre os forestillinger om hvordan vi leder modelleringsprocesser; hvad betyder fx en computers processor, ja, aktørnetværkets processorkraft. Kunne man spørge således: Hvordan hvad som ledelse og modellering er?

Cetina taler om epistemiske objekter, Law og Singleton om objekters multiple ontologier, Latour om interobjektivitet. I byggeriet har man digitale 3D objekter, men hvad eller hvem er de? Hvor er de; hvor kommer de fra og hvor/dan bevæger de sig og hvorhen (ligger de så stille, eller gør de unoder)? Hvordan gøres de – hvor/dan forekommer deres undfangelse, udvikling, anvendelse, afvikling; bliver de vedligeholdt, tjekket, revideret, genanvendt og nok så væsentligt, og hvordan gør de – gør de noget ved os, ved arkitekturen, ved byggeriet, ved aktørnetværket, ved aktantværknettet? Spørgsmål der nok kan stilles, men dårligt og altid aldrig fuldt ud, endeligt. Jeg ser objekter som parametriske, virtuelle, digitale, eksplosive, effektfulde, krævende, uvidende og dog informerede, ofte overvægtige, klodsede aktører – endog, under tilblivelse, for evigt i udvikling. En gang sat i bevægelse, bevæger de og betvinger sig opmærksomhed. Vi leder efter dem, de leger skjul, tag-fat, vi må betvinge os dem. De vil ikke ledes, de leder, måske efter en ud/vej. De gør modstand: Du har nu 53 fejl, der ikke kan ignoreres, et større antal potentielle kollisioner, og du skulle have været færdig allerede i forgårs.

Her er et uddrag af teksten:

An apparently simple operation such as creating, modifying or deleting an object might be a reasonable starting point if you want to consider some of the complexities related to handling or managing objects. Objects might be created on an ad-hoc basis, imported into the building model from an object server, or e.g. copied from the Internet (as with most objects this is a potentially risky business); in some cases an object might be distributed on a homepage such as e.g. www.digitaleprodukter.dk, thus it has been made available by the company actually producing the physical building materials. Evidently objects come in several forms or qualities and from various sources, something that could very well be one of several reasons why modelling processes sometimes break down. Whereas one should think that the manufacturers own virtual 3D objects should be the best objects to apply, this is not necessarily the case – for two reasons. One is size – manufacturers own objects might be too detailed, in some cases you could more or less produce the object in question given the required manufacturing equipment was at hand. Too many details make the objects too heavy for the microprocessors to handle them efficiently. Another reason is that the virtual 3D objects very well might be marked by the producers’ specific brand – making them obsolete in relation to competitive bidding; EU regulations make the mention of specific products illegal.

An object is an item that can be removed; with/out it the model is another figuration. A building model is a relational figuration of objects that are linked to one and each other, it is a compilation of objects equipped with some kind of intelligence. Objects do not know much, however, they are progressively informed about their mutual connectedness, their parameters are continuously set, and reset. Remove an object, and others are supposed to dynamically fill in the gap. However, that kind of automation requires of users that they “think much, much, much more structured” (quoting an informant), and that they do not or at least, not everyone does, at once. In practice I observed how the acknowledged complicated operation of changing the datum of a building produced an excess of errors, giving reason to believe that objects had not been perfectly defined, assigned, anchored, connected; in practice they never are, nothing ever is – perfect. Increased levels of complexity produces increased levels of risk – and risk and what follows must be managed; the workers are likely to sit down and sort out the mess themselves. The relational character of the building model requires new ways of distributing / organizing the design processes; changes in one place may have unforeseen consequences elsewhere. It take a lot to stay on top of it, to keep a smooth operation running.

Det var et længere uddrag , men mere er der ikke. Jo, der er meget mere at sige, men så må du komme, og gerne lytte, lidt. Det er her og nu, her og der, i dag, i morgen, everywhere, with everyone, forever, aldrig voksen.
Led, ledere, ledest. Eller når værktøjerne er suiter, suiter af digitale applikationer, programmer, stykker software. Når aktører undersøges symmetrisk. Når aktørerne er arbejder, værktøjer og modeller. Når modeller og objekterne føjes, i værktøjer, der ikke er mine eller dine, men deres. Når programmet ikke er mit, men deres – hvems, hvor er det. Når vi, de ikke er alene. Oftest får de intelligente 3D objekter følgeskab af uintelligente eller endog døde, flade 2-dimensionelle streger (de udtrykker blot længde x bredde). Det er én om året. Mindst et nyt værktøj, et ny grænseflade, en intellektuel teknologi, det er en eller flere kognitive artefakter. Populært sagt: Revit 2007, 2009, 2010, og 2011. Fire versioner, på fire år. Den er hård, leder.

Virtual demolition and stillborn data - Tools, workers and models

I morgen afh9lder netværket Virtual Worlds Research et heldagsseminar med titlen "Virtual Buildings and Cityscapes as communication technologies in the making". Jeg er inviteret til at tale om mit forskningsprojekt, særligt de aspekter der vedrører visuel kommunikation og virtuelle bygningsmodeller.

Som det fremgår af overskriften, tager jeg udgangspunkt i et af de adskillige paradokser jeg er stødt på i forbindelse med mine observationer i praksis, nemlig virtuel nedrivning af endnu ufærdige 3D bygningsmodeller. Blandt andet vil jeg forsøge at illustrere hvad det er der sker, når de nye 3D modelleringsværktøjer møder praksis, herunder begrænsninger i form af processorkapacitet eller kort og godt regnekraft - trods det forhold, at man eksempelvis har etableret renderingsfarme og installeret simuleringsservere.

Jeg ser frem til en spændende dag, ikke mindst glæder jeg mig til Odilo Schochs og Anders Hermunds demonstration af kolloborative virtuelle arbejdspladser til arkitektonisk design.

Digitaliseringsstafet

Implementeringsnetværket og BIM byen har i fællesskab sendt en digitaliseringsstafet i cirkulation mellem såkaldte eksperter, og i forrige uge endte den hos mig - beæret og samtidigt bekymret overtog jeg stafetten efter Peter Hyttel Sørensen, CAD chef ved CF Møllers tegnestue i Århus.

Med stafetten følger en række spørgsmål, som man skal svare på - og det har jeg selvølgelig gjort. Svarene kan læses både på hjemmesiderne for dels Det Digitale Byggeri, dels BIM byen.

Samtidigt har jeg formuleret nogle nye spørgsmål, og de lyder:

• Hvis de virtuelle objekter var udstyret med intelligens, hvad ville de da tænke?
  
• Hvis bygningsmodellen kunne tale, hvad ville den da sige?
  
• Hvis de digitale værktøjer kunne handle, hvordan ville de da agere?
  
• Hvis objekter, modeller og værktøjer er dumme, fåmælte, handlingslammede, hvad fordrer det så af byggeriets humane agenter?
  

Stafetten er givet videre til Katrine Lotz, ph.d. og adjunkt på KARCH.